Læsetid: 4 min.

Nyoversættelsen af ’Beowulf’ er en prægtig gave

Keld Zeruneiths gendigtning af det oldengelske kvad Beowulf bringer handlingsmæssigt læseren tilbage til 500-tallet og mentalt tilbage til vikingetiden. Desuden får man udvidet sit sprog betydeligt
23. november 2018

Året efter De sidste tider (2017), Keld Zeruneiths indsigtsfulde og yderst oplysende litteraturhistoriske værk om det vældige oldengelske kvad Beowulf har vi nu også fået hans egen gendigtning på prosa af værket. Og med fået menes virkelig FÅET, for denne klassikeroversættelse kommer som en prægtig gave: fuldkommen stilren, og nøjagtig så højtidelig og ædel, som det kræves af den mere end tusind år gamle heltebesyngende original.

Beowulf stammer fra vikingetiden, men menes samtidig at gå tilbage til en langt ældre mundtlig tradition. Sangen tilhører således på én gang trosskiftets overgangsepoke og den glorværdigt heroiske fortid.

Den er, som Zeruneith har udtrykt det, spændt ud mellem krigerhal og kirke, mellem heltedyrkelse og frelseshåb, hvortil kommer, at den under sin glorificerende overflade antyder en psykologisk tolkning af helten, som nok fremstår handlekraftig og tapper, men også kan forstås som på bunden værende sårbar og svag.

Værkets handling foregår i Sydsverige og Lejre og fortætter sig i to monumentale kampe.

I første del tager Beowulf, den unge, bomstærke, modige helt, til Danmark for at bistå kong Roar, hvis hird gennem lang tid har været plaget af monsteret Grendel. Vor helt flår en arm af bæstet og følger op på sin dåd ved at stige ned på bunden af en sø og tage det endelige opgør med uhyrets lige så grusomme mor. For denne bedrift modtager han rige gaver og al mulig øvrig anerkendelse.

I anden del, som foregår et halvt århundrede senere, er Beowulf blevet gammel, men stiller alligevel op til kamp mod en forskrækkelig drage. Denne gang må helten bukke under, til gengæld vil hans ry leve evigt, i hvert fald hvis det står til sangeren:

»Således græd gøterfolket, hans hjertefæller, over deres høvdings død. De sagde, at han blandt alle verdens konger var den mildeste mand, den elskværdigste og venligste mod sit folk, den ivrigste efter ry.«

Den afsluttende lovprisning kan, karakteristisk nok, forstås på to vidt forskellige måder. Enten som ’besat af stræben efter ydre ære’ eller mere ydmygt som »ærgerrig efter at værne til gavn for sit folk og herigennem måske gøre dem til ejegode mennesker«. Førstnævnte tolkning tilhører tekstens overflade og lægger op til sit eget dementi. Den anden læsning antyder det underliggende kristne perspektiv.

Sansen for ædelmod og ære

Læg desuden mærke til de markante allitterationer, som er helt efter originalens mønster: »den mildeste mand«, »den ivrigste efter ry«. Kvadet er på oldengelsk ikke enderimet, men får markant musikalitet dels gennem en fast rytme, dels gennem bogstavrimene, som Keld Zeruneith har respekteret, forstået på den måde, at han er virkelig skrap til at hitte på sine egne.

Anderledes er det med versrytmen, som i originalen følger et mønster med fire trykstærke stavelser pr. verslinje, regelmæssigt anbragt før og efter en pause i midten. Denne faste takt har oversættelsen ikke, men til gengæld flyder den så let og ubesværet af sted, at læsning og oplæsning bliver den reneste lyst. Det er på fornemste vis lykkedes at holde kvadets heroiske ordvalg uden at sætte noget til, hvad angår det at formidle den dramatiske historie.

Som kerneforestilling i denne står værdien af heltemod og styrke. Men kvadet betoner også betydningen af troskab, tillid, venskab, gavmildhed og storsind. Man mærker overalt vikingetidens indre spænding, at de hedenske helte, stormændene fra 500-tallet, omkring år 1000 skal beskrives og tolkes af fromme kristne og hyppigt får lov at tale som kristne, når de hylder alle tings hersker, »alle gerningers dommer«.

Et menneske kan ikke ændre Guds bestemmelse, for Herrens afgørelser råder over alles handlinger, men hvad vi trods alt kan gøre, er at opføre os værdigt.

For denne forestilling om menneskeligt format ejer det oldengelske kvad en sand mangfoldighed af gloser, og det er en styrke ved Zeruneith som gendigter, at han formår at finde så mange ækvivalerende udtryk, at læsningen udover at byde på en spændende historie også udvider ordforrådet. Man bliver mindet om, hvor sjældent vi i grunden i dag anvender ord som »stordåd«, »helteprøvelse«, »bedrift« og »glorværdighed«.

Det er måske godt, at vi ikke mere behøver rende rundt med sværd, spyd og skjold og bekæmpe de afskyeligste monstre, men det er måske samtidig skidt, hvis vi har mistet sansen for ædelmod og ære.

»Sjælen forlod hans bryst i søgen efter de retfærdiges stråleglans,« hedder det om helten. Sådan taler og skriver vi ikke længere. Men i dette værk forekommer ordene helt på deres plads. Derved får vi lov at møde mennesker fra en svunden tid i øjenhøjde, og så tæt på, at deres anderledes tilværelsesforståelse kommer til at danne nyttigt korrektiv til vores.

Keld Zeruneith: ’Beowulf. Gendigtet af Keld Zeruneith’. Gyldendal, 128 sider, 200 kroner

Keld Zeruneith skriver fremragende, med en velgørende spændstighed og smidighed i sin kyndige behandling af et stof, der hen over en afstand på over 1.000 år nu bibringes vibrerende liv.

 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu