Læsetid: 2 min.

’Sommerfuglene’ er en hverdagsabsurd rejse tilbage til barndommens landsby

Selv om balancen mellem drama og komedie indimellem skranter i Tolga Karaçeliks særegne ’Sommerfuglene’, er det værd at tage med på filmens uforudsigelige søskendetur
Det er værd at tage på uforudsigelig søskendetur i Tolga Karaçeliks særegne ’Sommerfuglene’.

Det er værd at tage på uforudsigelig søskendetur i Tolga Karaçeliks særegne ’Sommerfuglene’.

Another World Entertainment

30. november 2018

En astronaut strejker sammen med sine kolleger over, at Tyskland bruger formuer på at træne dem til rumfærd, men aldrig lader dem komme af sted. På TV sætter han dramatisk ild til toppen af en hjemmelavet rumdragt for at understrege situationens alvor.

Scenen er sjov og får hurtigt og skævt præsenteret den første af de tre søskende, Cemal (Tolga Tekin), som Tolga Karaçelik vil sende os på tur med i sin tredje spillefilm, den tyrkisk-tyske Sommerfuglene.

De næste scener præsenterer Cemals lillesøster Suzan (Tuğçe Altuğ), der er i et frustrerende ægteskab med en mand, som konsekvent ikke lytter. Det etableres hurtigt med en restaurantscene, hvor hun vil skilles, mens han er mere optaget af problemer med sine underleverandører. Lillebror Kenan (Bartu Küçükçağlayan) har også problemer. Efter nogle mindre TV-roller består hans skuespilkarriere nu af at lægge stemmer til folks dyrevideoer på nettet.

De tre søskende har ikke set hinanden i mange år, og man er ikke i tvivl om, at der nok skal blive konflikter, når de stuver sig ind i en bil med kurs mod deres døende fars lille tyrkiske landsby.

Deres fortid rummer også konflikter, og Karaçeliks manuskript doserer afsløringen af dem fint i løbet af deres rejse fra by til land, eller måske snarere fra deres kaotiske voksenliv tilbage til stedet for deres barndoms traumer.

Tvivlere og tragedier

Der er mange morsomme øjeblikke på turen, som ikke mindst består af et ihærdigt indtag af raki (tyrkisk anislikør, red.) og en god portion nostalgisk hjemstavnspop om at kunne tilgive sin (nok så uduelige) far og deslige. Der er også en del kværuleren.

Da man begynder at blive lidt træt af at se søskendetrioen i den klaustrofobiske bil, kommer de heldigvis uventet hurtigt frem til landsbyen. Her er der nye løjer i form af eksplosive høns og en vægelsindet imam, som har det med højlydt at dele sine tvivlende trostanker på de mest upassende tidspunkter.

Fortiden rummer en tragedie, som har præget de tre søskendes liv, men Karaçelik er ikke interesseret i at grave alt for dybt i den. Heller ikke selv om det tydeligvis har formet deres liv, hvem der egentlig husker hvad.

Balancen mellem dramaet og komedien er især svær i den sidste del af Sommerfuglene, men historien slipper af sted med meget på grund af de tre søskendes strålende spil og mange uventede indfald. Filmens titel stammer således fra, at landsbyen hvert år bliver overvældet af sværme af døende sommerfugle. De aflægger et veltimet, poetisk visit, da familiedramaet ellers er på sit højeste.

Ikke mindst filmens slutning er herligt overraskende. Her opsøger de tre søskende på foranledning af et brev fra deres far en blind hyrde under et træ og forventer vise ord. De viser sig at være forløsende på sin egen hverdagsabsurde måde. Det er helt i den eklektiske ånd i Sommerfuglene, som blev belønnet med juryens store pris på Sundance filmfestivalen i januar.

’Sommerfuglene’. Instruktion og manuskript: Tolga Karaçelik. Tyrkisk-tysk (Gloria og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Aarhus, Cafe Biografen i Odense m.fl.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu