Læsetid: 6 min.

Michelle Obama vil ikke være præsident, men hun har en mission

USA’s tidligere førstedame beskriver i sine erindringer ambitionerne fra barnsben om at udmærke sig og bryde alle barrierer i en verden domineret af hvide. Hendes stræbsomhed forvandles først til noget meningsfuldt, da hun møder Barack Obama
I de næste par måneder vil Michelle Obama tage på en megabogturné i USA. Hendes show opføres i kæmpe stadions i ti storbyer, hvor tv-underholdningsvært Oprah Winfrey og flere andre berømtheder medvirker.

I de næste par måneder vil Michelle Obama tage på en megabogturné i USA. Hendes show opføres i kæmpe stadions i ti storbyer, hvor tv-underholdningsvært Oprah Winfrey og flere andre berømtheder medvirker.

Josh Haner

16. november 2018

»Hvorfor taler du som en hvid pige?«

Spørgsmålet lander som en bombe i skødet på teenageren Michelle Robinson. Stedet er en familiesammenkomst i Chicago i slutningen af 1970’erne. Den nysgerrige udspørger er en fjernt beslægtet kusine.

I sine erindringer fortæller Michelle Obama, at spørgsmålet overrumplede hende, og at hun straks benægtede kusinens »skandaløse« insinuation, at hun skulle foregive at tale som en hvid amerikaner.

»Men jeg vidste, hun var på sporet af noget … Jeg kunne ikke benægte det. Jeg og min bror havde lært af mine forældre at tale hvidt, ikke sort. Vi sagde ’isn’t’ frem for ’aint’ ... Min farfar rettede altid på vores grammatik,« skriver USA’s tidligere førstefrue.

Anekdoten illustrerer perfekt den vanskelige balancegang, Michelle Robinson har måttet føre fra barnsben og livet igennem i en verden domineret af hvide amerikanere og især af hvide mænd.

På den ene side ønsker hun ikke at give slip på sin afroamerikanske identitet, på den anden side bliver hun nødt til at gå på kompromis, hvis hun ønsker at være noget ved musikken som sort kvinde. Der er ingen vej udenom. Hun må indrette sig.

På ’hvide’ Princeton

Michelle Obamas eksistentielle dilemma går som en tråd gennem hendes bog Becoming, der tirsdag udkom i USA og samtidigt i 23 lande, herunder Danmark, hvor bogen har fået titlen Min historie.

Som barn er hun næppe særlig bevidst om raceskel. Familien bor i Chicago South Side, som endnu dengang var et kvarter med både hvide og sorte indbyggere samt nogle få latinoer. Hun begynder at spille klaver, da hun er fire. Hun er en af de dygtigste elever i grundskolen, hvor de fleste børn er sorte. Hun kommer ind på et gymnasium i Chicago for de bedst begavede. Igen er kun få hvide.

Det er først, da Michelle bliver optaget på eliteuniversitetet Princeton, at hendes »anderledeshed« slår ned i hende som et lyn.

»Princeton var ekstremt hvid og domineret af mænd … Aldrig før havde jeg skilt mig ud fra andre i en skare eller et klasseværelse på grund af min hudfarve. I begyndelsen følte jeg mig ubekvem og ude af trit med mig selv; det var som at blive dumpet ned på en ny og ukendt planet.«

Små episoder, der afslører en underliggende racisme, begynder at dukke op.

På kollegiet deler hun værelse med en sort og en hvid pige. Efter et år er den hvide pige flyttet ud. Senere finder Michelle ud af, at pigens mor – der er fra sydstaten Louisiana – er gået i chok, da hun opdager, at hendes datter skal bo sammen med to sorte studerende.

Nu slår en mistanke ned i hende. Hun scorede nok topkarakterer i gymnasiet, men kan det være positiv særbehandling af sorte frem for hendes akademiske bedrifter, som har åbnet universitetets porte?

»Var jeg kommet ind som led i et socialt eksperiment?«

Tilpasningen tager et år. Herefter går det op for hende, at de hvide studerende ikke er et hak bedre begavet, end hun er – og da slet ikke mændene!

En hudløs ærlig beretning

Det kan godt være, at Michelle ikke er så lynende begavet som sin ægtemand, ekspræsident Barack Obama. Det vedgår hun selv i sin uhyre velskrevne bog. Men myreflittig og enorm stræbsom er den tidligere førstefrue. Hun er bare tjekket i alt, hvad hun foretager sig.

Efter Princeton begynder hun sine jurastudier på Harvard University, hvor det ikke er let at blive optaget. I en alder af 25 er hun ansat i et velrenommeret advokatfirma i Chicago med en lovende fremtid foran sig.

Vi er 90 sider inde i en 426 sider lang bog. Forfatteren har givet os en hudløs ærlig beretning om sin barndom og ungdom. Vi har lært alt om Michelle og hendes storebror, en selvopofrende mor og far, der er villige til at give alt, hvad de har for at finansiere en højere uddannelse af deres børn. Begge søskende udmærker sig akademisk.

Men for den nyudklækkede advokat mangler der noget. Hun er begravet i retsdokumenter 70 timer om ugen. Her har hun som sort kvinde sprunget over alle barrierer. Det er rigtig bekvemt at leve i de hvides verden med en god løn. Og hvad så?

Vi kender historien. En ung sort fyr med et eksotisk navn, der læser på Harvards juridiske fakultet, er blevet ansat som sommerpraktikant i hendes advokatfirma. Hun skal være hans mentor. I stedet bliver han hendes guide til et liv, hvis primære mål er at gøre en forskel.

Michelle Obama: ’Becoming’

På dette tidspunkt i bogen skulle man tro, at forfatteren ville skrue ned for det autentiske og lægge låg på, hvad hun ønsker at afsløre om sit forhold til det ekstraordinære menneske, hun forelsker sig i.

Det sker (heldigvis) ikke, og det er nok derfor, disse erindringer vil vække en enorm interesse i USA og oversøisk. Michelle minder os om sin og Baracks exceptionelle livsbane og præstationer på et tidspunkt i historien, hvor optimisme og håb er blevet en mangelvare.

Hun beretter om al den tvivl, hun har haft om Baracks politiske ambitioner, og hvad det ville betyde for hende og deres to døtre Malia og Sasha. Men gang på gang overbeviser hun sig selv om, at det ville være selvisk at foretrække en beskyttet tilværelse i en kernefamilie i Chicago, når hun er gift med et menneske, hvis ønske er at gøre godt.

»Hvordan kunne jeg stoppe ham? Hvorledes kunne jeg prioritere mine behov og mine døtres højere end Baracks mulighed for at forbedre millioner af menneskers liv? Jeg sagde ja til hans kandidatur, fordi jeg troede, han ville blive en fantastisk præsident,« skriver den tidligere førstefrue.

Hun tilføjer: »Men inderst inde troede jeg ikke, han kunne vinde. Barack var en sort mand i Amerika.«

Resultaterne af Obama-årene

Hen imod slutningen af bogen fremhæver Michelle Obama resultaterne af sit arbejde i Det Hvide Hus. Der er ikke alene en kæmpe urtehave (som Trump har valgt at lade stå), der hvert år producerer flere ton grøntsager. Der er 45 mio. skoleelever, som hver dag spiser en sundere morgenmad og frokost og 11 mio. elever, der dyrker sport 60 minutter om dagen.

Hun nævner de 1,5 mio. krigsveteraner og deres ægtefæller, der har fået jobtræning eller et arbejde i private virksomheder gennem et program, hun og vicepræsident Joe Bidens hustru, Jill, tog initiativ til.

Og så er der præsident Obamas sundhedsreform.

Der er, minder forfatteren os om, med andre ord stadig grund til at være optimistisk på Amerikas vegne.

Hendes erindringer dukker op i boghandlerne kort efter midtvejsvalgene i USA, hvor de unge, kvinderne, de sorte og latinovælgerne slog alle rekorder i valgdeltagelse. I nogle delstater stemte flere end under et præsidentvalg. En blå bølge skyllede hen over landet.

Demokraterne står til at vinde 38-40 nye pladser i Repræsentanternes Hus. Deres sejrsmargin på 11 mio. stemmer berettiger i virkeligheden 60-70 nye pladser, havde det ikke været for republikanernes indbyggede fordel i valgkredse, hvis grænser er blevet omtegnet. I Senatet er demokraternes nederlag mindre end frygtet.

Det er fristende at se Donald Trumps valgsejr som en reaktion på Obama-årene. Der er fortilfælde i amerikansk historie. Hver nye præsident sætter sig for at omgøre forgængerens beslutninger. Det gjorde George W. Bush efter Bill Clinton, og Obama efter Bush. Ligeså Trump efter Obama.

Det samme vil ske efter Trump. Forskellen er blot, at han næppe vil regere i otte år. Efter Michelle Obamas erindringer følger næste år Baracks. Amerikanerne vil konstant blive mindet om forskellen mellem Trumps og Obamas Hvide Hus.

I de næste par måneder vil Michelle Obama tage på en megabogturné i USA. Hendes show opføres i kæmpe stadions i ti storbyer, hvor tv-underholdningsvært Oprah Winfrey og flere andre berømtheder medvirker.

Herefter er der oplæsninger hos boghandlere. En del af overskuddet vil gå til velgørende formål.

Som det er sædvane, har al postyret om Obamas erindringer givet anledning til rygter om hendes mulige politiske ambitioner. Det afkræfter hun bestemt i bogens epilog. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at Michelle Obama afskyer amerikansk politik.

»Jeg har aldrig været en fan af politik. Den kan være modbydelig. Jeg forstår ikke opdelingen i en blå og en rød stamme, og at vi skal vælge side frem for at lytte til hinanden og indgå kompromis.«

På de sidste sider går Michelle Obama i lag med Donald Trump – inkarnationen af en type hvid mand, hun hele sit liv har ønsket at sætte på plads. Det vil hun utvivlsomt fortsætte med at gøre, indtil han er væk.

Michelle Obama: ’Becoming’, Crown New York, 426 sider, 32 dollar.

På dansk er bogen under titlen ’Min historie’ udkommet på Lindhardt & Ringhof oversat af Anders Juel Michelsen, 464 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu