Læsetid: 4 min.

Minimal Jesus

Jonas Rolsted gendigter, luftigt og jordnært, ukendte Kristus-legender
2. november 2018

Inden man overhovedet kan overveje om Jonas Rolsteds tredje bog er lidt, meget eller utroligt god, bliver man nødt til at kippe med hatten, fordi den ikke er kæntret, ikke er blevet ynkeligt opblæst eller ufrivilligt komisk. Den fare lurer nemlig gennem hele Organe Remain – titlen er mærkelig – hvor Rolsted opgiver de summende, kværnende prosablokke fra sine forrige bøger. I stedet gendigter han apokryfe Jesus-fortællinger i en ordknap og luftig stil.

I sætninger, der tit står alene på linjerne, får vi hele Jesu liv, men især de dele af det, som ikke optræder i Bibelen. Organe Remain er først og fremmest optaget af Jesus som lille barn. I første halvdel af bogen er han på én gang som en ting og som en fremmed gud, der lysende bæres af sin mor gennem et skrabet, mellemøstligt landskab. Han er som de italienske middelalderbilleder, Madonna col bambino, hvor en glorie lyser rundt om det underligt deforme, grimme jesusbarns ansigt, som helt udtryksløst ser på beskueren.

Alle accepterer hans guddommelighed som det mest normale i verden. Han lyser og helbreder, orkestreret af sin mor, den smallæbede Mariuija. Noget er sket med en pige, da hun badede i floden:

»En dag ser hun de tre ud af sit vindue og skynder sig ned ad trapperne og mærker en kølighed i luften som hun går direkte hen mod Mariuija./ Dit barn lyser som en pisk over den vandrendes ryg i heden./ Er du blevet bidt af en slange?/ Ja./ Vil du holde ham?/ Mariuija slår hætten ned, sætter staven, vinsækken slår mod hoften som hun rækker pigen barnet.«

Sådan slutter en af bogens korte vignetter. Og sådan er næsten hele bogen, et flimmer af billeder og scener og sigende øjeblikke. Det er legender om Jesus, kunne man sige, fortalt gennem en sansemættet minimalisme, og med fokus på mødet mellem det hverdagslige og det guddommelige. Organe Remain er nærmest uden interesse for den kristendom, Jesus blev ophav til, her er noget andet på spil.

Det er ret utroligt, at Rolsteds overtydelige stilgreb – de mærkelige navneændringer, der så åbenlyst skal signalere »fremmedartet«; den konstante brug af »som« i betydningen »idet«, »da« – ikke føles mere parfumerede. Men de fungerer, de bidrager til bogens både urolige og sikre stemning.

Det skyldes, måske, at Organe Remain går ind i sit eget projekt uden forbehold, som om det at gendigte Jesus’ liv var det mest selvfølgelige at gøre for en dansk forfatter i dag. Men især skyldes det den rastløshed, der ligger i Rolsteds skrift. I al sin ordknaphed er det som om, den flakker af sted, skriften, hele tiden optaget af kun at sige de allervigtigste ting, hele tiden usikker på, præcis hvad det så skulle være. Så registrerer den en hårfarve eller et replikskifte, så en tusindårgammel hverdag, så zoomer den ud.

En uvillig profet

Så er der et jeg, man som læser slet ikke kan placere. Måske er det en af disciplene, måske skifter det mellem tilfældige betragtere af Jesu liv. Så er der, især når Jesus bliver ældre, noget urovækkende over ham. Han udfører ikke bare mirakler, men udsiger også dunkle ord; gruppen af unge drenge samler sig om ham og kroner ham og tvinger rejsende til at hylde ham som konge.

De vandrer rundt sammen. De bliver hans disciple, de unge drenge, han bliver deres uvillige profet:

»Pink blomster og rustfarvede køer. Enkelte bronzefarvede. Omkring avocadotræerne en sort flok. Nogle gange hviler han sig oppe på føllet. Sammensunken og fordybet som en gamling. Hvor skal vi finde påskelammet? Gå ind til byen. Følg en lysklædt dreng som bærer vand. Spørg ham hvor vi skal være. Da vi sidder på et luft med så løse brædder at man hvert øjeblik venter at gå igennem vågner han pludselig og ser rundt på os i kredsen. Vi taler tit om hvordan den ene og den anden sekt angiver os. Han ser mig i øjnene. Slår blikket ned. Men det bliver én af jer.«

Afsnittet her er fra bogens slutning. De sidste femogtredive sider fortæller om Jesus voksne liv, set fra disciplenes perspektiv. Grebet er enkelt nok; også for dem er han urovækkende, uforklarlig. Alligevel følger de ham, mens de forfølges af romere og af andre jøder. Det er dramatisk, selvfølgelig, men egentlig mindre interessant end resten af bogen: Det er det fremmede Jesusbarn, der gør Organe Remain værd at læse.

Og så er der bare noget forfriskende ved bogen. Ligesom Dennis Gade Kofod insisterer Rolsted på at bruge sine knappe sætninger til at skrive et maksimalt fremmedartet indhold frem. Han insisterer på at adskille minimalisme og hverdagsrealisme. I stedet bliver den en måde at puste liv i genrer, der ellers er helt stive i det, hvad enten det er Kofods bornholmske fantasy eller Kristus-legender, som i Rolsteds bog. Det greb er værd at holde øje med. Et sidste citat:

»Han står mellem træerne og ser dem slås./ Så glansløse de virker inde i skyggen./ Han går ud i lyset, over mod dem, de vender ansigterne mod ham og bliver tavse./ Jeg skal tale med jer./ Ved I at der findes et liv som intet offer i templet kan give jer?/ Lige nu fører Satan krig imod jer./ I blodet./ I skoven./ I kan mærke det imellem jer./ Han peger rundt på de halvnøgne drenge i skyggen.«

Jonas Rolsted: ’Organe Remain’. Gladiator, 194 sider, 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu