Der er ikke meget portræt over portrætbogen om Pia Olsen Dyhr

Pia Olsen Dyhr – mønsterbrud og opbrud er et politisk biografisk kinderæg. Du får tre bøger i én. Den mest omfattende og bedste af de tre er en gennemgang af SF’s nyere politiske historie, hvor den røde tråd er partiets dybe og pinefulde, men på sin vis også livgivende grunduenigheder. Her findes den bitre fortælling om det heftige magtspil på den parlamentariske venstrefløj under Helle Thorning-Schmidts regeringsledelse, om et SF, der ifølge Pia Olsen Dyhr ikke fik lov at få et ben til jorden, aldrig så snart partiet havde hjulpet Socialdemokraterne til magten.

En anden bog i bogen er det politiske programskrift om en grønnere og rødere fremtid med et stærkt og magtparat SF i centrum, der afslutter biografien, og som det næsten virker, som om Pia Olsen Dyhr har fået i bytte for lidt modvilligt eller måske blufærdigt at stille sin hårde barndom til skue. Barndommen er også som en bog for sig. En barsk historie om en 11-årig pige, der tog et alt for voksent ansvar, da hun efter sine forældres skilsmisse følte sig forpligtet til at blive boende hos sin alkoholiserede, vrede og ensomme far. Han passede ikke godt nok på hende.

I bogen er der hjerteskærende beskrivelser af lille Pias voksne børneliv holdt kørende af krydderboller, cola og åndelig føde fra skolebiblioteket og kirken. »Jeg følte mig bange for at blive alene. På en måde var hans ensomhed blevet min ensomhed,« siger hun et sted fint til forfatter Thomas Larsen, hvis fortællerstemme i denne del af bogen desværre ellers gennemgående lyder som en livs- og bagklog voice-over af den type, som findes i feel good-portrætter på tv, hvor fortidens smerte, endnu før den rigtig får lov at være der, er blevet indlemmet i en stærk og sund opbyggelighed. Nu behøver der jo heller ikke gå Knausgård i alle faderportrætter, men i beskrivelsen af Pia Olsen Dyhrs tydeligvis komplekse forhold til hendes far og hans forfald savner man en menneskelig følsomhed, der måske er knap så politisk anvendelig.

Som politikerfortælling er historien om den læselystne, retfærdighedssøgende alkoholikerdatter fra Vestegnen, der kæmpede sig til tops mod alle odds en måske lidt for fristende god en af slagsen.

Den glatte fornemmelse er ikke den erfarne politiske biograf Thomas Larsens ansvar alene. Pia Olsen Dyhr føler ubehag ved enhver offerfortælling og har tendens til at tale i selvbeskyttende floskler, når det bliver privat. Hun vil ikke »sidde og tude sammen«, og hvis det »bliver for meget føle-føle«, står hun af.

Anderledes autentisk er tonen hos både forfatter og hovedperson i den bog i bogen, der handler om Pia Olsen Dyhrs politiske liv i SF fra ung, selverklæret arrogant og ambitiøs ungdomspolitiker til formand for et parti, hvis politiske sjæl på ægte, interessant venstrefløjsmanér har været til intern forhandling siden begyndelsen.

Særligt spændende er beskrivelsen af kulturen i SF, de skiftende ideologiske fraktioner, alliancerne, og de forandringer partiet gennemgik, i takt med at regeringsmagt blev en prioritering under Villy Søvndals ledelse. Søvndal var i 1990’erne indbegrebet af partiets venstrefløj. »Hver gang Villy Søvndal åbner munden, fosser pengene ud af statskassen,« som Anders Fogh efter sigende plejede at sige. Men alligevel blev Søvndal formanden, der strømlinede, foryngede og populariserede partiet, hvilket på mange måder overraskede Pia Olsen Dyhr, der dengang befandt sig på den modsatte partifløj.

Men jagten på magten blev dyr. Baglandet blev i alt for høj grad sat af, og gamle SF-kræfter blev ofret for nye, mener Pia Olsen Dyhr, som heller ikke lægger skjul på, hvilken negativ rolle en politisk uerfaren Helle Thorning-Schmidt og en strategisk skånselsløs Margrethe Vestager spillede i forhold til SF’s politiske råderum i regeringen. Dyhr er i det hele taget hård ved Helle Thorning-Schmidt, som hun grundlæggende ikke mener havde noget politisk projekt ud over at blive statsminister.

Overraskende nådig er hun i sin beskrivelse af Annette Vilhelmsen, som hun kalder »et sødt og oprigtigt menneske«, en uerfaren politiker, som overtog et parti, der allerede havde kurs mod katastrofen. Gennemgangen af forløbet omkring DONG-sagen er et absolut smertefuldt højdepunkt i bogen. Hun indrømmer, at ingen i partiets top så skandalen komme, »hvilket kan forekomme næsten ufatteligt«, som Thomas Larsen ukarakteristisk markant vurderer.

Legetøjet var måske ikke lige den overraskelse, du havde ønsket dig, men så er der stadig chokoladen. Det er det gode ved kinderæg. Pia Olsen Dyhr – mønsterbrud og opbrud er ikke vellykket som hverken afrundet personlig biografi eller politisk visionspapir. Men som politisk samtidshistorie og insiderblik på nogle af de allermest skelsættende politiske dramaer i nyere tid – venstrefløjens konfliktfyldte forhold til EU og udlændingepolitik, salget af DONG og SF’s ydmygende nederlag som regeringsparti som symbol på en parlamentarisk venstrefløj i ideologisk krise – er det en virkelig spændende læseoplevelse.

Thomas Larsen: ’Pia Olsen Dyhr – Mønsterbrud og opbrud’. Gyldendal, 352 sider, 300 kroner