Læsetid: 2 min.

Så er det jul i gammelfeminismeby

Årets julefilm er et brag af et eventyr, der både hidbringer julens glade budskab og udskriger et feministisk kampråb
’Julemandens datter’ er en herligt ambitiøst juleeventyrfilm – både hvad angår tema og fortælling.

’Julemandens datter’ er en herligt ambitiøst juleeventyrfilm – både hvad angår tema og fortælling.

Per Arnesen/ Scanbox

9. november 2018

Nu var stemningen lige så god til den årlige julefest i nisseland, hvor alverdens julemænd er samlet til middag. Og så står der en lille killjoy i deres midte og kræver at få lov til at gå i julemandsklassen, hvor det ellers kun er drenge, der kan optages. 

Pigen Lucia i Christian Dyekjærs Julemandens datter vil også trænes til at blive julemand, og i det traditionsrige julelotteri griber hun chancen, da hun vinder, og pisser ud over traditionerne, så samtlige nissemænd bliver lange i skægget. Hendes juleønske er at komme i julemandsklassen.

Det er starten på et ganske forrygende plot i en fantasifuld og eventyrlig fortælling. Julemandens datter skylder en del tak til Harry Potters magiske kostskoleunivers. Julegaverne er startpakker, som nisser laver om til julegaver med en besværgelse på latin, lærerne er bogstavelig talt gamle nisser, skorstene udvider sig, når de fortryllede kroppe kaster sig ned i dem, og bogstaver og tegninger kommer magisk til syne i bøgerne.

Men så er der det der med, at pigerne går til strikning og klejnebagning, mens drengene går til kanekørsel og en slags julemandsfemkamp. Ella Testa Kusk spiller Lucia med kølig og overbevisende retfærdighedssans. Hun smider forklædet i protest over de kvindagtige fags formålsløshed og gemmer sig på biblioteket, hvor hun taler med sin ven, bibliotekaren Litteramus (Kristian Halken), der med Dumbledor-agtig ro og klarsyn siger ting som:

»Dem der får ændret ting i verden, er dem der ikke gør som de andre.«

Kølig retfærdighedssans

Rektor og de andre gamle nisser i ældsterådet forsøger at holde Lucia ude af julemandsklassen ved at sætte hende på en umulig optagelsesprøve. Hun skal opfylde drengen Alberts (spillet af Peter Sejer Winther) ønske. Hans arkæologfar er blevet syg efter en skattejagt. Anders Brink Madsen er herlig som Alberts far, der er blevet mimrende sindssyg og tilsyneladende usammenhængende.

Med den åbenhed, som vi godt kan lide at forestille os, at børn har, hører Albert og Lucia de øjeblikke af fornuft, som opstår for Alberts far midt i al vanviddet. Sammen tager de afsted på en fantastisk jagt på en skat, og det der har gjort Alberts far syg. Lige i hælene har de konstant patriarkatet og andre tyveknægte.

Filmens scenografi er gennemført og nyder godt af de forskellige locations i Viborg, der bevarer gammelbystemningen fra nisseland. Der levnes plads til, at både biroller og hovedroller udvikler sig over den relativt korte og intense periode. Det er vidunderligt ambitiøst for en julefilm for børn.

Nogle af de seneste bølger af feminister vil nok anfægte den form for feminisme, der præger Lucia og andre nissekvinders kamp for retfærdighed. De vil være som mændene. De vil vinde på mændenes præmisser, anfægter i princippet ikke de maskuline værdier og går til grunde, hvis de forbliver henvist til kvindelige sysler.

Det er lidt gammeldags. Men man skulle da være et skarn, hvis ikke man glæder sig over, at så stærkt et feministisk budskab har fundet vej til årets hyggelige julefilm. For det er lige netop dér, en feministisk killjoy skal rejse sig op og ødelægge den gode stemning og sige: ’Nej, det er ikke en glædelig jul. Men det kan det blive.’

’Julemandens datter’. Instruktion: Christian Dyekjær. Manuskript: Uffe Rørbæk. Dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu