Læsetid: 7 min.

Ny bog om Trump som en nyttig idiot eller det, der er værre

En ny Trump-kritisk bog knytter den amerikanske præsident til den russiske mafia. Men dokumentationen er slap og fuld af formodninger
En ny Trump-kritisk bog knytter den amerikanske præsident til den russiske mafia. Men dokumentationen er slap og fuld af formodninger

Doug Mills

30. november 2018

Putin har en klemme på Trump.

Det er det grundlæggende budskab i den Amerikanske journalist Craig Ungers nye bog, Den russiske forbindelse, som melder sig i den efterhånden lange kø af Trump-kritiske bøger, der har oversvømmet bogmarkedet, siden den tidligere ejendomsmatador indtog Det Ovale Værelse for to år siden. Endnu en udgivelse i dét, den amerikanske præsident selv kalder for en »heksejagt«.

Graig Unger: ’Den russiske forbindelse – Den ufortalte historie om Donald Trump og den russiske mafia’.

Den russiske forbindelse bibringer ikke for alvor nye oplysninger om Trump og Rusland, hvilket er lidt skuffende bogens undertitel taget i betragtning, der lover den »ufortalte« historie om Trump og den russiske mafia. Unger har i stedet produceret et overbliksværk, der sammenfatter meget af det, vi allerede ved om Trump, om Putin og om den russiske mafia. Og læst som samtidshistoriefortælling, ikke graverjournalistisk, er Den russiske forbindelse grundlæggende velfungerende i portrætteringen af de to statsoverhoveder og deres omgangsfæller fra underverdenen.

Historien om Trumps forbindelse til Rusland starter for over 30 år siden, da den russiske gangster David Bogatin gennem et skuffeselskab køber fem lejligheder i Trump Tower på Fifth Avenue. Angiveligt som operationsbase for hvidvask. Ifølge Unger bliver det starten på en langt, gensidigt forhold mellem topfolk fra den russiske mafia og ejendomsmatadoren Trump, hvor førstnævnte kunne vaske deres penge hvide ved at placere dem i udenlandsk ejendom, mens Trump blandt andet fik adgang til lån, som de traditionelle banker ikke ville udstede. En win-win-situation. Og ifølge Unger blev over 1.300 Trump-brandede luksuslejligheder i alt opkøbt kontant af anonyme skuffeselskaber.

Bekendtskabet styrkes, da Donald Trump i starten af halvfemserne kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder efter en række kasinokonkurser i Atlantic City. Her er det topfolk fra den russiske mafia, der gennem virksomheden Bayrock kommer ham til undsætning og får fallenten på fode igen ved at gøre Trump-navnet til en franchise og betale ham omkring 20 procent i royalties. Nu kan Trump leve af sit navn uden selv at skulle rejse penge til ejendomsprojekterne. Og han er samtidig sluppet af med en knusende gæld på over fire milliarder dollar.

Argumentationskæden knækker

Ungers afdækning af, hvordan Trump og den russiske mafia har haft glæde af hinanden, er velunderbygget – og i øvrigt velkendt – og det er et saftigt og farverigt persongalleri, vi præsenteres for. Fra Trumps mentor, den notorisk bidske og kyniske advokat Roy Cohn, til Bayrock-grundlæggerende Felix Sater, der har en fortid som både FBI-informant og hvidvaskdømt. Vi får også levende beskrivelser af den russiske mafias indtog i New York-kvarteret Brigton Beach efter Den Kolde Krigs afslutning, og et indblik i den aggressive forretningskultur, der har formet Trump.

Det er hævet over enhver tvivl, at Donald Trump har haft bekendtskaber, der kun kan beskrives som skumle typer. Men man bliver jo ikke kriminel af, at ens venner er det. Og her knækker argumentationskæden for Unger. Han fremlægger nemlig ingen hårde beviser for, at Trump personligt har kendt til hvidvasken, eller at han gav noget til gengæld, da russerne hjalp ham fri af sin gæld. Derfor fremstår det en anelse spekulativt, når Unger mere end insinuerer, at Trump må have kendt til ulovlighederne, men er ude af stand til at bevise det.

»Jeg har altid været begavet med en slags intuitiv fornemmelse for mennesker, så jeg kan mærke, hvem der er de grimme fyre,« citerer Unger Trump fra bogen, Trump: Surviving at the Top, som belæg for, at Trump må have kendt til den russiske mafias aktiviteter. Men faktum er, at der ikke findes evidens for, at Trump har været andet end en nyttig idiot.

Skrøbeligt fundament

Ungers beskrivelse af forholdet mellem Trump og topfolk fra den russiske mafia er dog kun halvdelen af historien. Hele bogens udgangspunkt – at den russiske regering har kompromitteret Trump – bygger på præmissen om, at den russiske mafia i bund og grund er en statslig institution. Styret med jerngreb af Vladimir Putin. Og det er en præmis, der lader til at holde.

Også her leveres en spændstig omgang samtidshistorie. Vi får historien om den russiske leders opvækst, og om hvordan Putins indgang til mafiamiljøet gik gennem den lokale judoklub, hvor han kom i sine »letpåvirkelige« teenageår og havde mafiosoen Leonid Jonovitj som læremester. Derfra bliver karrieren oprullet fra tiden i KGB til etableringen af Putins »kleptokrati«, hvor to af barndomsjudokammeraterne blandt andet bliver medejere af det største byggefirma for gasrørledninger i Rusland, en tredje bliver formand i et oliehandelsfirma, mens en fjerde bliver Putins højre hånd.

Ungers udlægning af den institutionaliserede korruption i Rusland er velunderbygget. Og man efterlades med et klart og tydeligt indtryk: Den russiske mafia gør ikke noget, uden at Putin ved det. Så meget bankes på plads.

Således får Unger både godtgjort, at Trump har begået profitable forretninger med folk forbundet til den russiske mafia, og at Putin sandsynligvis har kendt til det. Men Unger tager skridtet videre – hans hovedpåstand er vildere endnu. Bevisbyrden, der skal løftes i bogen, går nemlig på, at den russiske regering har håndplukket sig Trump som én, der skulle kompromitteres; at den amerikanske præsident er stramt bundet med russiske bånd.

Det står klart, at russiske gangstere har brugt Trump-ejendomme til hvidvask, og at deres senere investeringer var medvirkende årsag til, at Trump kunne rejse sig igen efter tabene i Atlantic City. Og det står tilsvarende klart, at Putin har et tæt forhold til den selv samme forbryderkreds. Men at den russiske regering målrettet har udset sig Trump og forsøgt at gældsætte ham, virker ganske enkelt spekulativt og konspiratorisk, når man kigger på den forelagte dokumentation.

»Tre årtier tidligere var Mogilevitj og den russiske mafia begyndt at kompromittere Trump ved at anvende Trump-ejendomme til hvidvask. De havde reddet Trump, da han gik fallit. De havde fanget ham, sandsynligvis med en eller anden form for kompromat (kompromitterende materiale, red.), selvom det ikke er klart, hvad den består af. De havde sikret, at han stod i taknemmelighedsgæld til Ruslands penge og Ruslands magt,« skriver Unger konkluderende i slutningen af Den russiske forbindelse.

Citatet er interessant af to grunde.

For det første, fordi det udstiller, hvordan Unger uden at tøve drager en drastisk følgeslutning på et skrøbeligt fundament. Det kompromitterende materiale, der refereres til, har Unger kun et enkelt dokumentationspunkt for: en anonym kilde med »erfaringer fra den russiske underverden«, der fortæller, at »alle taler om det«, uden at han dog selv har set det berygtede kompromat. Det er tilmed en påstand, som Unger ikke har fået bekræftet andetsteds, men ikke desto mindre hedder det sig altså i konklusionen, at det kompromitterende materiale »sandsynligvis« findes.

»Witch hunt!«

I det hele taget er Unger slem til at gemme sig bag ord som »sandsynligvis«, »formentligt« og »angiveligt«, hvilket ikke mindst skyldes, at mange informationer i bogen stammer fra nyhedsartikler på internettet, samt det kontroversielle Steele-dossier, der kom frem sidste år, hvor Unger simpelthen ikke har fået bekræftet de forhold, han fremlægger, der derfor mest af alt fremstår som rygter.

Alligevel er Unger ikke sky for skråsikkert at kalde Trump »dybt kompromitteret« med »omfattende forbindelser til den russiske mafia«. Desværre virker, det som om Unger har lagt sig fast på sin historie, uanset om solid, håndfast dokumentation for hans påstande er fraværende. En journalistisk uskik.

Det indtryk cementeres af, at bogen i sin fortælleform drager paralleller mellem Trump og Putin, som egentlig er indholdsløse, men som tydeligvis har til formål at styrke indtrykket af, at der eksisterer et slags sjælebånd mellem de to statsledere.

»Ligesom Donald Trump havde Putin et godt kendskab til mafiafolk, længe før han gik ind i politik,« hedder sammenligningen ét sted, mens Unger et andet sted sammenkæder de to, når han skriver: »På hver deres meget forskellige måde opbyggede Trump og Putin netværk, som blev afgørende for deres politiske ambitioner.«

Det føles som et næsten manipulatorisk greb, når arbitrære biografiske fakta bliver brugt til at kæde Trump og Putin sammen i hovedet på læseren. Og ærlig talt også en smule desperat. Samtidig er de biografiske afsnit dog bogens mest interessante. For selvom Den russiske forbindelse ikke formår at leve op til det, den lover, indeholder den alligevel værdifulde historiske beskrivelse af den russiske mafias indtog i Amerika, Trumps karrieremæssige op- og nedture, og Putins rejse op gennem det politiske system.

Man ønsker sig, at Unger havde fremlagt de historiske omstændigheder og sammenfald på en mere nøgtern facon og ladet spekulationsdelen være op til læseren. Bogens tydelige og ihærdige politiske retning betyder nemlig, at Unger ender op med at være den, der fremstår utroværdig. Og det er ærgerligt. For Trumps bånd til Rusland virker åbenlyst ikke blotlagt. Så meget er sikkert. Men Den russiske forbindelse bidrager bare ikke med nogen rygende pistoler, der kan underbygge bogens barske konklusion. Og derfor kan den retmæssigt give den amerikanske præsident anledning til at råbe: »Witch hunt!«

Graig Unger: ’Den russiske forbindelse – Den ufortalte historie om Donald Trump og den russiske mafia’. Gads forlag, 368 sider, 300 kroner. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer