Læsetid: 3 min.

En sæbeboble af en bog

Pia Juuls tekster om og af Agnes Henningsen er en charmerende bagatel
23. november 2018

Den lille bog Let gang og lidt til præsenteres af forlaget som forfatteren Pia Juuls genskrivning af forfatteren Agnes Henningsens erindringer, men det er nok mere rigtigt at kalde den en citatmosaik om og af den ældre forfatter.

Juul har kurateret og sammensat små tekststykker fra Henningsens erindringer – oprindelig udgivet i fyrrerne og halvtredserne – og så også fundet små, pragtfulde øjeblikke i hendes og andres brevvekslinger og fra samtidens aviser.

Det er alt sammen meget charmerende, sprudlende og livfuldt – snarere end dybt – og også et både fint og forvirrende blik ind i tiden omkring århundredskiftet.

Det er fyldt med sladder og glad utroskab, sædelighedsfejder og moralsk forargelse. Det er fyldt med forfatternavne og skikkelser, der i dag er glemt, men som engang konsekvent blev anset for uforglemmelige.

Især i begyndelsen af Let gang og lidt til føles bogen også som et eksperiment: Hvad skal man egentlig fokusere på, når man fortæller et liv. Sammenklippet af Juul præsenteres Agnes Henningsens liv ikke som en fortælling, men snarere som et temperament, en måde at være i verden, som illustreres af denne serie af på én gang højspændte og perlende-lykkelige situationer. Se bare her:

»Mens jeg studerede sidebordet fik jeg noget stukket i hånden. Jeg kunne se på hr. Villem at det var fra ham. Det var en blyant svøbt i et notebogblad. Og på bladet stod: Vil De det samme som jeg?

Det havde jeg ikke ventet af den overlegne herre som var så glad for sin kone. Nå, noget unicum var han altså ikke. Jeg fik knap tid til at undre mig for at besvare det i en fart. Jeg skrev: Ja! Men med en anden!«

Præcis hvem hr. Villum faktisk er fremgår ikke af Juuls udklip. I det hele taget mister man hurtigt overblikket i Let gang og lidt til, i al fald i første halvdel.

Det virker labyrintisk at følge med i, hvem Agnes nu er forelsket i, hvem hun er venner eller ikke er venner med, hvem der egentlig er utro med hvem. Men det er så også mindre vigtigt, det er de livlige replikker og hurtige brevvekslinger, der er afgørende. Det er det at have plirrende øjne og være fuld af følelser.

I bogens anden halvdel bliver citaterne mere optagede af at følge begivenhederne i Henningsens liv: de forskellige bogudgivelser, kontroversen i 1918 – hvor Agnes Henningsen først blev indstillet til et livsvarigt kunstnerlegat og så alligevel ikke fik det, fordi forfatterskabet var ’umoralsk’ – hendes giftermål med den nu glemte forfatter Simon Koch, anerkendelsen efter Anden Verdenskrig.

Udklippene fra Agnes Henningsens erindringer er usædvanligt festlige. De er som en lang flirt med livet. Alligevel er den stærkeste – desværre så også mest ondskabsfulde – passage i Let gang og lidt til ikke skrevet af Henningsen selv, men af Betty Nansen, skuespillerinden. I et brev fra 1906 forklarer hun hen over flere sider sin mand Peter Nansen, hvorfor hun overhovedet ikke vil spille hovedrollen i Henningsens teaterstykke Elskerinden:

»Sagen er, at bemeldte Dame i de sidste 6-7 Aar har virket rentud modbydelig på mig. – Ja, jeg har intet andet Ord. Det er hendes Mund. Den paavirker mig paa samme Maade som et Par Hunde der parrer sig paa Gaden: Jeg faar Kvalme.«

Og som om det ikke er voldsomt nok, får forfatteren Henningsen denne svada:

»Hvorfor skriver fru Henningsen? For at henlede Publikum på hendes – aldrig højt nok skattede – Ynder. Som Inderen betragter sin Navle saaledes betragter hun sine Kønsdele, hvilket for hende er ensbetydende med Følelser.«

Det er et brev, der er gennemvædet af bitter galde og af et temperament ret modsat Henningsens flagrende, springende, livsglade pen. Med jo ikke mindre energisk af den grund. Det står godt som modvægt til det let forelskede blik, der ellers præger et projekt som Let gang og lidt til. Endelig giver det – og de andre citater fra Henningsens samtid, begejstrede eller rasende – en smule tyngde til noget, der ellers mest er en charmerende bagatel, en sæbeboble af en bog.

Jeg mener: Gyldendal genudgiver i disse måneder Agnes Henningsens erindringer i to dobbeltbind. Det er selvfølgelig sjovt at få Pia Juuls særlige udvalg, og også sjovt at tænke på forbindelserne mellem Juuls og Henningsens måde at skrive på. Men det er de andre tekstbidder, der giver denne bog sin eksistensberettigelse.

Pia Juul: ’Let gang og lidt til’. Donna Wood Genskrivninger bind 4. Arena. 150 kroner

I Pia Juuls seneste digtsamling lægger hun ud med et femsiders prosadigt. Det starter i New York og slutter på Vesterbro, og overalt registrerer det den samme trøstesløshed: mennesker, der tigger på gaden, og et jeg, som bare passerer forbi.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu