Læsetid: 5 min.

Et nysgerrigt og usentimentalt opgør med berøringsangst

Den rumænske filminstruktør Adina Pintilie undersøger i sin eksperimenterende film ’Touch Me Not’ hovedpersonernes begær og barrierer. Filmen befinder sig i en gråzone mellem virkelighed og fiktion og udmærker sig ved at gå helt tæt på de kroppe og seksualiteter, den skildrer
Adina Pintilies ’Touch Me Not’ blander fiktion og dokumentarisme og er et nysgerrigt og tålmodigt kludetæppe af intimitetsundersøgelser.

Adina Pintilies ’Touch Me Not’ blander fiktion og dokumentarisme og er et nysgerrigt og tålmodigt kludetæppe af intimitetsundersøgelser.

Øst for Paradis

8. november 2018

Rumænske Adina Pintilies film Touch Me Not er på alle tænkelige måder en eksperimenterende film. 

Den er ikke bare formmæssigt egensindig, idet den placerer sig i gråzonen mellem virkelighed og fiktion, den undersøger og gransker fra start til slut sine hovedpersoners seksualitet og deres forhold til deres kroppe. Det sker gennem en række iscenesatte situationer, der spænder fra traditionelle interviews over terapisessioner til fiktionslignende forløb.

Projektet er at finde ud af, hvad de medvirkendes hæmninger, lyster, skam og stolthed går ud på, og det hele er tydeligvis drevet af et ønske om at udfordre og udvide publikums normalitetsbegreb.

Genremæssigt minder filmen mest om en kunstfilm (en tilpas bred og hybrid genre til at rumme det meste, der falder uden for mainstreamkonventionerne), og dens mest fremtrædende kendetegn er fraværet af berøringsangst over for sit tematiske stof – herunder den konkrete berøringsangst, som en af karaktererne i filmen lider af.  

Nærgående undersøgelse 

Touch Me Not starter så nærgående og grundigt undersøgende, som det overhovedet er muligt: Kameraet zoomer så langt ind på den krop, det panorerer henover, at hudens bittesmå mønstre og strittende hårstrå står helt tydeligt frem. Det ligner nærmest et landskab (Råbjerg Mile for at være mere præcis).

Kroppen tilhører en mand ved navn Christian, og den adskiller sig markant fra filmens andre kroppe, fordi han har muskelsvind.

I en af filmens næste scener ser man ham så i helfigur i færd med en form for kollektiv intimitetsterapi, hvor deltagerne sidder klædt i hvidt i et hvidt rum og udforsker hinandens ansigter med fingerspidserne. Seancen er dirigeret af en mand, der sidder i lotusstilling i midten.

Det hele kan betragtes gennem et stort vindue i en af væggene. Både de kliniske hvide rum og voyeurismen er gennemgående i filmen.

Christian kan ikke selv bevæge sine arme. Hans ansigt bliver befølet af den islandske skuespiller Tómas Lemarquis, som man måske genkender fra Blade Runner 2049.

Det er ikke til at sige, om han spiller skuespil; instruktøren Adina Pintilie har selv beskrevet sin brug af fiktion som et sikkerhedsnet for de medvirkendes blottelse.

I hvert fald ser man en mand, der har det ubekvemt med at røre ved en anden mands ansigt, og som bliver bedt om at reflektere over hvorfor. Tómas’ finger bliver dirigeret hen i Christians ene mundvig, hvor der sidder noget savl. Det er grænseoverskridende for Tómas, men ikke for Christian; han har det okay med det, siger han.

Det er, som det er

Sådan lærer man de to at kende.

Tómas fortæller i løbet af filmen om at have svært ved at åbne sig for andre og om frustrationen over at miste alt hår permanent i en alder af 13, mens Christian taler om sit eksemplarisk selvaccepterende forhold til sin egen krop og seksualitet.

Som teenager havde han en fornemmelse af bare at være en hjerne i hylster, fortæller han, men sådan er det slet ikke længere, ikke efter at sex kom ind i hans liv.

Christian understreger, at hans handikap ikke er noget, han lider af, men noget han bare har. Det er, som det er.

Og så er han i øvrigt særligt glad for sit lange mørke hår, sine smukke øjne og sin helt almindeligt fungerende pik. Han er godt gift med en kvinde ved navn Grit, der har sin fulde førlighed. Han kunne godt tænke sig at prøve at være den aktive part, når de har sex, men det er ligesom ikke en mulighed, og han har udviklet andre måder at vise styrke på.        

Tómas har noget at lære af Christians uneurotiske, nysgerrige forhold til tingene. Det, at den med den typiske krop lærer at slappe af og give sig hen af én med en atypisk krop, går igen for filmens tredje hovedperson, den midaldrende, dybt berøringsangste Laura.

I en række scener taler hun nemlig med Hanna, som er en midaldrende transkønnet sexarbejder, der vist ikke kunne være mere ligeglad med, at hendes mave buler ud, og at hendes kønsorganer til forveksling ligner en mands. Det er, som det er, hun slapper af og er glad, og hun har givet sine bryster nuttede kælenavne.    

Alle følelser er velkomne

Hanna og Christian er filmens to forbilledlige, fredsommeligt normudfordrende, kropspositive bannerførere. Tómas og Laura står med deres henholdsvis små og store hæmninger i kontrast til dem.

Det er i skildringen af Laura, at filmen kommer nærmest på en fortløbende fortælling med start, midte og slutning.

I første scene med hende har hun besøg af en escortmand, der først tager bad og så onanerer, mens hun ser på. Så snakker hun ad flere omgange med Hanna, der også stripper for hende, og så skygger hun Tómas, der skygger en anden, jævnaldrende kvinde.

Sidstnævnte handlingsspor er det i filmen, der tydeligst fremstår som fiktion, og det er også det mest uforløste og mindst tankevækkende.

Indimellem ser man Laura se på en gammel, sengeliggende mand på et hospital. Det er vist noget med en far. Sidst i filmen, som varer to intense timer, har hun en form for sexcoach på besøg, som gennem tillidsøvelser prøver at hjælpe hende til at rumme sin vrede og sit begær.

»Alle følelser er velkomne her,« siger han, og det vælger jeg at tolke på den måde, at det også er okay, at jeg finder ham ret irriterende med sin bløde, langsomme stemmeføring og skråsikre analyser. 

Touch Me Not er et kludetæppe af intimitetsundersøgelser med historien om Lauras opgør med berøringsangsten som rød tråd. Filmen gør tydeligt opmærksom på sin egen tilblivelse ved at lade det ene kamera filme det andet, der bliver samlet, tændt og brugt, og ved at lade Adina Pintilie og Laura bytte plads i en scene. 

Til slut kommer karaktererne forbi en kinky sexklub, hvor de om ikke mødes, så i hvert fald samles i ét rum – ligesom det i øvrigt også sker i John Cameron Mitchells tematisk beslægtede, men temperamentsmæssige helt anderledes – dvs. humoristiske og sentimentale – Shortbus (2006).

Adina Pintilies film er hverken sentimental eller humoristisk, den udmærker sig i stedet ved sin nysgerrighed, tålmodighed og vilje til at ændre sit publikums blik på verden. 

’Touch Me Not’. Manuskript og instruktion: Adina Pintilie. Rumænsk (Biografer i landets større byer)

Teater Grobs skuespillere lægger krop til fortællingen om Wilhelm Reichs mislykkede forsøg på at bekæmpe fascismen med en seksuel revolution.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu