Læsetid: 6 min.

Pointen i ’Eksperimentet, der slog fejl’ synes at være jo færre muslimer, jo færre problemer

Mikkel Andersson og Niels Jespersen siger i ny debatbog, at det nuværende asylsystem er inhumant, men de er alligevel parate til at ofre hele humanismen og økonomien for at undgå muslimske asylansøgere
Mikkel Andersson og Niels Jespersen er aktuelle med bogen ’Eksperimentet, der slog fejl – Status over 35 års dansk asylpolitik’.

Mikkel Andersson og Niels Jespersen er aktuelle med bogen ’Eksperimentet, der slog fejl – Status over 35 års dansk asylpolitik’.

Anders Rye Skjoldjensen

16. november 2018

I debatbogen Eksperimentet, der slog fejl argumenterer Mikkel Andersson og Niels Jespersen for, at problemer med muslimske indvandrere og familiesammenførte har enorme økonomiske og demografiske omkostninger for Danmark.

Det nuværende asylsystem er inhumant, og eneste mulige løsning er et asylstop i Danmark, og at alle asylansøgere bliver i nærområderne. De få, der kommer til Danmark, skal holdes adskilt fra det omgivende samfund i lejre, indtil de kan deporteres. Mogens Glistrup og den Danske Forening kom med bedre analyser af problemer med indvandring end migrationsforskere, der ifølge dem brillerer i »ren pølsesnak«.

Fra begyndelsen fokuserer bogen på muslimsk indvandring, og der advares imod, at den har skabt den største forandring i sammensætningen af den danske befolkning »måske endda siden Jernalderen.« Det er »uomgængeligt«, at muslimer klarer sig dårligere, når det kommer til job og uddannelse, og forfatterne mener, at islam skaber »kulturkonflikter.« Ud fra efterkommernes overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne konkluderes det, at årtiers asylpolitik har skabt »markant mere kriminalitet«.

Der spørges, hvad indvandrere koster det danske samfund i form af asylsystem, uddannelse og beskæftigelse, og der svares via det Finansministerielle skøn 36 milliarder i 2015.

Solstrålehistorier og dum forskning

Det er interessant, når forfatterne tager indvandreres arbejds- og uddannelsesfrekvens op i forhold til integration, men det ville have klædt bogen, hvis mere helhedsorienterede forståelser af integration var blevet inddraget, inklusive flygtninges møder med det danske samfund gennem sociale netværk, skolegang, fritidsaktiviteter og traumepædagogik, eller hvordan silotænkning, racisme eller diskrimination på job- og boligmarkedet er barrierer.

Disse bekymringer affærdiges dog som en »humanistisk fløjs« forsøg på at »bagatellisere« problemerne. Forfatterne mener også, at medierne fokuserer for meget på »solstrålehistorier« om flygtninge, som de kalder »uhensigtsmæssige journalistiske afvigelser« fra normalen om, at flere muslimer begår meget kriminalitet og er arbejdsløse.

Mikkel Andersson & Niels Jespersen: ’Eksperimentet, der slog fejl – Status over 35 års dansk asylpolitik’

I kapitel 9 er forfatterne meget lidt begejstrede for migrationsforskere, der »har taget fejl i stort set alle deres analyser i knap fire årtier« og øjensynligt mener, at »politikerne er dumme. Befolkningen er dum. Indvandring er godt.« Analyser hørt på værtshuse eller pølseboder er »mere solide og ædruelige end det, der kommer fra mange forskere«.

Forskning skal selvfølgelig altid diskuteres, men det fremstår mindre seriøst, når forfatterne generaliserer på baggrund af et enkelt migrationsseminar og prøver at underminere en »forskningsverden«, de ikke ser ud til at vide meget om.

Thomas Gammeltoft-Hansen tages til indtægt for synspunktet, at danske migrationsforskere er en lukket klub styret af humanitære midler, der ikke vil forholde sig til konsekvenserne af indvandring. Denne anmelder genkender langtfra dette billede og minder om, at migrationsforskning er et utroligt bredt og tværfagligt felt, der også styres af midler fra stater og EU.

I Kapitel 10 advares der først mod »det nationalistiske højres« autoritære antipluralisme via flere fornuftige nedslagspunkter eksemplificeret ved lande som Ungarn og Polen og DF’s Marie Krarup. På spørgsmålet om, hvorfor DF-politikere har indflydelse på dansk udenrigspolitik, svares der indvandring, mens en mere ligetil forklaring – summen af det politiske samarbejde mellem Venstre og DF gennem snart tyve år – slet ikke overvejes.

Givet bogens store fokus på (mis)lykket integration er det bemærkelsesværdigt, at der i dette kapitel ikke spørges ind til, hvad der sker med integrationen, når et af de absolut stærkeste partier bag regeringen indtager det radikale standpunkt, at det er imod selve målet om integration.

I Kapitel 11 taler forfatterne om bådmigration i Middelhavet, Operation Sophia og ngo-redninger, hvor sidstnævnte beskyldes for at være skyld i, at smuglere benytter sig af usødygtige gummibåde. De seneste 10-15 års forskning i bådmigration peger dog i stedet på, at det i høj grad er kystvagters konfiskering af både – også en del af Sophia – der har ført til dårligere bådkvalitet.

Fremtidsscenarier

Kapitel 12 behandler løsninger som asylsøgning i nærområderne, kvoteflygtninge eller EU’s første omfordelingspilot, der alle afvises: Nærområde-asylsøgninger vil give »uoverskueligt« mange asylansøgere; kvoter er et uretfærdigt lotteri og aflaster ikke nærområderne; og Østeuropa vil aldrig acceptere omfordeling. Rige landes andel via kvoteflygtninge påstås at være så lille, »at den reelt ikke gør nogen forskel« i verden, men her gør forfatterne dog regning uden vært: Verdens fattigste lande løfter allerede langt det største ansvar for globalt fordrevne (typisk omkring 85 procent), og flere af disse lande advarer om, at rige landes forsøg på at skubbe »de sidste procenter« fra sig, underminere den skrøbelige gensidighed, der muliggør denne ulige ansvarsfordeling.

Til slut opstilles tre fremtidsscenarier, der varierer i forhold til antallet af (muslimske, ikkevestlige asylansøgere, der tillades at ankomme til Danmark). Scenarierne er nok tænkt som et lidt underfundigt efterspil, men virker overflødige, fordi de mest af alt gentager en række antagelser, som forfatterne allerede har brugt tidligere i bogen. Pointen er den samme markante: jo færre muslimer, jo færre problemer.

Bogen er skrevet i et fint og tilgængeligt sprog, og det skinner igennem, at der har været en del øjne inde over processen. Dens største force er gennemgangen af nutidige højreorienterede diskussioner og argumenter om flygtningepolitik, og da forfatterne formår at gøre dem vedkommende, kan bogen derfor udmærket fungere som diskussionsoplæg. Især dens altovervejende negative fokus på den muslimske minoritet må forventes at vække diskussion.

Gør ikke klogere

Læsere, der går til bogen med forventning om at blive klogere på, hvordan dansk asylpolitik konkret har udviklet sig gennem de seneste 35 år, vil dog blive skuffet. Og selvom den omhandler asyl og flygtninge, berører den heller ikke årsagerne til, at folk fordrives til at starte med.

For denne anmelder ligger bogens største problem dog i dens meget selektive omgang med kilder, fatalistisk demografiske antagelser samt udeladelsen af pointer, statistik og anden empiri, som ikke bekræfter forfatternes standpunkter, fordi dette fører til afgørende ubalancer i deres argumentation.

Selvom forfatterne kritiserer asylprincippet, antager de paradoksalt nok også en række af dets kontroversielle aspekter som urokkelige. Eksempelvis gentages påstanden om, at det er spontanasyl, der tvinger folk ud på farlige smuglerruter mange gange, men megen forskning viser, at dette er direkte forbundet til europæiske staters kriminalisering af legale flugtruter.

Ligeledes er framingen af modtagecentre eller lejre i Nordafrika som humanitære, fordi de kan forhindre folk i at hoppe i bådene, problematisk, for ifølge International Organization for Migration dør tre gange så mange mennesker, før de når til Middelhavets kyst end på havet.

Der er derfor noget bagvendt ved en analyse, der henfører skylden for slavehandel og seksuelt misbrug til asylprincippets løfte om beskyttelse, men ignorerer, hvordan staters kriminalisering af sikre flugtruter har ført til en historisk vækst i smuglerindustrien og dens farlige ruter.

Argumentet om, at spontanasyl medfører kaotiske åbne grænser, og at asylstop indebærer en ny orden, er også problematisk. Flygtningekonventionen er faktisk en institutionaliseret form for grænsekontrol, der giver stater kontrol over dele af flugtprocesser. Forfatterne håber, at et asylstop vil få folk til ikke at ankomme, men erfaringer fra en række lande tyder snarere på det modsatte: At sådanne restriktioner i stedet skaber en voksende transnational underklasse af sårbare mennesker uden for samfundet og derved også et kontroltab for staten.

Forfatternes selvbillede som bolværk mod det nationalistiske højre er paradoksalt. Løbende glider de hen over de autoritære implikationer af deres egne løsningsforslag: Hvem skal sikre, at de fleste asylansøgere bliver i nærområderne og hvordan? Deportationen af alle afviste asylansøgere vil også kræve en historisk opskalering af totalitær infrastruktur på dansk jord.

Og selvom Marie Krarup kritiseres som autoritær, overtager forfatterne hendes segregationistiske idé om lejrisolering uden kontakt med det danske samfund, når de skriver, at asylansøgere ikke under nogen omstændigheder bør »have nogen udsigt til … at skabe sig en permanent tilværelse i Danmark«. Andersson og Jespersen er åbne om, at de er villige til at ofre ikke blot humanismen, men også økonomien, for at undgå muslimske asylansøgere.

Martin Lemberg-Pedersen er migrationsforsker.

Mikkel Andersson & Niels Jespersen: ’Eksperimentet, der slog fejl – Status over 35 års dansk asylpolitik’, Gads Forlag, 192 sider, 250 kroner.

Niels Jespersen og Mikkel Andersson er aktuel med ny bog om indvandringen til Danmark. De to satirikere og debattører mener, at tiden er inde til et opgør med konventionerne.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Anne Albinus
  • Steffen Gliese
Eva Schwanenflügel, Anne Albinus og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Noget oftest ignoreres er spørgsmålet om hvad menneskeflytninger løser. Er det nogen egentlig løsning på mangelproblemer eller for den sags skyld undertrykkelse at dele af en befolkning forlader det de kommer fra for noget andet?

En interessant men også en meget afdæmpet analyse af en tilsyneladende svagt empirisk funderet bog om et centralt samfundsemne. Alt for afdæmpet. Man fornemmer en hånd der ryster når fingeren trykkes ned på tastaturet. Til det vil jeg blot sige: Ret ryggen Migrationsforsker og stå op for dit fag. To tilsyneladende uvidende har bevæget sig ind på dit område, primært næret af folkestemningen og et forviret verdensbillede. Her skal ikke gås på listefødder, men tales højt og med faglig styrke når påstande hænger løst og præmisser fordrejes.

Niels Duus Nielsen, Arne Lund, Eva Schwanenflügel, Ellen Chakir, Jacob Mosgaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, Anders Reinholdt, Irene Sørensen, Caroline Lillelund og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Men er det ikke også den islamistiske ideologi, lovreligion og stædige levevis der er det største problem, det må man vel godt sige, hvis det er sandt?

Der er ikke andre migranter der stille de samme særkrav, eller gør så meget væsen af sig som lige netop folk der kalder sig selv muslimer. Det må også tages i betragtning, at deres lovreligion netop byder dem, at de ikke må eller kan integrere sig. De såkaldte rettroende, de følger og retter sig jo i bogstaveligste forstand efter dette og modarbejder snare integrationen, frem for, at opfordre til den.

Så jo, dette ER et problem der bør omtales og man bør forholde sig til.

Toke Odin, Jakob Silberbrandt, Per Torbensen og Morten Nielsen anbefalede denne kommentar

Peter Hansen,
Ud over at muslimer er den største religiøse minoritet i Danmark, er det også i høj grad modstandere af Islam/muslimer, der gør væsen af dem. Hvad forholdet til integration, demokrati og normer angår. er der forskellige opfattelser blandt muslimer såvel som blandt alle mulige andre grupper. At sætte lighedstegn mellem muslimer og problemer er under alle omstændigheder en misvisende generalisering.

Generelt set følger der forskellige, og reelle, problemer med globalisering, indvandring og udviklingen i almindelighed, spørgsmålet er, hvordan man finder frem til rimelige løsninger - ikke blot set fra én parts synspunkt.

Niels Duus Nielsen, Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel, Ellen Chakir og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Er næste forslag, at "vi" laver Grundloven om og afskaffer religionsfriheden. Skal der så påbydes, at hvis "du" ikke er protestant så kan "du" ikke opholde dig i Danmark?
Er det det der ønskes - så sig det dog lige ud.

Niels Duus Nielsen, Sven Elming, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Ellen Chakir og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar

Peter Hansen, alle i Danmark stiller særkrav - og får dem ganske rimeligt opfyldt. Når det offentlige træder i familiens sted, må tilbuddet også være ligeså godt.
Jeg voksede op i et frit samfund, der i vid udstrækning lod folk leve efter egne normer i det personlige og stillede krav til dem i det fælles.

Niels Duus Nielsen, Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Ellen Chakir og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar

@Ib Gram-Jensen

Jamen jeg er uenig, det er ikke misvisende, der er jo generelt blandt folk der kalder sig muslimer flere vanskeligheder end hos andre. Så ja det en generalisering, det må man vel gerne når der er evidens bag?

At det så ikke er alle der gør et problem, det er vi enige i, men det gør det ikke til en mindre tendens, eller et generelt problem blandt folk der kalder sig muslimer, og her er der en tendens til ikke at ville integrere sig, sandsynligvis fordi det ikke er i overenstemmelse med lovreligioner og ideologien islam, specielt hvis man er såkaldt rettroende.

Vi lever også i en global verden, så at se muslimer som en minoritet, det synes jeg måske nok er lidt for snæversynet, der er ca. 2 milliarder muslimer i verden, det er verdens næst største bevægelse.

At nogle så er modstandere af disse ting ,som kan være samfunds og norm undergravene, det kan jeg ikke se det mærkelige i, for du har jo ikke en alenestående religion i gammeldags forstand, men en blanding af ideologi og religion, som byder dig hvordan du skal leve, og hvordan det samfund skal og bør være, som du lever i.

@Steffen Gliese, Jo, men jeg vil nu til hver en tid påstå, at denne her problemstilling er anderledes, her taler vi jo om en ubegribelig stærk ideologi og lovreligions indtog, som vi ikke har set lignende før.

I øvrigt, ser jeg absolut heller ikke islamtroede som en minoritet, det er lidt for snæversynet, at se det sådan

Jakob Silberbrandt, Per Torbensen og Morten Nielsen anbefalede denne kommentar

Det lykkes dig, Peter Hansen, at bruge alle de syge moster-forklaringer, der hjemsøger debatten, i et relativt kort indlæg. Fordi du simpelthen vælger at se Islam som noget, det ikke er. Snæversynet er det dig, der står for.

Niels Duus Nielsen, Jan Weber Fritsbøger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Peter Hansen,
Man kan også argumentere for, at man ikke skal tillade indvandring af mænd, fordi mænd statistisk set begår mere kriminalitet end kvinder. Giver den måde at generalisere på mening, og ville et sådant forbud være rimeligt? Og er det simpelt hen fordi mændene er mænd, at det forholder sig sådan?

Problemet med at male med så bred en pensel ligner det med synet på de bydele, der stemples som ghettoer: der er statistisk set nogle forhold/problemer, som er mere hyppige i disse områder; men det betyder jo ikke, at beboerne i dem generelt er mere besværlige, dårligt fungerende eller kriminelle end beboerne i andre bydele.

Desuden siger et statistisk sammenfald mellem køn, alder, etnicitet, religion eller bopæl på den ene side og en mere end gennemsnitlig hyppighed af forskellige problemer - hvad man så end opfatter som sådanne - på den anden ikke nødvendigvis noget væsentligt om årsagerne til denne hyppighed. Når for eksempel mange muslimer er velintegrerede, kan det relevante spørgsmål, i det omfang religionen overhovedet betyder noget i denne forbindelse, vel ikke være, om man er muslim, men om, på hvilken måde man er muslim, og hvorfor man er det på denne måde. Og det turde være ganske kompliceret.

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, René Arestrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@Steffen Gliese

Hvad er det, du ikke mener islam er, se på de muslimske lande, og fortæl mig det?

Se på den verserende Asia Bibi sagen fra Parkistan og fortæl mig, hvad det er jeg er vidne til i Islams navn?

Hvorfor er det, vi ikke må og kan tale om virkeligheden, det hjælper ikke noget ikke at se, ikke at høre eller ikke at kunne tale ærligt om tingene.

Islam er også en ideologi, og jeg er helt uenig i denne, og den minder mig om noget lignende der skete for ca. 80 år siden.

@Ib Gram-Jensen

Det er ikke det enkelte menneske jeg kritisere med ideologien og lovreligion.

At nogle muslimer så vælger ikke, at være rettroende og følge livreligioneb til fulde, kan jeg jo kun bifalde.

Peter Hansen, Islam er en individuel religion, som det i høj grad er op til den troende selv at fortolke. Deri ligner den kristendommen, men som kristendommen er den også historisk faldet sammen med kulturen i de lande, hvor den udgør flertalsreligionen. Islams trosbekendelse er verdens mest enkle. "Jeg tror, at Allah er den eneste Gud, og at Muhammed er hans profet" - alt andet er fortolkning og ekstrapolering.

@steffen Gliese

Nu er jeg ikke troende, men hvis man sammenligner samfund, målt på succes, både ud i økonomi, menneskerettigheder og levevilkår, så vil jeg til en hver tid vælger den "kristne kultur".

Dog er religion ikke normalt et kriterier jeg tager udgangspunkt i, for mig er religion noget der burde høre fortiden til i en oplyst verden.

Niels Jespersen har i nogen tid forsøgt sig som socialdemokrat. På et tidspunkt ville han gerne i Folketinget, og blev så headhuntet til at stille op mod én af de Socialdemokrater, er har en smule troværdighed tilbage, nemlig Mette Gjerskov i Roskilde-kredsen.
Hun er angiveligt faldet i unåde hos partitoppen fordi hun ikke stemmer på kommando i sager, der vedrører asylansøgere og hun følger heller ikke partiets copy paste-linie af DF's svinagtigheder mod vore muslimske medborgere.
Nu blev Jespersen vraget, og er han så færdig med det parti, der ikke rigtig ville vide af ham? Tjah, måske. Måske er han også ved at krabbe over til Frikadellepartiet, og hvis bogens anmeldelse står til troende, så er den nok skrevet som en anmodning om at komme i stald hos Tulle og Martin Henrikzen.
Tilbage bliver spørgsmålet om, Jespersen ville have skrevet bogen, hvis han havde overtaget Mette Gjerskovs kreds? Ganske som der kan spørges om hvorvidt Pernille Vermund havde stiftet Nye Tarvelige, hvis hun var blevet valgt til Folketinget i 2015?

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Jørn Vilvig anbefalede denne kommentar

Niels Jespersen har i nogen tid forsøgt sig som socialdemokrat. På et tidspunkt ville han gerne i Folketinget, og blev så headhuntet til at stille op mod én af de Socialdemokrater, er har en smule troværdighed tilbage, nemlig Mette Gjerskov i Roskilde-kredsen.
Hun er angiveligt faldet i unåde hos partitoppen fordi hun ikke stemmer på kommando i sager, der vedrører asylansøgere og hun følger heller ikke partiets copy paste-linie af DF's svinagtigheder mod vore muslimske medborgere.
Nu blev Jespersen vraget, og er han så færdig med det parti, der ikke rigtig ville vide af ham? Tjah, måske. Måske er han også ved at krabbe over til Frikadellepartiet, og hvis bogens anmeldelse står til troende, så er den nok skrevet som en anmodning om at komme i stald hos Tulle og Martin Henrikzen.
Tilbage bliver spørgsmålet om, Jespersen ville have skrevet bogen, hvis han havde overtaget Mette Gjerskovs kreds? Ganske som der kan spørges om hvorvidt Pernille Vermund havde stiftet Nye Tarvelige, hvis hun var blevet valgt til Folketinget i 2015?

Niels Duus Nielsen

Det er utroligt, at der stadig kan sælges bøger om den muslimske fare.

Er det spørgsmål ikke blevet gennemtygget så længe, at ydere dialog er omsonst? Alle os, der ikke ser det som et stort problem, kan ikke overbevise dem, der er så bange, at de råber på "værnsinitiativer", og de paranoide udlændingeskeptikere har ikke nogen nye argumenter, som kan overbevise os andre om, at Islam er en trussel og en fare for... ja. for hvad?

Jeg savner sgu Bent Vinn Nielsen her i avisen, han plejede at gøre godt og grundigt grin, ikke med muslimerne, men derimod med os frikadelle-danskere, som i en anmeldelse i dagens avis tentativt kaldes "stupide". Bent kunne kritisere os med kærlighed; hvis kritikken af muslimerne blev fremført med samme kærlighed og respekt ville det måske kunne gøre en forskel.

Muslimer er ikke hævet over kritik, men det er lidt trættende i længden, når kritikken bare gentager de samme gamle for længst tilbageviste argumenter. Som om islamofober er argumentresistente?

Steffen Gliese, Arne Lund og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar

Niels - Hvordan kan du dog spørge om fremmedhaderne er argumentresistente? Det ved du jo de er,

Hvis man aktivt har besluttet sig for ikke, at se, høre eller forstå, så er det klart, at der er lang vej igen.

Men, at smide racismekortet er ikke noget argumentet, det er simpelthen for nemt, alt dette har intet med race at gøre!

Det "fascinerende" og meget triste, i alt dette er, at selv den yderste venstrefløj, støtter op om, og har valgt, at være beskytter for en patriarkalsk yderst højredrejet facistoid ideologi, som om noget er både fremmefjendsk, kvindefjendsk, religionsfjendsk, menneskerettighedsfjendsk, demokratifjendsk osv.

Man undres!

Niels Duus Nielsen

Peter Hansen, jeg har sådan set ikke valgt at støtte op om en "patriarkalsk højredrejet fascistoid ideologi", som du kalder det; jeg støtter af princip de af mine medmennesker, som bliver udsat for en urimelig kritik.

Hvis du slår alle muslimer over en kam - hvad dit indlæg umiddelbart tyder på - og påstår, at de alle er fascistoide, må jeg protestere. Jeg har kendt mange muslimer, og jeg kan kun komme i tanker om en enkelt, som jeg ville kalde fascistoid. Jeg har kendt væsentlige flere nazister (mindst tre), men der er selvfølgelig også flere etniske danskere at tage af.

At du kritiserer en hel befolkningsgruppe og kalder den " fremmefjendsk, kvindefjendsk, religionsfjendsk, menneskerettighedsfjendsk, demokratifjendsk osv." undrer mig, det kan da kun skyldes enten at du er ekskluderende fascistoid i dit syn på muslimer, eller at du ikke kender og har talt med nogen konkrete muslimer, men kun læser om dem i avisen. Jeg gætter på det sidste.

@Niels Duus Nielsen

Nu gør du det igen, pådutter mig, at jeg går efter mennesket, når det er ideologien jeg forsøger, at kritisere og ramme!

Du behøver kun en mand og en syg ideologi, mere skal der ikke til, det har historien vist os, og det geniale i en sammenblanding af religion og ideologi, det er at så er mennesket ikke længere ansvarlig, for så kan alt retfærdigøres i en højere magts tjeneste.

Niels Duus Nielsen

Peter Hansen, vi kan da godt kritisere ideologier og religioner isoleret, men det giver ikke rigtig nogen mening, hvis der ikke er nogen, der følger de ideologiske tankekonstruktioner.

Så i praksis er en kritik af kommunismen samtidig en kritik af alle kommunister, for så vidt de følger kommunistiske principper, både i tanke og handling. Hvis der slet ikke var nogen kommunister, ville det være ret meningsløst at kritisere kommunismen - i hvert fald for alle andre end de mest verdensfjerne filosoffer.

Så når du kritisere Islam, kritiserer du muslimer.

@Niels Duus Nielsen

Jeg har det lidt sådan, at mennesker har muligheden for, at ændre sig og blive klogere, det gør ideologier sjældent, derfor ser jeg en forskel i de to ting.