Stærke digte fra sorgen

Nicolaj Stochholms lille nye samling hedder Udenfor pesthospitalet og er dedikeret til hans far, Peter Heine. Dens digte løfter sig for alvor, når de meget direkte handler om farens sygdom og forestående død. Sådan er det, uanset om Stochholm skriver fra farens eller i det mindste fra dødens perspektiv, som han gør i flere af bogens første digte, eller om de lader digteren tale til faren, tale fra sorgens sted, sådan som det er i bogens tredje afsnit, »Sisyfosvariationer«.

I hele bogen mærker man på godt og ondt Stochholms særlige stil, det meget sikre arbejde med rytmen og linjeskiftene, musikaliteten, trangen til at hobe sproglige billeder oven på hinanden, forkærligheden for en klassisk lyriks nærmest svulstige højstemthed – igen: »Sisyfosvariationer«, der er et digt, som har fået navnet »elegi for en bjergside«. Men ofte nok forankres det i noget konkret, noget hverdagsligt eller en sorg, der formuleres rent og uden forsiringer.

Sådan lyder første halvdel af et meget smukt digt med den virkeligt kommunale titel »Lægesnak«:

»At den fjerne og første årsag
til denne cancer var og er
kroppens uendelige mulighed
i blodet er bakterierne stjerner
og vi tyder dem og ser mønstre
i kraniets store hvælvede rum
far, nu afbryder jeg dem
og spørger hvor lang tid
du har igen, far husker
du da vi kurede ned
fra klipperne i sandet
og landede i havet«.

Stochholm skriver digte stort set uden tegnsætning, og han arbejder med en syntaks, der ligesom flimrer – hører »i blodet« til »kroppens uendelige mulighed« eller til »er bakterierne stjerner«? Men det forvirrer ikke, det giver mere en form for sitren og en tøven i læsningen.

Og under alle omstændigheder kan jeg virkelig godt lide den måde, tonefaldet bevæger sig her fra de første verslinjers fordigtning af netop lægesnak, medicinernes irrelevante forklaringer hen over det pludselige billedudbrud og så videre til en sprogligt nærmest nedbarberet, desperat sorg.

Forbindelsen mellem kræftens vækst indeni og så stjernerne udenfor går igen i flere digte, både som et billede på det indre kosmos, vel, men også som en måde at sætte videnskab og astrologi over for hinanden, medicinen og vores selvskabte, opdigtede verdenstolkninger:

»Enhver der har drukket for lidt
af astrologiens nektar kan ikke
se himlen for de hvide morfintræer«, som der står.

Et andet spor i bogen er så en form for selvopgør. Stochholm skriver gerne om, hvordan digtning og liv modarbejder hinanden. »undskyld fordi jeg har været/ så skamløst optaget af mig selv/ mit jeg og mine virkeligheder/ at de ikke gav plads til mit liv« hedder det, som om digterånden og eksistensen faktisk ikke rigtigt giver plads til hinanden. Og det især ikke, forstår man, for den midaldrende mand, der nu må gøre op med sin ungdoms kækt-ødelæggende overmod.

Jeg må indrømme, at jeg bedre kan lide det opgør, når det kommer til udtryk i stilen, i bruddene mellem det opulente og det renfærdige, og ikke bliver endnu et emne, Stochholm kan skrive højstemt og lidt abstrakt om, uden blik for det ufrivilligt komiske. Som i et digt i bogens fjerde og sidste afsnit, hvor han griber om »sin halvhårde anden pen« for, nåja, at onanere dødsangsten bort.

Det er ikke alle digte, der rammer rent i Udenfor pesthospitalet. Men en del gør, og gør det stærkt og bevægende. Det er egentlig nok.

Nicolaj Stochholm: Udenfor pesthospitalet. Gyldendal. 55 sider. 150 kroner