Læsetid: 4 min.

I sorgorkanens øje

At finde tilbage til livet gennem svampe
Forfatter og antropolog Long Litt Woon er aktuel med bogen ’Om svampe og sorg. Stien tilbage til livet’.

Forfatter og antropolog Long Litt Woon er aktuel med bogen ’Om svampe og sorg. Stien tilbage til livet’.

Jens Dresling

23. november 2018

På originalsproget hedder bogen Stien tilbake til livet – Om sopp og sorg. At der er byttet om på dansk, så undertitel er blevet til titel og vice versa må være af layoutmæssige årsager, for som titel virker Svampe og sorg mærkeligt klodset. Umiddelbart har de to elementer lige så meget med hinanden at gøre som karklude og kærlighed eller taxaer og tilgivelse, der er tilsyneladende intet der forbinder dem.

Det er der så alligevel. Svampe bliver for den norsk gifte, malaysiske antropolog, Long Litt Woon, stien tilbage til livet, da hun uden varsel mister sin mand, som falder død om en tidlig morgen på sin arbejdsplads, 55 år gammel.

Det er et sjældent rammende signalement af sorg, Long Litt Woon skriver frem, man mærker sorgen helt ind i sine egne knogler.

»Sandheden var, at jeg ingenting følte. Hvis det var anatomisk muligt, ville jeg beskrive det, som at mit hjerte var gået af led … hver en celle i mig var i alarmberedskab og kørte på adrenalin ... Jeg fandt ikke de ord, jeg havde brug for til at beskrive, hvordan jeg havde det, ord som jeg kunne holde fast i. I sorgorkanens øje er der ingen ord.«

Hun havde det, som om hun var visnet indefra, tilbage var kun en svagere, dummere og askegrå udgave af hende, skriver hun. Hun spekulerede på, om hun havde brug for stærkere briller, hun hørte ikke, hvad der blev sagt, lugtesansen forsvandt, maden smagte af pap, og flere gange stod hun foran sin hoveddør uden at vide, hvilken nøgle, der var den rigtige.

Her er det, svampene kommer ind. Long Litt Woon melder sig til et svampekursus og bliver dybt fascineret af svampenes mangfoldige verden, deres egenskaber og eventyrlige udseende. Svampene vækker hendes sanser til live igen.

»Da jeg blev tvunget til at sanse på nye måder, holdt jeg gradvis op med at betragte mit liv som enke udefra og begyndte stille og roligt at tage fat på mit eget liv.«

Læseren får del i denne rejse med beskrivelser af de forskelligste svampe, hvilket også sprogligt sender én på eventyr, omgivet af spids nøgenhat, kegle-morkel, vårmousseron, kæmpe-ridderhat, stor parasolhat, violet ametysthat og klumpfod med en intenst karminrød stok, dækket af et groft netmønster. Mens man læser sig igennem et univers, der synes skabt af lige dele Elsa Beskow og brødrene Grimm, arbejder Long Litt Woon sig langsomt gennem sorgen.

»Forløbet er snørklet, og såkaldt fremgang sker, når det passer sorgen, ikke når det passer dig,« forklarer hun. Parallellen til at finde sjældne svampe er næppe tilfældig.

Samtidig fornægter antropologen sig ikke. Hun deler folk op i ’mykofile’ – som hende selv – og ’mykofobe’, der forbinder svampe med gruopvækkende gifte, som på et øjeblik sender hele middagsselskaber i dialyse. Hun iagttager sin reaktion, da hun første gang finder et hemmeligt svampested, som straks derefter røbes af en ubetænksom bekendt, og hun diskuterer – naturligvis – omgivelsernes forhold til døden, folks undvigelsesmanøvrer og misforståede opmuntringer.

»Vi lever i et samfund, der betragter døden som et medicinsk nederlag mere end som en del af livet,« konstaterer hun. Sorgen bliver en luksus, vi ikke har råd til, men Long Litt Woon er »fast besluttet på at ville unde sig selv sorgens luksus«.

Det gør hun helt ned i sproglige overvejelser over, hvornår hun er nødsaget til at tale i datid og hvornår hun kan tale i nutid, hvornår hun kan sige ’vi’ og hvornår ’jeg’.

Man bliver næppe så indfanget af svampejagt som Long Litt Woon, hvis ikke man er optaget af mad, og et af de første skridt ind i hendes nye liv bliver da også, at hun opdager, at hun nu selv kan vælge, hvad hun vil spise. I løbet af et langt samliv, var der ting, der var gledet ud af menuen, fordi en af dem ikke brød sig om det.

Efter en tid at have fundet sig selv siddende foran fjernsynet en fredag aften med en dåse makrel i tomat som eneste aftensmad, går det en dag op for hende, at hun nu frit kan spise auberginer, kikærter og artiskokker igen. I den første tid efter sin mands død tabte hun sig, efterhånden som sorgen finder frem ad sine stier, tager hun på igen.

Det er Long Litt Woons hudløse sans for de mindste detaljer i sorgarbejdet, der gør bogen så vedkommende og betagende at læse – selv om man er mykofob og aldrig ville drømme om at sætte tænderne i mærkeligt udseende troldeuhyrer, som er fundet ved foden af en birkestamme. Og selv om man indimellem keder sig lidt over de mange, nørdede udredninger af svamperiget. Alligevel hænger man på – og belønnes for det.

Mod bogens slutning beriges man med opskrifter, som både virker appetitlige og ikke specielt risikable. Man kan således lave bacon af en svamp ved navn shiitake ved at strimle den, blande med ekstra jomfruolie og groft salt og bage strimlerne i ovnen ved 175 grader. Jeg havde aldrig hørt om shiitake, men kan ved at google den konstatere, at den siden 2000 har overhalet champignon som verdens mest dyrkede svamp.

Appetitligt er også bogens udstyr: Hardback i to nuancer olivengrønt, der danner baggrund for kobberskinnende, let bugtede linjer og en kvart kobberskinnende svampehat som en sol i øverste, højre fjerdedel. Indeni æteriske, lysegrå svampetegninger i samme stil. Don Max-æstetikken fornægter sig ikke.

Long Litt Woon: ’Om svampe og sorg. Stien tilbage til livet’. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen, Don Max, 272 sider, 300 kroner

Seks nye danske bøger er nomineret til Montanas Litteraturpris 2018. Læs her, hvad det er for værker, og hvorfor de fortjener opmærksomhed – og måske en pris
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu