Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Med ny gif-udstilling tager Museet for Samtidskunst sin rolle alvorligt på en sjov måde

Udstillingen ’.gif’ findes kun på internettet, men der lykkes den så til gengæld med at belyse, hvad giffen – den korte animation, man bruger til at krydre sin digitale kommunikation med – kan
Udstillingen ’.gif’ findes kun på internettet, men der lykkes den så til gengæld med at belyse, hvad giffen – den korte animation, man bruger til at krydre sin digitale kommunikation med – kan

Maja Malou Lyse/Museet for Samtidskunst

Kultur
22. november 2018

Museet for Samtidskunsts nyeste udstilling med titlen .gif kan ikke ses i noget fysisk rum.

Den findes kun online, og i stedet for en traditionel invitation til fernisering i museets fornemme lokaler i Roskilde, modtog vores kunstredaktør en pakke med et plasticglas og en billig flaske hvidvin, hun kunne drikke af, mens museumsdirektør Birgitte Kirkhoff Eriksens tale blev transmitteret på Facebook.

Museet tager sin forpligtigelse til at beskæftige sig med samtiden alvorligt, når det på en sjov og interessant måde inviterer 11 danske kunstnere til at skabe nye kunstværker i form af gif-filer.

Gif står for Graphics Interchange Format og er små sekundlange animationer, enten tegnet til formålet eller hentet fra film, tv-udsendelser og youtube-videoer.

De ultrakorte klip er tit komiske eller nuttede og plejer ikke at stå for sig selv og blive betragtet som værker i egen ret. De indgår som et visuelt element på linje med emojis og billeder, man lige tager med telefonen, i den uformelle kommunikation, man har på Messenger og sociale medier.

Hvis man vil intimidere en, man har en bordtennisaftale med, kan man hurtigt finde et lille klip, hvor Bruce Lee udmanøvrerer to ferme bordtennisspillere med en nunchako (dvs. et ninjavåben bestående af to stænger forbundet med en kæde).

Hvis man skal forklare sin søvnighed hurtigt og effektivt, finder man en gif med en hundehvalp, hvis øjenlåg glider i, inden den vælter omkuld.

En gif kan også fungere som en metafor for en situation. F.eks. kan det lille grynede klip af en bowlingspiller, der gør sig umage for at sende sin kugle af sted i en lige linje mod keglerne, men til sin egen store overraskelse hænger fast i kuglen og derfor lander pladask på sin mave, være rammende nogle gange.

Mange af de mest brugte giffer forestiller en bestemt reaktion og kan på den måde gøre det ud for kropssprog, når man skriver sammen.

Giffen refererer samtidig tilbage til den film eller det muligvis velkendte klip, den er taget fra, og indskriver dermed den korrespondance, man er i gang med, i en fælles populærkulturel referenceramme.

Kryptiske loops

I det daglige brug er giffens opgave at tydeliggøre budskaber og drage paralleller, der gerne må være så indlysende og samtidigt overraskende (det vil sige: sjove) som muligt. Det er ikke det, de 11 kunstnere gør med deres giffer.

Deres job som kunstnere er også at udfordre gængse former, og det job passer de, så det er svært at forestille sig, at de forskellige værker glider ind i kataloget af gængse giffer, man sender rundt til hinanden. Udstillingen .gif er domineret af kryptiske gif-værker, der går til grænsen af, hvad en gif kan rumme. Det gør de så på forskellig vis.  

Billedkunstneren Sufie Elmgreen fører an, når det kommer til overdrivelse. Hendes ti giffer kombinerer uspektakulære billeder med klodsede røde tegninger tegnet med fingeren på telefonen og en uigennemtrængelig masse af engelsk tekst.

På gifferne blinker forskellige ord så hurtigt, at man ikke kan nå at identificere anden forbindelse mellem dem, end at de rimer. Under gifferne finder man en underskov af hashtags (#Disappointment #Dubs #Solamente), hvis forbindelse til billedet heller ikke umiddelbart er til at forstå.

Det er, som om hendes giffer parodierer den følelse af fremmedgjorthed, man kan døje med, når man står foran et samtidskunstværk, der bygger på referencer, der går hen over hovedet på en. 

De inviterede kunstnere kommer ikke kun fra billedkunstens verden.

Holger Hartvig er eksempelvis også musiker og har bidraget med fem giffer med tekst og abstrakte billeder. Gifferne refererer ifølge den ledsagende tekst til et projekt, der kombinerer stemmeøvelser med esoteriske teorier om tidsrejser.

En af de blinkende tekster lyder:

»so simply thinking of your voice/ as a kind of time machine«, hvad jeg da gerne vil, det kræver nok bare lidt vejledning.

På den måde er det svært at se Hartvigs gif-værker stå for sig selv, de fungerer mest af alt som en slags digitale flyers for et projekt, der udfolder sig i tid og rum. 

Forfatteren Pernille Abd-El Dayems bidrag består af fire gif-værker, der fortolker hendes fremragende roman June, som der i øvrigt også er lavet musik til. Et billede forestiller en katamaran i et lyserødt og et hav med ordene ’drøm’, ’horisont’ og ’ømhed’ flimrende hen over.

Æstetikken kender man fra ungpigeværelser i start-1990’erne og på den måde hilser værket måske på romanens hovedperson. Den gif, der forestiller et rækkehusområde, som bliver til et bjerglandskab, som bliver til et villakvarter, mens midten af billedet hele tiden er prydet af et felt, hvorpå der står ’reaktion’ med neonbogstaver, kan også fungere som en kryptisk opsummering af bogens univers.

Men faktisk er det mest interessante, hvad forfatteren selv skriver om det medie, hun prøver af:

»En GIF er en lille loopet verden, der langsomt udtømmer sig selv. Når man har set alt, hvad der er i loop-verdenen, er der et tidspunkt, hvor den på en måde begynder at blive for gammel eller slidt. [...] En kat der falder sjovt, er ikke sjov efter mange loops. Det virker nærmest nådesløst, mareridtsagtigt, at den skal blive ved med at falde, efter vi er stoppet med at grine af den. Det er det triste, nøgne, ubehjælpsomme og hårde ved GIF’en for mig at se.«

På giffens præmisser

Det gif-værk, der lykkes bedst på giffens almindelige præmisser, er Maja Malou Lyses. Det består af en struttende kvinderøv med pink g-streng og en playboy bunny-tatovering, der blinker, mens en taleboble dukker op ud for røven med teksten:

»Sex is Not a Natural Act

Et kort og klart kommunikeret budskab, hvis implikationer man så kan tænke videre over.

Billedet af den talende røv er for det første sjovt, for det andet muligt at fortolke som et opgør med forestillingen om, at krop og sind er to forskellige ting. Maja Malou Lyse arbejder generelt for øget kropsbevidsthed og mod begrænsende ideer om, hvad sex er og bør være. Hun bruger ofte både sin egen krop og de sociale medier, f.eks. ved at lægge sine gynækologiske selvundersøgelser op på Instagram.

Det er ikke til at se, om maleren Mads Lindberg har lavet sine egne tre sjove giffer til lejligheden, eller fundet nogle egnede, men det er heller ikke så afgørende.

Hos ham bliver en ged, der gumler på en postkasse, eller en flok marcherende flamingoer interessante i kraft af hashtag-referencerne. »#contemporary painting« står der f.eks., og så kan man så tænke over, hvad den metarefleksion går ud på, mens man morer sig over giffernes ubestrideligt komiske og nuttede kvaliteter.

Joachim Koester har plukket sine tre giffer fra nogle af sine tidligere videoværker. De forestiller mennesker, der udfører en bevægelse, man ikke lige kan afkode.

Det er halvskægt, at de forholder sig så trodsigt til konventionen om overtydelige reaktioner i giffer, men sikkert ikke lige så koreografisk spændende som de originale værker, de er taget fra.

Mit favoritværk på udstillingen .gif er Peter Voss-Knudes bidrag, der som hans øvrige musikalske og kunstneriske praksis beskæftiger sig med det danske forsvar.

Han har leveret en enkelt gif, der både er den mest konventionelle og den mest interessante: En ung soldat med et mildt ansigt står i profil, mens hans kammerater laver legemsøvelser på en plæne i baggrunden.

Han kigger hen på dem og drejer så hovedet mod kameraet og smiler et smil, der befinder sig midt mellem det undskyldende og det anerkendende.

Udstillingen kan ses på http://www.samtidskunst.dk/udstillinger/gif-en-online-udstilling og på gifarkivet giphy.com så længe hjemmesiderne findes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvorfor er kunst så ofte maskulin sexistisk - Lone?

Hvorfor skal det på forsiden?

Det er sådan en forside, der får mig til at overveje at stoppe mit abonnement. Har ellers abonneret siden 1972. Men det giver mig selvfølgelig ingen rettigheder i forhold til avisens redaktionelle linje.

For mange år siden stod jeg med min farmor og farfar på Louisiana og kiggede på et lærred Ad Reinhart havde malet ensfarvet blåt. Så sagde min farfar halvhøjt, helt bogstaveligt, der midt mellem de kunstekspertiserede museumsgæster:

"Skulle, det nu være kunst? Det kunne jeg da også have lavet."

Farmor syntes det var temmelig pinligt at farfar dermed udstillede hans manglende forsåelse af det abstrakte og den nonfigurative kunst. Dengang troede jeg på de voksne som lavede grin med farfar. De foregav jo, at de vidste noget de var internt enige om, som dermed måtte være sandt, som jeg nok var for lille til at forstå, og som farfar måtte være for dum til at forstå.

Siden blev jeg klogere. Mon ikke farfar ville konkludere, at det man fik ud af at sætte kunstnere til at lave giffer, var nogle rimeligt ubrugelige giffer, uden søde katte eller Trump på glatis.

Personligt synes jeg også Maja Malou Lyses er den som lykkes bedst, og billedredaktøren lader til at være enig. Måske får den en til at trække på smilebåndet, men jeg har set andre giffer på nettet, hvor jeg har fået kaffen galt i halsen af grin. Er de så "bedre" kunst end Maja Malou Lyses?

(Fra Wikipedia, hvis nogen skulle være i tvivl: "Kunst er bevidst brug af fantasi til at fremstille værker, som påvirker æstetisk, følelsesmæssigt eller intellektuelt.")

Jakob Trägårdh

"... et opgør med forestillingen om, at krop og sind er to forskellige ting": Det var bl.a. Newton (Monisme), der tog det opgør efter, at Descartes i generationen før, havde beskrevet Sind og krop dualismen" (https://en.wikipedia.org/wiki/Mind–body_dualism).

Lone Nikolajsen

@David Joelsen: Mener du, at kunst ofte er sexistisk?

Lone Nikolajsen

@David Joelsen: Mener du, at kunst ofte er sexistisk?

Jakob Trägårdh

@Morten Balling,

"(Fra Wikipedia, hvis nogen skulle være i tvivl: "Kunst er bevidst brug af fantasi til at fremstille værker, som påvirker æstetisk, følelsesmæssigt eller intellektuelt.")"

For kunstneren selv (sådan en som mig), så er "kunsten" ikke meget andet end den tilstand, som man befinder sig i, når man arbejder med den: Kunsten er i selve fordybelsen, den er i inspirationen, materialerne, værktøjerne og det frie umiddelbare udtryk mv. Resten: Resultatet (stykket), offentliggørelse, formidling, salg, omtale er sekundært og ret uvedkommende, hvis ikke ligefrem forstyrrende, noget man, som kunstner, gør klogt i at overlade til andre f.eks allierede formidlere eller tilskuere/lyttere etc.

Ja, det gør jeg Lone. Deraf min reaktion. Både kunsten og reklamen - benytter sig nogle gange af samme salgsteknik.

Men jeg syntes ikke, at et billede af en krop er sexistisk. Det kommer helt an på hvordan man bruger motivet og hvordan man publicerer.

Nike Forsander Lorentsen

Information er et mandeblad som skjuler sig bagved enkelte gode artikler.

@Jakob Trägårdh

Som mange andre har definitionen på, "hvad kunst er", altid fascineret mig.

Som barn synes legekammeraterne jeg var en nørd, når jeg gik ind til hende den søde dame hos Galleri Asbæk, og hun for 237. gang tog det samme maleri frem fra lageret, så jeg kunne betragte det, på trods af at jeg ikke havde bare skyggen af råd til at købe det. Evig tak til damen, og ærgerligt at jeg ikke havde råd dengang, for det har jeg slet ikke i dag.

Senere slog jeg mig på det "kreative" som levevej i en lang periode. Definitionsmæssigt var resultatet af mit arbejde kunst, selv når jeg lavede reklamefilm. De var i høj grad bevidst udtænkt, resultatet var et "værk", og deres formål var at påvirke både æstetisk, følelsesmæssigt OG intellektuelt. Alligevel var holdningen at det vi lavede ikke var "rigtig" kunst, og i de fleste tilfælde var jeg enig. Også selvom en reklamefilm opfylder den definition du selv benytter, hvor det er midlet mere end målet som er kunsten.

En af grundene til at jeg i dag, personligt er vild med Banksy (hende/ham/dem?), er at Banksy udfordrer det tabu område der er mellem den udøvende kunst og dem som lever af at sælge eller bedømme værkerne. Her har man altid fraterniseret som kaniner, men samtidig insisteret på klare grænser. Derudover skubber han til definitionerne, så nogle begynder at købe "hærværk/grafitti" for millioner.

Mht. til bedømmelse af kunst og den "gode smag", så kan man altid tale om dygtigt håndværk, som iøvrigt var kunstens oprindelse, men alt andet er 100% subjektivt. Det har jeg det fint med at have erkendt.

Jakob Trägårdh

@Morten Balling,

Fin anekdote, den første der :-)

" ... selv når jeg lavede reklamefilm. De var i høj grad bevidst udtænkt, resultatet var et "værk", og deres formål var at påvirke både æstetisk, følelsesmæssigt OG intellektuelt. Alligevel var holdningen at det vi lavede ikke var "rigtig" kunst, og i de fleste tilfælde var jeg enig."

Det er lige der, den knager: "Påvirkning" som motiv eller politisk, symbolladet kunst—er ikke kunst for mig.

@Jakob Trägårdh

Det hører med til anekdoten at billedet var malet af Jackson Pollock. Ham er jeg ellers ikke specielt vild med, men lige dét maleri var jeg nærmest besat af. Som jeg husker det var prisen dengang ca. det samme som en to-værelses i København, for jeg kan huske at hvis jeg havde haft valget dengang som 11-12 årig, så havde jeg valgt billedet, frem for tag over hovedet ;)

Udstillingen er en tynd kop te. Ingen fornemmelse for mediet.
Her er et bedre bud på moderne kunst med gif's: https://kiszkiloszki.tumblr.com/