Læsetid: 3 min.

Skat, du er så dragende, når du afgifter narkomaner: Parforholdet dominerer (alle) i femte afsnit af ’Herrens Veje II’

I anden sæsons afsnit fire forvandlede ’Herrens Veje’ sig til et usædvanligt vellykket, omend meget typisk dansk drama om sorg, fortrængning og parforholdsskærmydsler i den smukke middelklasse. I femte afsnit bliver narkomanen Svend midlet, der skaber romantisk forsoning mellem hovedpersonerne. Det viser, hvad den blinde vinkel i den slags dramaer er
Johannes (Lars Mikkelsen) kan gennem den loyale kirketjener og eksnarkoman Svend (Joen Højerslev) vise sin kone Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen), at han fundamentalt set er et godt menneske, der går langt for sin næste.

Johannes (Lars Mikkelsen) kan gennem den loyale kirketjener og eksnarkoman Svend (Joen Højerslev) vise sin kone Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen), at han fundamentalt set er et godt menneske, der går langt for sin næste.

Tine Harden

12. november 2018

En uge efter det fjerde og suverænt bedste afsnit af Herrens Veje føles det stadig lidt som en gåde: At en dansk søndagsdramaserie, der fra sin begyndelse slog sig op på noget så forfriskende som spiritualitet og gjorde kristendommen til den selvfølgelige kerne for det moderne liv (en forfriskende kontrast til at gøre kvindemord i et tåget København til spejl for Danmark) skulle vise sig allerstærkest, når de teologiske brydninger trådte i baggrunden.

Indtil da havde dramaet virket bedst, når middelklasseskærmydslerne blev oversvømmet af det skamløst religiøse og/eller vanvittige. Men nu kom vi i stedet helt tæt på stor sorg og kærlighedsfortvivlelse og forsoningslængsel hos smukke mennesker i smukke hjem med kunst på væggene.

Mere klassisk materiale til et dansk drama kan man knap finde. Men/og det var virkelig vellykket udført.

Lars Mikkelsen, der over 15 afsnit med skiftende instruktører har skullet spille virkelig mange nuancer af Johannes, et patriarkalsk og momentvist beåndet røvhul med en sympatiserbar blød kerne et sted derinde, excellerede pludseligt i sin rolle som en gammel far så gennemsyret af selvbebrejdelse og skyldfølelse, at selv tanken om at skulle røre ved moren til hans døde søn kunne give ham kvalme.

Og Fanny Louise Bernths rolle som forvirret sørgende enke, lægen Emilie, fanget i en irrationel klyngen sig til det rationelle, brød nu med den stenhårde fornuftstankegang og opsøgte sin psykiater (Lars Ranthe) – for at kysse.

Hvordan kan de to smukke mennesker have så meget intens øjenkontakt uden at smile forfjamsket, har man (jeg) netop tænkt i alle sæsonens intense scener mellem de to. Det føltes nærmest demonstrativt og originalt at holde dem fra hinanden, at insistere på, at den vise ældre mand og den iltre, smukke, yngre kvinde ikke per dramalov skal finde sammen – bare fordi de fører gode samtaler.

Men nogle gange vil man hellere have sukkerknalden end den bitre modgift, viste det sig. Så nu er de to en ting – endnu en dosis kærlighedsbøvl til kaffen.

Funktionen Svend

Fjerde og bedste afsnit af Herrens Veje skabte altså undren over, hvordan det typiske kan trumfe det, der vil bryde med klicheerne.

Femte afsnit, derimod, gør det modsatte. Her fylder parforholdsskærmydslerne så meget, at det ufrivilligt tåkrummende drukner den ellers knugende sidehistorie om Johannes’ loyale kirketjener, eksnarkomanen Svend, der ender tilbage på sprøjten i julesorg over ikke at kunne blive forsonet med sin nu voksne datter.

Svend (Joen Højerslev) har gennem hele Herrens veje spillet en diskret birolle, der konstant flagrer i periferien af dramaet, og hvis primære funktion har været at minde os om, at Johannes (og kirken) – trods alle fejl og mangler – har gjort en afgørende forskel for nogen. Han har også fremstået som et underligt latterlig og (for) godmodig figur – på grund af sin ukuelige kamp for at passe på den kirkelige patriark og institution, der konstant er ved at implodere i drama. 

Nu hvor Svends indre liv, hans skrækkelige erindringer i flashbacks om at svigte sin ulykkelige lille datter, bliver eksponeret, bliver han atter reduceret til en funktion: Nu skal han ikke være med til at promovere og bevare kirken, han skal redde Johannes’ og hustru Elisabeths (Ann Eleonora Jørgensen) forhold.

For mens han ligger og raller inde på præstegårdens gæsteværelse over sin kolde tyrker, bliver han også et fælles projekt for ægteparret, der har været så adskilt, og som ikke har haft sex i halvandet år: Johannes kan gennem Svend vise Elisabeth, at han fundamentalt set er et godt menneske, der går langt for sin næste. Og Elisabeth kan vise Johannes, at hun er en stærk og handlekraftig kvinde, der med urmodelig visdom kan holde et hjem – selv et med en syg narkoman. 

I én scene, der vel er et slags vendepunkt for deres forhold, snupper Elisabeth drilsk Johannes’ pølsemad fra tallerkenen og sutter kælent smør af fingeren, mens hun snakker om, at det nok er bedst at invitere Svends datter på morgenmad. 

Så henter hun en øl fra køleskabet, drikker frækt af flasken, og med ét vækkes et flammende begær i Johannes, og så knalder de to lystigt – og charmerende klodset – på køkkenbordet.

Jeg er ikke sikker på, at Price og episodeinstruktør Louise N.F. Friedberg selv ser, hvor selvoptaget et portræt, de her tegner af middelklassens parforholdsskærmydsler. I hvert fald ønsker jeg mig pludseligt tilbage til det religiøse, det vanvittige, det ikke-så-typiske-danske drama igen. Det, hvor dramaloven ikke foreskriver, at den vigtigste drift bør være at få kernefamilien til at hænge sammen på ny.

’Herrens Veje II’, afsnit 5. Koncept: Adam Price. Instruktør: Louise N.D. Friedberg. DR1. Søndage kl. 20.00.

Serie

Information anmelder ’Herrens veje II’

Den dysfunktionelle præstefamilie er tilbage på skærmen – nu uden lillebror August. Vi anmelder alle afsnit af Herrens Veje II.

Læs anmeldelserne af første sæson her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Frede Jørgensen
Ejvind Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wind-Willassen

Hvorfor skal det altid være sådan i Information at parforhold skal have en på tuden.
Anmelderen glemmer vist at verden består af ret mange parforhold.
Nogle med mange problemer, andre med færre.
Selvoptaget portræt - af middelklassen skriver anmelderen.
Det er vist mere anmelderen der er selvoptaget.

Serien kommer hele vejen rundt og mister derved sin totalitet - indtil nu.
Måske er der en pointe, som viser sig til sidst - at Christian efter sin rundtur i Tibet og ude i grusgraven vender tilbage til kilden og blive præst i en frikirke.

Marianne Ljungberg

Det er ikke "parforhold" der får "en på tuden"! Det er konceptet. Produktionen er god, fortællingen vil det hele og bliver derfor uvedkommende. Det er soap og kan fortsætte i det uendelige.....

Henrik Ljungberg