Læsetid: 3 min.

Det er de mundtlige fortællinger i ’Rekonstruktion Utøya’, der giver en forståelse af, hvad det vil sige at se sin bror blive skudt

Fire overlevende fra Utøya-massakren mødes i dokumentarfilmen ’Rekonstruktion Utøya’ med 12 jævnaldrende i et filmstudie for at rekonstruere de overlevendes oplevelser dengang i 2011. Det er dog de overlevendes fortælling, og ikke selve rekonstruktionen, der gør indtryk
Rakel (billedet) er en af de fire overlevende fra Utøya, som fortæller om sine oplevelser i filmen ’Rekonstruktion Utøya’.

Rakel (billedet) er en af de fire overlevende fra Utøya, som fortæller om sine oplevelser i filmen ’Rekonstruktion Utøya’.

Vilda Bomben

29. november 2018

Det er ikke selve rekonstruktionen, der gør Rekonstruktion Utøya seværdig. Den er ellers en bærende idé i Carl Javers dokumentarfilm, hvori fire overlevende fra massakren på Utøya mødes i et filmstudie ude på landet i Nordnorge for at mindes og dele deres oplevelser med 12 jævnaldrende.

Det gør de ved at lade de overlevende på skift instruere de 12 andre unge og på den måde iscenesætte en nedskaleret rekonstruktion af hændelserne. Det som Rakel, Mohammed, Torje og Jenny fortæller om deres oplevelser fra øen, gør et stort indtryk på mig og på de 12 unge, men de 12 andre unges reaktioner er ikke i sig selv spændende. 

Man behøver ikke se andre synke en klump for selv at gøre det. Og rekonstruktionerne – hvor de 12 unge løber rundt på et sort gulv, hvorpå øens geografi i formindsket udgave er opridset med hvid tape – gør heller ikke noget for ens forståelse af, hvad det vil sige at blive forsøgt dræbt af en højreradikal terrorist, at blive væk fra sin kæreste under en massakre eller at se sin bror blive skudt i hovedet.

Det er de fire mundtlige fortællinger, der gør det. Det, der gør det godt, at Rekonstruktion Utøya er en film og ikke en radiodokumentar, er deres ansigter. Ikke så meget andet. 

Gruppekram

Med fremragende dokumentarfilm som The Act of Killing (2012) og The Raft (2018) i frisk hukommelse, er det ikke så mystisk, at man har fået den idé at bygge en dokumentarfilm om Utøya-massakren op om en rekonstruktion.

I The Act of Killing er det et vildt perspektivåbnende greb at få tidligere torturbødler fra Indonesien til at rekonstruere deres handlinger. I The Raft er det ikke handlinger, der rekonstrueres i et studie, men den tømmerflåde, som en gruppe (nu ældre) mennesker krydsede Atlanterhavet på som del af et skrupskørt og ret farligt antropologisk eksperiment.

I Rekonstruktion Utøya virker rekonstruktionen som en dramaøvelse med et uklart formål. Hvor Erik Poppes researchbaserede fiktionsfilm 22. juli (2018), som skildrede massakren i realtid med synsvinklen konsekvent placeret hos ofrene, bragte en nærmere en forståelse, så understreger de 12 medvirkendes amatørskuespil bare, hvor svært forståelig de fire Utøya-overlevendes erfaring er.  

Ind imellem rekonstruktionsseancerne, hvor Utøya-overleverne indretter øen med den hvide tape, vælger, hvordan skudlydene skal laves, og giver instrukser, ser man gruppen af unge mennesker hænge ud i og omkring den lille filmby i et øde norsk landskab.

Først er de generte, hurtigt er de tætte på den ungdommelige måde, hvor der pludselig kan blive råbt »gruppekram«, hvorefter alle rejser sig og løber med åbne arme ind mod menneskeklumpen i midten af lokalet. De ligger og sover på rad og række, går i svømmehallen og spiser måltider ved fælles langborde.

Man tænker på, hvor meget den stemning egentlig minder om stemningen på AUF-lejren på Utøya.  

Rekonstruktion Utøya lykkes ikke med at skabe forståelse gennem rekonstruktion, men det er en sympatisk film, der gør et nummer ud af at formidle, at mennesker for det meste er gode og eksempelvis sejler ud i både for at redde unge liv, når en ond mand hærger.

Den har sin plads blandt de andre film (Kari Anne Moes Til ungdommen (2013) om hele spektret af norske ungdomspolitikere, og hvordan de reagerede på Utøya-massakren, Erip Poppes førnævnte 22. juli og Paul Greengrass’ engelsksprogede fiktionsfilm 22 July), der skal hjælpe os med at mindes og om muligt forstå, hvad der skete den 22. juli.  

’Rekonstruktion Utøya’. Manuskript og instruktion: Carl Javer. Norsk. Vises i udvalgte biografer i landets større byer samt Værløse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu