Læsetid: 4 min.

Madonna med næsehorn

I mødet mellem billedkunstner Finn Winge Nielsen og forfatter Vagn Lundbye ser jeg deres fælles optagethed af magtens omslag i afmagt, fornuftens kapitulation til det irrationelle og det ofte tætte naboskab mellem grusomhed og ømhed
Portræt af Vagn Lundbye tegnet af Finn Winge Nielsen.

Portræt af Vagn Lundbye tegnet af Finn Winge Nielsen.

Geir Haukursson

23. november 2018

Forfatteren Vagn Lundbye, som døde i august 2016 i en alder af 82, ville, hvis han endnu havde levet, være fyldt 85 i går.

Denne halvrunde anledning ønsker jeg at benytte til at præsentere og kommentere det store, man fristes til sige magiske portræt, tegnet med blyant, som billedkunstneren Finn Winge Nielsen lavede af sin mangeårige ven, og som jeg første gang så, da jeg på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig havde den ære at åbne en soloudstilling, 2 x Lundbye – nemlig også slægtningen Johan Th. – hvori billedet var tildelt en hædersplacering.

Den aldrende forfatter står med nøgen overkrop med sit mindste barn på armen. Foran dem står en søn og kigger ud af billedet til venstre. De er sammen og alligevel ikke sammen. Der er midt i familieopstillingen en art fremmedhed og fjernhed.

Jeg læser uvægerlig det faktum ind i billedet, at den modne mand snart skulle forlade børnene. Hans blik udstråler nok ro, men også en heroisk tilkæmpet bestemthed. Jeg kommer til at tænke på den hårdhed, hvormed han kunne ytre sin bistre skepsis mod den vesterlandske kultur og hele civilisation og mod alle de magthavermænd, der har båret den.

Gruppen med de tre figurer virker trukket nedad i billedfladen, med for meget lys foroven, samtidig med at den mørke farve aftager, idet blikket når ned mod bunden. Jeg kobler herfra til det modsigelsesfyldte forhold, at Vagn Lundbye på den ene side helst lagde afstand til institutionaliseret religion og på den anden side var et af de mest markante eksempler i vor nyere litteratur på en opstandsning dér, hvor antimetafysikken når sin grænse, og det igen bliver nødvendigt at tænke transcendent.

Men det er jo bare tre associationer.

Det vigtigste ved portrættet er, at det indfanger noget afgørende ved Vagn Lundbyes person og produktion: mødet mellem fortiden og nutiden, mellem mytisk, arkaisk erindring og ’affortryllet’ modernitet. Den store, bekymrede alvor og fascinationen af stammeritualer og ’primitive’ folkeslags måder at leve og klæde sig på. Erkendelsen af manden som sårbar og svag midt i al sin styrke og endvidere den misundelseslignende indsigt, at kvinder føder, mens mænd dør, undertiden ligefrem dyrker døden.

Ikke for ingenting har Finn Winge Nielsen i sit portræt indbygget massive kunsthistoriske referencer.

I den stående dreng aner man påvirkning fra Picasso, en af billedkunstnerens helt store personlige øjenåbnere, men man tager næppe heller fejl, hvis man læser den stående forfatter med barnet som en transformeret Madonna. Et gammelt og ikke ufarligt motiv, som Winge Nielsen i sine malerier, tegninger og assemblager igen og igen har måttet vende tilbage til, ligesom han har dyrket Jesus som ’Smertensmanden’, Ikaros’ flugt og fald og ikke mindst den døde Marat i badekarret.

Fælles for forfatteren og billedkunstneren er nemlig kombinationen af eksperiment og traditionsdyrkelse.

Ligesom Vagn Lundbye var en mytisk modernist og beatkulturens oprindelighedsdyrkende reserveindianer og den utrættelige genfortæller af urgamle historier i spritnye former, som prøvede han stædigt at bringe myten i recirkulation, er Finn Winge Nielsen kendetegnet ved at søge tilbage til nogle få motiver, som han udsætter for en vedholdende og vanskelig søgen. Men så er han jo også fænomenal til at tegne!

Prøv på portrættet at se, hvor smukt folderne i næsehornets hud på forfatterens venstre overarm ligesom gentager og kalder på furerne og rynkerne på hans hals. Eller følg de fine, sarte streger i det lille barns lyse skjorte. Og stil tæt ind på mandeansigtet med dets sørgmodige, kloge, lidt mutte udtryk, under hvilket man akkurat aner muligheden af et halvvejs modvilligt grin.

Vagn Lundbye skrev engang i et portræt af Finn Winge Nielsen om dennes teknik, hans »intense kratten«, den næsten desperate skraben sig ind på motivet, »som om der bag det billede, han har lavet, befinder sig det, han i virkeligheden vil lave. Selve hensigten med billedet, selve sandheden«.

Denne kamp med stoffet har Vagn Lundbye selv kendt fra sin skrivende praksis, hvor destruktion så ofte slår om i rekonstruktionsforsøg, og hvor afsættet måske nok blev taget i psykologi og politik; men springet viste sig at føre ud i eksistens og religion og dermed ud, hvor det for alvor brændte på, uden at den skrivende kunne føle sig sikker på noget som helst.

Jeg tror godt, man ville kunne fortsætte herfra og i mødet mellem billedkunstner og forfatter se deres fælles optagethed af magtens omslag i afmagt, fornuftens kapitulation til det irrationelle, det ofte tætte naboskab mellem grusomhed og ømhed eller det intrikate samspil af livskraft og lidelse.

I hvert fald sender portrættet mig tilbage til det sammenstød, jeg for over 40 år siden oplevede ved møderne med Vagn Lundbyes tidlige værker – Signalement, Mørkespil, Roman, Nico, Smukke tabere – og som gentog sig ved kulminationerne i forfatterskabet, Anholt-trilogien, den komplekse selvbiografiske roman Trefoldighedsbarn og, selvfølgelig, ikke mindst hans overraskende godmodige Næsehornsdigte.

Godt at gamle rynkede Rhino fik så markant en plads i portrættet!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu