Læsetid: 5 min.

Så underlig har ’Kongens fald’ ikke været før

Det står hen i det uvisse, om den verdensberømte catalanske instruktør og scenograf Carlus Padrissas bombastiske og supersanselige, men også sært skramlede iscenesættelse af Johannes V. Jensens romanklassiker ’Kongens fald’ er fuldstændig forfærdelig eller faktisk helt genial. Det er en stor og mærkelig kvalitet
Det er stadig uvist, om opsætningen af ’Kongens fald’ er forfærdelig, fremragende eller bare begge dele

Det er stadig uvist, om opsætningen af ’Kongens fald’ er forfærdelig, fremragende eller bare begge dele

Miklos Szabo/Det Kgl. Teater

23. november 2018

Nogen kunne godt få et mindre ildebefindende over, hvordan Det Kongelige Teater og Aarhus Teater har grebet deres fælles opsætning af Johannes V. Jensens store danske romanklassiker Kongens fald an.

Man kan roligt kalde opsætningen en stor satsning. Ikke alene har teatrene sat en ung dramatiker, den 33-årige Henrik Szklany, der også stod for dramatiseringen af Frans G. Bengtssons bøger om vikingen Røde Orm til sidste sæsons store eventyrfamilieshow af samme navn, til at bearbejde Jensens episke mesterværk fra 1901 til Store Scene. De har også hyret en udansk instruktør og scenograf – nemlig catalanske Carlus Padrissa.

Padrissa er medstifter af det berømte eksperimenterende teater- og kunstnerkolletiv La Fura dels Baus. Han har også det spektakulære show, der åbnede De Olympiske Lege i Barcelona i 1992, på sit cv. De senere år har han især iscenesat operaer i totalteatralsk stil over hele Europa, heriblandt Richard Wagners gesamtkunstwerk Niebelungens ring.

Det siger allerede lidt om, hvilket bombastisk show man kan forvente sig af Kongens fald som teater. Og jeg er virkelig – stadig – ikke sikker på, om dette supersanselige, men også sært skramlede show er fuldstændig forfærdeligt eller faktisk helt genialt.

Sansechok

Johannes V. Jensens afgjort geniale roman udspiller sig i årene 1497 til 1535. Den handler om Limfjordsdrengen Mikkel Thøgersen, hvis livsbane og fald fra ung drømmer og student til voldsmand og soldat knyttes sammen med »Skaberen af Danmarks Mangel paa Historie«, kong Christian II’s fald fra magtens tinde.

Den er berømt for at dadle de vægelsindede og forstokkede danskere, for sine brutale beskrivelser af voldtægter, hesteslagtninger og henrettelser og for at blande historiske skildringer af Det Stockholmske Blodbad og adelens nedslagtning af 2.000 bønder under Grevens Fejde med overnaturlig og mytisk fantasi. Og også: give det danskeste landskab et lysende klart og særligt sprog, som ingen før eller siden har gjort det.

Måske er der ikke bare god grund til, at den længe planlagte filmatisering ikke er blevet til noget. Hvorfor overhovedet røre den roman, hvorfor ikke bare læse den (gør det!).

Måske fordi det overstimulerende sansechok, Padrissa har skabt til Store Scene, faktisk får Jensens dekadent dystre og poetisk prægnante vision til at virke lige så underlig og urovækkende i det 21. århundrede, som romanen må have gjort i det 20.

Padrissas ekstravagante exces af avanceret artisteri og artificiel teknologi er ikke en type teater, vi er vant til at se på danske scener. Der foregår tusind ting på Padrissas scene. Mens nogle fremfører en dialog, laver andre en slags kunstperformance i baggrunden, hvor kroppe, der hænger i kæder, pakkes ind i plastik, skæres op og skæres ned.

Sceneteknikere bakser de overdimensionerede mekaniske konstruktioner i den skulpturelle og multifunktionelle scenografi rundt på scenen, altimens skuespillerne fremfører scener, skvulpende, kæmpende og plaskende i tanke og pøle af vand, badet i farver og former og flader af lys og lyd. 

Hakkende, loopende og glitchede videoprojektioner af blomster og kroppe knitrer på store skærme både bag og foran scenen. Skuespillernes ansigter projiceres også op på skærme, ridsede og rystede. De spiller på store plateauer og i fletbure, der hænger som installationer fra loftet.

Der er lidt David Lynch over det hele, lidt von Trier og lidt Ringenes Herre. Der er kroppe i læder og nitter og andre i dyrekostumer. Der er kroppe, der går bagvendt på alle fire og vrider sig i bunker og sære formationer. Cirkusakrobatisk, utroligt, fletter Padrissas artister deres kroppe sammen med hinanden til de heste, der er så mange af i romanen, og falder, slagtet, fra hinanden igen. Padrissas mareridtsshow er én stor illusion, der konstant overstyrer, krakelerer og kollapser.

Szklany på sin side har komprimeret Jensens roman samvittighedsfuldt. På trods af alt det, der foregår på scenen og rundt i salen, når skuespillerne og artisterne bevæger sig ud blandt publikum, fungerer forestillingen som fortælling. Det er både fortælleteknisk praktisk, tankevækkende og tidssvarende, at Szklany har tilpasset romanen og dens uhyggelige slægtshistorie, så frugten af Thøgersens hævnvoldtægt, hans uvedkendte barnebarn, den døve og stumme Ide, er blevet historiens altseende fortæller. Højtideligt og helt i hvidt binder Maria Rossing i den rolle fint det hele sammen. Også kongens illegitime barn, den uhyrlige skabning Carolus, som en gal/genial videnskabsmand/troldmand, har Szklany givet stemme med en mystisk monolog om altings kosmiske sammenhæng.

Kitschet kvalitet

Man kunne godt kalde det hele kitschet. Eller netop skramlet. Der er mange ord i stykket, men den relativt sparsomme dialog, der er, er næsten løs i det. De mange ’transportscener’, hvor skuespillerne – efter at have leveret deres replikker i stilhed – går af eller et andet sted hen på scenen, virker næsten overlagt langtrukne.

Joen Højerslev, der spiller Thøgersen, har langtfra den fysiske fremtoning og stemmekraft, som Peter Plaugborg, der egentlig var bestemt til rollen, har. Det gør ham for så vidt til en god Thøgersen, for Jensens antihelt er netop ikke noget supermenneske. Men ofte overdøves både han og de øvrige skuespillere næsten af skærende violiner, rumlen og knagen. Er det meningen? Er det illusionen, der overstyrer, krakelerer og kollapser?

I alle tilfælde er der noget skævt og off ved Kongens fald på Det Kongelige Teater. Også i sin humor spiller stykket gerne på det platte. Padrissas underlige, urolige univers fremmedgør og drager én på en og samme tid. Det bliver en stor og mærkelig kvalitet: At det må stå hen i det uvisse, om Padrissas fortolkning af Johannes V. Jensens roman er forfærdelig, fremragende eller bare begge dele.

Det virker, som om nogen på Det Kongelige og Aarhus Teater har villet tage de litterære klassikerfortolkninger et nyt sted hen denne sæson. Christian Lollikes tekstkritiske fortolkning af en anden nationalklassiker, Oehlenschlägers Aladdin, blev sablet ned og kaldt mislykket. Kongens fald vil helt sikkert også dele vandene. Men begge forestillinger er også dristige kombinationer af værker og instruktører. Og det er altså godt, at der ikke kun bliver satset på de små, men også på de store scener. Det er prisværdigt i sig selv.

Kongens fald. Det Kongelige Teater. Instruktion og scenografi: Carlus Padrissa. Tekst: Henrik Szklany efter Johannes V. Jensens roman. Med bl.a. Joen Højerslev, Peter Christoffersen, Alvin Olid Bursøe, Lila Nobel, Mikkel Becker Hilgart, Anne Plaugborg, Jens Andersen og Janus Elsig. Til den 21. december samt på Aarhus Teater fra den 10. januar til den 9. februar 2019.

’Kongens Fald’ har netop haft premiere på Det Kongelige Teater. Det aktualiserer et tilbagevendende problem for filmbranchen: Værket er på det nærmeste umulig at omskabe til film. Det måtte blandt andet instruktør Jesper Jargil sande.
Læs også
Østens mystik møder aktuelle samfundsdebatter og unødige provokationer i ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Oluf Husted
Malan Helge og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu