Læsetid: 4 min.

Hvad vil Murakami sin læser?

Nu rummer forfatterskabet også en bog på det jævne
Nu rummer forfatterskabet også en bog på det jævne

Nathan Bajar / Ritzau Scanpix

9. november 2018

Når Haruki Murakami bliver spurgt, hvilke bøger der har betydet mest for ham, nævner han tre titler. F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby, Fjodor Dostojevskijs Brødrene Karamazov og Raymond Chandlers Det lange farvel.

»Alle tre har været uundværlige for mig (både som læser og som forfatter), men blev jeg tvunget til kun at vælge én, ville jeg uden tøven tage Gatsby,« som han skriver i sit essay The Translator’s Afterword, om sin egen oversættelse af den amerikanske klassiker.

»Havde det ikke været for Fitzgeralds roman, ville jeg ikke have skrevet den slags litteratur, jeg gør i dag.«

Det vrimler som bekendt med Gatsby-figurer i Murakamis forfatterskab, tavse mænd med melankolske drømme om pigen, de elskede, men mistede, og i Mordet på kommandanten Bog II hedder en af dem Wataru Menshiki. En charmerende og gådefuld it-rigmand med dyre biler i indkørslen til den flotte bjergvilla, hvor han har isoleret sig. Herfra stråler den hvide bygning hver aften, så den – ikke ulig Gatsbys palæ, der er badet i lys - »lignede en elegant luksusliner, der tyst gled hen over et natmørkt hav«. Menshikis drømmepige er bogstavelig talt en pige, nemlig den 13-årige Marié. Vi mødte dem begge tidligere på året i Mordet på kommandanten Bog I, hvor Menshiki over for bogens fortæller, en 36-årig mand i krise, røber, at Marié er hans hemmelige datter.

I begyndelsen af Bog II er Marié på besøg hos fortælleren, der nu har fået til opgave at male hende og derfor fører snakken ind på Menshiki, om hvem hun siger:

Haruki Murakami: ’Mordet på kommandanten: Bog II’.

»Jeg tror ikke, at han har noget ondt i sinde. Men jeg tror, at denne Menshiki med det smukke, hvide hår gemmer et eller andet bag sin ryg.«

Hvad skjuler Menshiki, og får han den datter, han drømmer om? Jagten på svar herpå ville være nok til at bære en god bog, men Murakami har mere på hjerte. Titlen referer til et værk af (den fiktive) maler Tomohiko Amada, hvis hus fortælleren er flyttet ind efter en skilsmisse.

Motivet på maleriet er hentet fra Mozarts opera Don Giovanni og viser en duel mellem Don Juan og Kommandanten, der er far til en af Don Juans erobringer. Fundet af maleriet på et skjult loftsrum har åbnet en sprække i virkeligheden, hvorefter en række mystiske hændelser begynder at indtræffe. Blandt andet viser Kommandanten sig, og fra en sprække i en stenhøj i skoven lyder der ringlen af bjælder.

Da en af handlingens centrale skikkelser forsvinder i starten af Bog II, tvinges fortælleren ned i en labyrintisk underverden, hvor han må lade sig guide af både sære skikkelser og mystiske tegn.

Herved er vi vist fremme ved romanværkets bærende pointe, nemlig ideen om at forsvinde i en anden dimension for der igennem at opdage nye sider af både kunsten og sig selv.

Mit forbehold skyldes, at jeg hurtigt for vild på denne rejse, hvis mål tilmed synes uklart. Hvad vil Murakami sin læser denne gang? Ideer og indfald drøner rundt på siderne, og jeg overvejede flere steder, om ikke handlingen havde stået skarpere, hvis den havde fulgt Gatsby-figuren Menshiki lidt tættere i stedet for at slå sine mange skarpe sving. Bevares, der er en vis fornøjelse ved at læse en roman, hvis handling man ikke ved, hvor er på vej hen, men glæden fortoner sig, når man fornemmer, at forfatteren heller ikke ved det.

I de afsnit, hvor fortælleren maler eller spekulerer over kunstens væsen, finder romanen det rolige anslag, der klæder Murakami bedst. Stemninger og tanker får lov at sætte sig, og det fornemmes, at forfatteren nærmer sig det selvbiografiske, når han lader sin hovedperson om portrættet af Marié sige:

»Når jeg maler hende, så er det ikke de overfladiske ændringer, jeg skal fange, men det væsen, der gemmer sig bag ved kernen. Hvis ikke det lykkes, har jeg jo kun udtrykt et lillebitte aspekt af det hele.«

Haruki Murakami har forfatterskabet igennem været optaget af, hvad der både konkret og på idéplan gemmer sig under overfladen og ikke mindst i at besjæle kunsten. Det sidste er jeg ikke sikker på, han har held med her.

Mordet på kommandanten besidder kun glimtvis den litterære snert og det melankolske antrit, vi kender fra hans tidligere stort anlagte romaner. Trods masser af spørgsmål, cliffhangere og melodramatiske indslag, føles det indimellem, som om handlingen kører i tomgang, hvilket efter Bog 1 fik mig til at frygte, at Murakami selv var endt i en kunstnerisk krise. Det synes trods alt ikke at være tilfældet. Ethvert stort forfatterskab kan rumme en jævnt god titel, den har vi hermed fået fra den japanske forfatters hånd.

Haruki Murakami: ’Mordet på kommandanten: Bog II’, Oversat af Mette Holm, Klim, 448 sider. 350 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Murakami, en samtidens zenbuddhistiske revolutionær? Uden at kende noget til hans person er det vel primært sådan jeg har læst hans på mange måder berigende værker. Sikkert noget fejlbehæftet.