Læsetid: 4 min.

To unge hanaber i en lille dansk flække og en livsomvæltende begivenhed

Efter to bemærkelsesværdigt fine ungdomsserier spillefilmsdebuterer Martin Skovbjerg med en skildring af et venskab mellem to teenagedrenge, der hærger rundt med et kamera i en lille dansk by. ’Brakland’ kombinerer rå musikvideoæstetik med klassiske ungdomsfilmstemaer, men lykkes ikke med at holde intensiteten oppe på det høje niveau, filmen sigter efter
Efter to bemærkelsesværdigt fine ungdomsserier spillefilmsdebuterer Martin Skovbjerg med en skildring af et venskab mellem to teenagedrenge, der hærger rundt med et kamera i en lille dansk by. ’Brakland’ kombinerer rå musikvideoæstetik med klassiske ungdomsfilmstemaer, men lykkes ikke med at holde intensiteten oppe på det høje niveau, filmen sigter efter

CAP/MFS

22. november 2018

Hovedpersonen i Martin Skovbjergs første spillefilm, Brakland, Simon (Jonas Bjerril), er en stor dreng eller en ung mand. Bredskuldret og langlemmet på den måde, hvor det ligner, at han ikke har vænnet sig til de sidste fem-ti centimeter af armene og benene endnu.

Simon ankommer til Vesterby, en lille flække et sted i Danmark, siddende på bagsædet i sine forældres bil. De er læger og flytter nu på landet fra København. Eller, de og de, i første omgang er det hans mor (Patricia Schumann), der slår sig ned sammen med Simon i et lånt hus med udsigt over markerne og underligt gammeldags inventar, et intakt dødsbo måske. Faren (Benjamin Kitter) bruger det meste af sin tid tilbage i byen, hvor han afvikler deres gamle lægepraksis og vist også nyder friheden fra familien. 

Hvordan landet egentlig ligger er ikke tydeligt fra starten. Faktisk er det decideret og markant utydeligt, idet kameraet, styret af colombianske David Gallego, i de første scener kun stiller klart på Simon. Vi er helt oppe i nakken på ham og ser ham over skuldrene, hvor alt bare er sløret. Forældrene på forsædet, læreren og de andre elever i den nye klasse, han skal gå i, landskabet omkring ham.

Sådan er filmen så villig til at bruge særlige greb og måder at fortælle på med kameraet og ikke mindst lydsiden, der består af hidsig, kradsende elektronisk støj produceret af producertrioen AV AV AV, som instruktøren selv er en del af.

Braklands æstetik minder mere om musikvideoer fra den mindst poppede del af musikmiljøet end om en traditionel dansk ungdomsfilm. Og så er der alligevel noget genkendeligt over den historie, filmen fortæller om en overgang til voksenlivet, der falder sammen med et nyt og intenst venskab, der kommer til at stå sin prøve, da en livsomvæltende begivenhed, jeg ikke vil komme nærmere ind på, finder sted. 

Drama på højttalerfabrikken  

I Simons klasse går den ekstremt konfliktopsøgende Bjarke (Vilmer Trier Brøgger), som er søn af direktøren for byens største arbejdsplads, en højtalerfabrik. Faren, Johannes (Uffe Rørbæk), er også en sløret skikkelse i baggrunden eller helt uden for billedet i det meste af filmen, mens Bjarkes mor er en flirtende, jointrygende femme fatale, som Simon ikke kan få øjnene fra.

Bjarke er vant til at passe sig selv og gøre, som han vil. På Bjarkes initiativ bliver de to makkere i et skoleprojekt, som handler om at dokumentere deres lokalmiljø.

Med den rastløse provinsteenagers foragt for sin egen hjemstavn gennemtrumfer Bjarke, at de skal lave en parodi på en naturfilm, der beskriver Vesterbys indbyggere som primitive aber, der kun tænker på sig selv, og hvis naturlige habitat er højttalerfabrikken.

Filmprojektet bliver en måde for den grænsesøgende Bjarke og den lidt viljeløse, men også legesyge Simon at mødes på, og så udarter det sig ellers til et voyeuristisk projekt, der især fokuserer på Bjarkes voksne begærsobjekt Valentina (Natalie Reyes), der arbejder på fabrikken, og på Johannes og nogle problemer, der er ved at komme til syne på fabrikken. 

En del af scenerne viser de to nye venner gøgle rundt for hinanden og for kameraet. Abeadfærden er en tilbagevendende reference, der bliver dyrket lidt for alvorligt til at have karakter af spøg. De to er jo også bare unge hanaber, der går rundt og positionerer sig blandt lillebyens andre hanaber.

I stedet for at banke sig på brystet, nidstirrer Bjarke sine klassekammerater og truer med at gøre dem fortræd. Simon deler hans interesse for rus og vildskab, men ikke hans drift mod voldelige sammenstød, og prøver at holde ham tilbage og sige fra. Det er i historien om et venskab, der både gør Simons verden større, men også præsenterer ham for et for ham hidtil ukendt mørke, at Brakland minder mest om traditionelle danske ungdomsfilm som Zappa (1983) og Den kroniske uskyld (1985).

Bjarke falder i en række scener ind i et gorillalignende bevægelsesmønster og aber rundt på alle fire rundt om familiens pool med et mørkt og ildevarslende blik. Abebevægelserne bliver i løbet af filmen til en metafor for en potentielt destruktiv ustyrlighed, som Bjarke ikke har fra fremmede.

Det er ikke, fordi filmen opererer med en overnaturlig dimension, som f.eks. Ali Abbasis biografaktuelle Grænse gør det. Det, vi ser, er snarere en labyrintisk forestillingsverden bestående af forskellige maskulinitetsbilleder og fantasier, lidt som i sidste års Vinterbrødre, hvor hovedpersonen havde en soldaterfantasi kørende parallelt med sine problemer på realplanet. Skellet mellem realplan og fantasi er dog en del mere sløret i Brakland

Martin Skovbjerg har tidligere lavet fine, særegne serier som Anton 90 (2015) på DR 3, som indtog sin hovedpersons, en ung slackermands, synsvinkel så konsekvent, at man aldrig så hans ansigt, og webserien Fastland, der var finansieret af en alkoholkampagne målrettet unge, men som ikke moraliserede det mindste.

Sidstnævnte havde Braklands manuskriptforfatter, Christian Gamst Miller-Harris også skrevet. Mens Fastland udmærkede sig ved en usædvanligt troværdig skildring af ung gruppedynamik, stikker Brakland i flere retninger. Som spillefilm betragtet er den lidt rodet i det. Det er, som om intensiteten har været prioriteret så højt i hver eneste scene, at der ikke er tid til at bygge spænding op.

’Brakland’. Instruktion: Martin Skovbjerg. Manuskript: Christian Gamst Miller-Harris. Dansk. Vises i Empire Bio og Øst for Paradis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu