Læsetid: 6 min.

Alt for mange mænd

To nye bøger stiller skarpt på kvinderesistente institutioner og kønsskæv magtfordeling
16. november 2018

Det kan siges med tal: 80 procent af ledelsesposterne i erhvervslivet, 80 procent af professorstillingerne på de danske universiteter og 86 procent af borgmesterstolene i landets kommuner er besat af mænd. Selv med den hidtil højeste andel af kvindelige folketingsmedlemmer valgt ind i 2015 (nemlig 39 procent) kom Danmark ikke op over minimumsgrænsen for det, man i forskningen har defineret som ‘kønsbalance’.

Det kan også siges i ord: Der er ikke ligestilling hertillands – og slet ikke hvad angår magtens tinder i det politiske landskab, kultur- og erhvervslivet, og medie- og finansverdenen. Eller som godsejer og landstingsmedlem Christian Ahlefeldt-Laurvig formulerede det i en ikke tilstrækkeligt utidssvarende konstatering i 1904: »Kvindernes emancipation er, forekommer det mig, noget, der har så lidt hjemme her i Danmark som muligt. Vi har – heldigvis siger jeg – haft meget lidt af den slags herhjemme.«

Citatet er ét i rækken af udtalelser om kvindens plads i samfundet fra de sidste 170 års offentlige diskussion i Danmark, som Birgitte Possing har indsamlet i bogen Argumenter imod kvinder – fra demokratiets barndom til i dag. Gennem historiske nedslag anskueliggør Possing, der er professor emerita i historie og antropologi, de varierende og ofte gensidigt modsigende begrundelser gennem tiden til at legitimere udelukkelsen af kvinder fra magt- og prestigefulde positioner. Det idémosaiske bagtæppe gør det begribeligt, hvorfor vi er, hvor vi er i dag, hvor folk stadig kan finde på at mene, at der »er en medfødt mekanik, der gør, at kvinder har mere lyst til at gå derhjemme med børnene, mens mændene arbejder«, som Joachim B. Olsen citeres for.

Den insisterende sammenknytning af husførelse og kvindekøn under dække af en filosofisk underfrankeret forestilling om uforanderlig natur er en af de tilbagevendende troper i eksklusionen af kvinder fra alt fra uddannelse til politik. Når det længe var upassende med atletisk udfoldelse såvel som stillesiddende skolearbejde for »de unge piger«, må man tænke på, at de jo til gengæld fik »naturlig motion gennem husarbejde i hjemmene«, som lægen JCA Brock forklarede i 1852. Og da junigrundlovens såkaldte ’almindelige valgret’ i 1915 blev udvidet til også at gælde kvinder (og tyende), mindede kong Christian X om, at kvindernes indtog i det politiske liv ikke måtte gå ud over deres omsorg i det huslige: »thi gennem barnets kærlighed til hjemmet vækkes kærligheden til vore fælles hjem: Danmark«.

Kvindens indtog på den offentlige scene ledsagedes selvsagt ikke af mandens tilbagetrækning til hjemmet, og det ideologisk ordinerede dobbeltarbejde, som var hverdag for arbejderklassens kvinder længe inden den store udvidelse af arbejdsstyrken i tresserne, viser, hvordan den aktive kønnelse af mennesker afspejler en økonomi, der er direkte afhængig af det ulønnede og derfor ’værdiløse’ arbejde i den reproduktive sfære.

Possing har støvet både latterlige og foruroligende citater op i sin veltilrettelagte og læseværdige bog. I bakspejlet virker den akademiske elite fuldkommen neurotisk i sit forsøg på at utænkeliggøre den kvindelige videnskabsmand, som da professor Matthias Saxtorph i 1874 udtrykte bekymring for, at kvindelige studerende ville »søge at tilfredsstille deres kønsdrift ved at gå på medicinske forelæsninger sammen med studenter«.

Argumenter imod kvinder’s relevans bestyrkes af det faktum, at modviljen mod kvinder i videnskab ingenlunde er et overstået kapitel, som vi for nylig så det i en undersøgelse fra Niels Bohr Institutet, der viser det statistisk set grotesk lave antal kvindelige Nobelprismodtagere.

Det samme gør sig gældende i politik, hvor kun knap en fjerdedel af verdens parlamentarisk valgte er kvinder, hvilket er omdrejningspunktet for Drude Dahlerups bog Demokrati uden kvinder? Dahlerup, der er professor i statskundskab og har mange års international erfaring med at rådgive om implementering af kønskvoter, øser her ud af sin viden om kvoteringsformernes effektivitet ved bestemte valgsystemer i ublu protest mod den verdensomspændende »mandsdominans i politik«. Hun modsætter sig – ligesom i øvrigt Possing – den naive tro, at det automatisk ’går i den rigtige retning’: fremskridt er ikke noget, der ’nok skal komme med tiden’, det er noget, der presses ind i samtiden mod dens vilje som følge af viljestærke politiske (og oftest udenomsparlamentariske) kræfter, i dette tilfælde kvindebevægelserne.

Demokrati uden kvinder? indeholder globale tal over kønsfordelingen i parlamentarisk politik, gennemgår standardrationaler for og imod kvindelig repræsentation og kritiserer fraværet af kønsperspektiv ved udformningen af demokratiindeks.

Det fremgår, at ’naturlig’ udvikling typisk er træg: I Danmark gik der 48 år fra de første kvinder kunne stille op til valg, og til at de optog bare ti procent af Folketingets pladser. Det er her, kvoter kan være et nyttigt redskab. I Argentina, som er et af de 90 lande, der benytter sig af kønskvotering, er det lovpligtigt for partier at have minimum 30 procent kvindelige kandidater, og i Sverige laver flere partier opstillingslister efter ‘lynlåssystemet’ (skiftevis mand og kvinde).

Rwanda og Bolivia har som de eneste lande en kvindelig majoritet i parlamentet, mens Danmark er sakket agterud siden 1990’erne. Hvorfor er kvotering så kontroversielt, når det ikke er andet end kompensation for den de facto-kvotering af mænd, der allerede foregår? Hvis man ikke fra det levede liv har mødt tilstrækkeligt belæg for sidstnævnte, kan man læse Possings bog, der giver en god fornemmelse af mandefællesskabets sociale logik, som med ubevidst systematik udelukker personer, der ikke ligner de allerede indviede og kunne skabe beklemthed i »hanegårdens hakkeorden«.

Dahlerup har en strategisk bemærkelsesværdig pointe, når hun foreslår, at det snarere end de alt for få kvinder er »overrepræsentationen af mænd, som er problemet«. Ved at forskyde fokus til det magtbærende element kan man måske undgå, at kampen ender som et rent karriereprojekt for elitens kvinder for i stedet at lade den orientere sig imod elitens mænd.

Begge bøger hviler på en præmis om, at det har iboende værdi, at kvinder kommer til magt, og får adgang til »den store, skabende, offentlige verden«, som Possing skriver præcist og vanligt medrivende.

Det er klart, at det har haft en enorm betydning, at kvinder fik mulighed for at forfølge interesser og kald inden for sport, kultur og videnskab, samt tiltvang sig adgang til embeder, titler og andre privilegier (for slet ikke at tale om råderet over egen økonomi og krop), så ikke, som forfatteren Pauline Worm udtrykte det i 1851, »folkets døtre fremdeles skulle føle deres ånd hensygne i en forspildt ungdom og dø af kulde i et glædesløst ægteskab«.

Når det kommer til politisk repræsentation, forbliver spørgsmålet dog, til hvis glæde en kvindelig parlamentariker er, hvis hun er borgerlig eller konservativ? Var arbejderkvinderne galt afmarcherede, da de grundlovsdag 1915 gik med arbejderklassens mænd i Fælledparken i stedet for at følge med valgretsoptoget af bedre stillede kvinder til Amalienborg? Erfaret undertrykkelse fører ikke nødvendigvis til solidaritet med egen gruppe. Dahlerup anmærker dog, at det typisk er kvindelige politikere, der har sat sager som abort, børnepasning, seksuel vold og ligeløn på tapetet. ’Kvindeting’, der ellers er blevet anset for at være »statsmagten uvedkommende«, som tidligere statsminister Poul Hartling sagde i 1974.

Dahlerups informative politologiske arbejde og Possings både underholdende og kritisk oplysende stykke »damehistorie«, som modfortællingerne om store skikkelser som Inger Merete Nordentoft, Natalie Zahle og Henni Forchhammer er blevet affejet som, kan anbefales til alle der går med planer om at lægge nyt glasloft. Men lad os huske hinanden på, at vi har tabt dét sekund, vi lader et ønske om flere kvinder i lederstillinger, bestyrelser og i øvrigt udemokratisk politik kuppe feminismens magtkritiske kerne.

Birgitte Possing: ’Argumenter imod kvinder – fra demokratiets barndom til i dag’, Strandberg Publishing, 282 sider, 200 kroner.

Drude Dahlerup: ’Demokrati uden kvinder?’, U Press, 175 sider, 175 kroner.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Troels Ken Pedersen
Katrine Damm, Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu