Læsetid: 3 min.

Revolutionen æder sine egne børn i ’To minutters stilhed’

Det får alvorlige konsekvenser, da en gymnasieklasse i 1950’ernes Østtyskland beslutter sig for at vise sin respekt for faldne oprørere i Ungarn i Lars Kraumes engagerende drama, ’To minutters stilhed’
En gymnasieklasse i 1950’ernes Østtyskland får problemer med ikke bare de lokale myndigheder, men selveste undervisningsministeren, da de beslutter sig for at ære faldne oprørere i Ungarn med tominutters stilhed i Lars Kraumes inciterende drama.

En gymnasieklasse i 1950’ernes Østtyskland får problemer med ikke bare de lokale myndigheder, men selveste undervisningsministeren, da de beslutter sig for at ære faldne oprørere i Ungarn med tominutters stilhed i Lars Kraumes inciterende drama.

Angel Films

8. november 2018

Kontrarevolution. Det er et ord, som undervisningsministeren ynder at bruge om den flok elever, der i en gymnasieklasse i Stalinstadt i Østtyskland i 1956 formaster sig til at holde to minutters stilhed for de faldne revolutionære kammerater, som lige har forsøgt at smide russerne ud af Ungarn.

Undervisningsministeren vil for enhver pris have fat i hovedmændene bag denne såkaldte kontrarevolution i gymnasieklassen. 

For ham er der ikke noget farligere end samfundsundergravende kræfter, som ikke vil indordne sig under de gældende regler. Det kunne jo i værste fald udvikle sig til en revolutionær bevægelse som den i Ungarn, der blev trampet under fode af russerne og deres kampvogne.

Det begynder ellers ret fredeligt i Lars Kraumes virkelighedsbaserede film, To minutters stilhed, der har taget sin danske titel efter de to minutters stilhed, som Kurt (Tom Gramenz) får sine klassekammerater – nogle mere villigt end andre; ikke alle er lige så fritænkende som han – til at holde en morgen i klassen.

Pludselig indskydelse

Manifestationen skaber røre, men rektoren, en tidligere landmand, der efter Anden Verdenskrig har fået mulighed for at blive lærer, er en forstandig og fornuftig mand. Han slår det hen og beder samtidig eleverne om at tænke sig godt om, inden de gør mere ud af den stille protest. Han prøver at få dem til at forstå, at den formentlig vil få konsekvenser.

Eleverne selv får den idé, at de kan lade, som om de to minutter var en apolitisk hyldest til en kendt fodboldspiller, der angiveligt døde i urolighederne i Ungarn.

Umiddelbart en god idé, men uheldigvis er den regionale skolekommissær og altså også undervisningsministeren allerede blevet indblandet. Frygten for at træde ved siden af og blive klassificeret som klassefjende gennemsyrer den lille by, og man angiver hellere en kollega end risikerer repressalier.

Snart er det, der begyndte som en pludselig indskydelse, blevet til en principiel sag, der vil koste eleverne en studentereksamen og udstødelse af det gode selskab. Med mindre hovedmændene – deriblandt Kurt og hans bedste ven, Theo (Leonard Scheicher), og Theos kæreste, Lena (Lena Klenke) – melder sig.

Myndighedernes retorik i To minutters stilhed drejer sig om de unge bagmænds såkaldte forræderi mod den socialistiske stat, og de prøver at spille eleverne ud mod hinanden, samtidig med at de fremmaner en stemning af paranoia, hvor alle vogter på alle.

Kurts strenge far er byrådsformand og kræver blind loyalitet af sin søn. Alligevel er det nemmere for drengen at gøre oprør end for Theo, hvis far arbejder på det lokale stålvalseværk og drømmer om, at sønnen som den første i familien vil få en akademisk uddannelse.

Alvorlige konsekvenser

To minutters stilhed er i høj grad en dannelsesfortælling om en flok unge mænd og kvinder, som skal finde ud af, hvordan de vil leve deres liv.

Skal de følge i forældrenes fodspor eller vælge deres egen vej? Vil de sige undskyld for deres ’protest’ og underordne sig den socialistiske stat, der bedriver sindelagskontrol og reelt opfører sig som det fascistiske styre, den afløste i 1945? Eller vil de stå fast på deres principper, selv om det kan få alvorlige konsekvenser for dem og deres familier?

Filmen leverer en fascinerende skildring af et på papiret klasseløst samfund, hvor man ser på de intellektuelle og veluddannede med en vis mistro, mens arbejderne og bønderne er de sande patrioter. Men det er reelt et totalitært samfund, hvor nogle er meget mere lige end andre, og hvor myndighederne manipulerer med fakta og terroriserer borgerne for at få dem til at rette ind og sluge den store løgn.

De unge skuespillere er over en kam gode, og tidsbilledet er troværdigt, ikke mindst i de scener, hvor Kurt og Theo tager toget til Vestberlin for at gå i biografen – Berlinmuren er endnu ikke bygget – og oplever en helt anden, mere livlig verden, end de er vant til.

Lars Kraume, der tidligere har lavet Fritz Bauer: En fjende af staten (2015), er tilsyneladende i færd med at fortælle nogle af Tysklands kontroversielle og ’glemte’ historier, og To minutters stilhed er på én gang en tragisk og livsbekræftende film, som man både kan slå sig på og blive klogere af – også i dag, 60 år senere, hvor sandhed og principper er under pres.

To minutters stilhed. Instruktion og manuskript: Lars Kraume. Tysk (Biografer landet over)

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu