Læsetid: 3 min.

Er du en robot?

Lone Hørslevs nye digtsamling begynder som andenhånds post-poesi, men udvikler sig originalt og intenst
2. november 2018

Sammenfattet lovlig firkantet og alment abstrakt, men med behørig brug af citater fra digtene selv, handler Lone Hørslevs nye bog om alt det, vi ser, men ikke kan gennemskue. Om alt det, som vi ikke kan ændre. Om alt det, vi ser, men ikke kan genkende. Og om alt det, vi føler vi ikke kan ændre. Om afmagt og desperation, kort sagt. Men også om håb. Eller igen med digterens egne ord: »lad os dyppe os i livet og se / om vi virkelig kan give slip når vi elsker«.

Digtenes »vi« er, som det fremgår, på én gang kærlighedens og menneskehedens, på samme tid lokalt eller personligt og globalt eller ubestemt fælles. Derudover indskrives det i en aktuel digitaliseret og ’økokritisk’ kontekst. Man kan undersøge hvordan, blot ved selv at lave en liste over ord hentet fra samme semantiske felter. Fra dyreriget: reje, kamel, bjørn, isbjørn, sabeltiger, dovendyr – og vandmand. Og fra datateknikkens rum f.eks.: digitale fodspor, søgehistorik, IP-adresse, password, selfiestang, ansigtsgenkendelse, Messenger og Snapchat. Anvendt helt efter titlens opskrift, at »alt er data«.

Lige til at begynde med var anmelderen decideret skuffet over bogen, eftersom dens fire første tekster står i bundløs gæld til Inger Christensens Alfabet (1981) og for en overfladisk betragtning fremtræder som ret så ynkelig post-poesi i lighed med Peter Adolphsens og Ejler Nyhavns gakkede sonetkrans »Lummerhuledvalen« (Katalognien, 2009) og Martin Larsens fortænkte, forkrampede værk Parasitsonetterne (2017), som begge, som mange vil vide, snylter på et vist mesterværk i moderne dansk poesi. Men heldigvis får Hørslev hurtigt integreret det konceptuelle anslag i et mere tyngende personligt ærinde og skabt en på samme tid inklusiv og ekspansiv poesi-maskine drevet frem af hendes karakteristiske, meget lidt fredselskende skrivemetode.

Kendetegnende greb i hendes fremgangsmåde er (endnu en gang) brug af versaler og lange eller overmåde lange verslinjer; endvidere hakkende eller stammende genoptagelse af sidste led i en forudgående sekvens; forfjamskede selvafbrydelser samt brug af citerede replikker, som får det enkelte digt til at svaje mellem sin egen nutid og en (nylig eller fjern) oplevet fortid, såsom et skænderi foran en kiosk i Valby (Du er sindssyg!) eller en rasende opringning fra en ekskæreste.

Læg hertil en pågående og appellerende diktion – »Hvad gemmer du på høloftet, min skat? / Hvad gemmer du under burkaen, baby?« eller, andetsteds: »fly mig fluks dit brugernavn« og »er du sådan en app der kan tracke« – og læseren har noget så superbt og specielt som Hørslev Classic, kombineret med dyb økologisk bekymring og usikker selvkritisk anfægtelse ved at være stadigt mere rutineret bruger af en teknologi, der har anbragt sig mellem menneskene og gjort os til små maniske robotter. »Data er ligeglad med kærlighed, angst og jalousi, absurde størrelser, en lidt pinlig rest fra udkastet, skitsen: mennesket (luk mig ud).«

ET TRÆ KAN AMME ET TRÆ

Ved du at et træ kan amme
et træ? At et træ kan dø af
ulykkelig kærlighed, at et træ kan trække
grenene op i glemslen
og trække fortrængte minder ud
af hukommelsens mørkegrå sky? Hukommelsens mørkegrå sky
hvor de hvide svaner trækker linjer
som overskrifter
på et sprog
ingen mennesker længere forstår.
Hvad ligger der i skyen?
Tal til mig!

– Lone Hørslev

Muligvis kan digtsamlingens udsagn koges ned til to udråb og et stort spørgsmål. Det ene udråb lyder som ovenfor citeret: Luk mig ud! Det andet udråb er et fortvivlet Tal til mig! Og spørgsmålet (som selv er citat) angår vores menneskelighed og lyder: Er du en robot? Lone Hørslev stiller sig utvetydigt på håbets og det menneskeliges side, men hendes digte danner samtidig vidnesbyrd om, i hvilken grad vi i dag som en art lydige internetfunktionærer bebor et rum, der for længst er invaderet, verbalt og oplevelsesmæssigt. Sagt med optaktens (postpoetiske) ord: »Den dejlige himmel her / hen over Valby og duften fra bageren er data. Dødeligheden / det menneskelige vilkår er data og / dystopierne, duerne og Dropbox.« Her klang Inger Christensen særdeles hørbart igennem, men også den for Hørslev så typiske hverdagsforankring.

Samlingen, som er smukt og æstetisk ganske effektfuldt gennemillustreret af Julie Nord, består sådan set kun for seks tiendedeles vedkommende af tekst. Denne falder så i fire sekvenser, hvori den førstes og den sidstes titelbærende enkeltdigte udgør en dobbelt tematisk serie. Derimellem får vi en suite i ti sekvenser og et langdigt i to. Men på tværs af denne formelle uensartethed går lykkeligvis den samme kaosberedte, katastrofekompetente humor, koblet konstant til mild desperation.

Lone Hørslev: ’Dagene er data’. Med tegninger af Julie Nord. Rosinante, 95 sider, 200 kroner. Udkommer i 2. november 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu