Læsetid: 6 min.

Hvis mennesker var muslinger, ville man ikke brænde dem af

Martin Kongstads nye roman ’Kokken der holdt op med at rødme’ er et mesterligt fortalt, frygteligt morsomt tidsbillede om arbejdsnarkomani på københavnske toprestauranter, hvor kærlighed drukner i årgangsvin og ambitioner
Martin Kongstads nye roman ’Kokken der holdt op med at rødme’ er et mesterligt fortalt, frygteligt morsomt tidsbillede om arbejdsnarkomani på københavnske toprestauranter, hvor kærlighed drukner i årgangsvin og ambitioner

Sofie Holm Larsen

30. november 2018

Det hele er så rædselsfuldt, at det er sjovt. I sin nye roman, Kokken der holdt op med at rødme, langer Martin Kongstad med præcision sin champagnesabel ud efter det københavnske kokkemiljø og dets skideballer, druk og madnørderi. Her smelter Michelin-ambitioner, liv og arbejdsliv sammen, og fysisk nydelse er frakoblet dybere følelser.

Man kan læse Kongstads roman som en vittig skildring af livet som stjernekok i 2010’erne. Man kan læse den som en moderne kærlighedstragedie. Og man kan læse den som en kritik af et moderne arbejdsliv, der æder folk op. Alle læsninger giver mening, og Martin Kongstad mestrer sine madmetaforer og værkstedssarkasme i denne gennemresearchede, furiøst morsomme roman om, hvad der kan ske, når vi trods Svend Brinkmanns løftede pegefinger overgiver os til at elske vores job, arbejdsgiver og kolleger, eller lader som om.

På romanens første 100 sider arbejder hovedpersonen, den 33-årige mesterkok Magne Oldenberg, 17 timer i døgnet som souschef i sin fars let afdankede restaurant. Magne kan ikke samle sig om andet end at hakke løg og klargøre næste servering af ristede kammuslinger. Men så møder han sit livs Madeleine. Hun redigerer madbladet Suppehøne og er, som hendes navn antyder, frankofil og madtosse som han selv. De to forelsker sig, og da de sammen planlægger en ny Michelinrestaurant, går kærlighed og ambition op i en højere enhed. I deres restaurant skal alt være sort, undtagen maden, som skal være vegetarisk i alle farver.

Romanen præsenterer sit fiktive univers i en realistisk ramme. Madanmelderen Søren Frank optræder i en birolle, det samme gør navngivne københavnske superkokke og restauratører. Romanens rammefortæller er journalisten Mikkel Wallin, et navn, Martin Kongstad før har brugt som sit alter ego. Wallin indleder historien om Magne som sin version af det mysterium, der indledtes med Magnes forsvinden i februar 2016:

»En fjendtlig novemberdag meddelte Københavns Politi, at man indstillede eftersøgningen af Magne Oldenberg, den treogtredieveårige køkkenchef på Restaurant Oldenberg, og dermed sluttede en af tiernes mest eksponerede mediefortællinger.«

Mikkel Wallin påstår desuden, at kokkelivet afspejler tiden:

»At være kok var for tierne, hvad rockmusikere var for firserne eller billedkunstnere for nullerne.« I et stort interview i Politiken (20. november 18) gentog Martin Kongstad sit alter egos pointe, og hermed er scenen sat: Toprestauranterne er billeder af nutidens amokløb mod succes, anerkendelse og penge, og historien om Magnes forsvinden er en eksemplarisk fortælling om at miste sig selv på vejen mod stjernerne.

Det, der hæver Kokken der holdt op med at rødme op over forfatterskabets tidligere satiriske bøger er, at Magne faktisk har en sjæl at miste. Ikke kun kan han rødme af skam og kærlighed, hans køkken er inspireret af farveeksplosionerne i Inger Christensens Sommerfugledalen, som han lytter til igen og igen i digterens egen oplæsning, når hans martrede ører søger ro. Magne har lovet sig selv aldrig mere at tabe besindelsen, siden han på den legendariske stjernekok Paul Bocuses restaurant i Lyon en dag overfusede køkkenets prügelknabe. Drengen blev siden fundet på sit værelse, indsmurt i sit eget lort og berøvet talens brug. Magne brød selv sammen, luskede hjem til far og er siden blevet kendt som kokken, der aldrig smiler, »ingen havde set hans tænder siden Lyon«.

Madeleine ser ikke kun hans tænder, hun ser Magne, og »de passede sammen med enhver knogle og runding«, som det hedder, med ekko af den store Inger C’s linjer om kroppenes elementer sammenblandet.

To københavnske rigmænd investerer i restauranten. Magne forveksler deres kulde med coolness – om den enes forhold til sin smukke hustru bemærker fortælleren:

»Svane ville ikke bemærke, hvis hun fik sat en arm af« – og bliver revet med. Pengene frigør ham fra faderen Ivan, som han hader, fordi Ivan sendte ham på overklassekostskolen Herlufsholm, og i øvrigt behandler Magne lige så skidt, som han behandler alle andre.

Martin Kongstad: Kokken der holdt op med at rødme.

Martin Kongstad har (Han danser på sin søns grav, 2009) et veludviklet blik for giftige forhold mellem fædre og sønner. Men faktisk udsender den fordrukne Ivan små signaler om, at Magne bør vælge kærligheden og leve et andet liv end han selv. Magne gider ikke høre på det, Ivan talker the talk.

Men Magne burde nok have lyttet. »Jeg ved gryde, jeg ved pande,« lyder Magnes faste svar, når følelser bliver komplicerede. Og det bliver de, når han igen-igen bliver revet med af andres dagsordener eller må redde sin far fra konsekvenserne af hans sjuskeri, druk og ukontrollable temperament.

Som resultat svigter Magne sin tålmodige Madeleine. Først tager han hele æren for restauranten. Siden udvandrer han fra sin planlagte tale til hendes fødselsdagsfest (pludselig travlhed på jobbet). Og endelig svigter han på en måde, der ikke skal røbes her.

Romanen henter sin svirpende komik fra personernes hang til at behandle mennesker som ting og ting som mennesker. Hvis Madeleine var en musling, ville Magne aldrig have brændt hende af! Samtidig er det romanens kup at etablere Inger Christensens langdigt, sonetkransen Sommerfugledalen, som understemme, der giver Kongstads samtidsskildring en ny, varmere undertone. Madeleines kærlighed er, må vi tro, Magnes chance for at finde sin plads i sit korte liv.

Romanen er nemlig ikke kun et isafkølet billede af nullerne, men også af maskulinitetens blindgyder. Selv når romanens mænd får serveret kærligheden på et sølvfad, tumler de bedøvet videre mod vinskabet, pillerne og stjernerne. Selv sex bliver tingsliggjort, så pikken på et tidspunkt får sit eget groteske liv, uden kontakt med følelserne:

»hans pik (...) lå sidelæns og pressede mod bukserne.
Han lagde den op ad maven, trak skjorten op for at dække og gik ud i gårdhaven.«

Men hvor er det skægt. Som læser skal man kæmpe sig igennem en mad-, vin- og råvarefetichisme, fælles for kokkene og deres rige kunder, der kan minde om det tænderskærende kedsomhedsfremkaldende mærkevareunivers i 80’erklassikeren American Psycho. Men det hele får sin egen afsindige komik. Løjerne kulminerer, da den berusede madanmelder Anna Botschinsky giver restaurant Oldenberg sølle tre stjerner og Madeleine som hævn hænger hendes optræden ud på sociale medier. Med ét er Oldenbergs navn og mad på alles læber!

Replikkerne fyger som strimler fra mandolinjernet, når far Ivan bemærker, at en sonetkrans lyder som noget, der kan steges, og når Madeleines solide revisorfar, der elsker sin datter, tester Magne ved at bilde ham ind, at familiens livret er lørdagskylling.

Romanen kredser om svigt, loyalitet og tilgivelse. Madeleine får Ivan til at tilstå, at han elsker sin søn, men flygtede fra »’alt, hvad familie indebar.’ ’Hvorfor?’ ’Jeg ved det ikke, du.’«

Her ligger romanens hårde kerne. Har vi et valg? Eller træffer vi vores valg, fordi vi ikke kan andet? Som universets tåbe løber Magne sin skæbne i møde, da han afviser at tilgive sin far eller forstå, at Ivan faktisk har gjort det en lille smule bedre end sin egen (voldelige!) far. Han dømmer Ivan, men kan så heller ikke tilgive sig selv.

Martin Kongstad har været madanmelder her i avisen, og i madprogrammet Bearnaise er Dyrenes Konge på Radio24syv fremmesser han hver uge (med noter af Falsled Kro og kryddersild) sine egne anprisninger af det restaurantunivers, han her viser bagsiden af.

I samme stil vil jeg bare sige: Kokken der holdt op med at rødme er Kongstads bedste bog, og den er god. Rigtig god.

Martin Kongstad: ’Kokken der holdt op med at rødme’. Politikens forlag. 400 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu