Læsetid: 6 min.

Alt det, Trump ødelægger, når han siger, han vil dræne sumpen og angribe systemet

Michael Lewis har skrevet en tankevækkende hyldest til dem, som ingen forsvarer: Amerikas embedsmænd- og kvinder
Michael Lewis har skrevet en tankevækkende hyldest til dem, som ingen forsvarer: Amerikas embedsmænd- og kvinder

Ritzau Scanpix

2. november 2018

Der er de trusler mod vores liv og vores samfund, som der bliver skrevet bøger og lavet film om. Terrorisme, voldtægt, narkotika, Nordkorea, organiseret kriminalitet og Iran.

Det er også de trusler, den amerikanske præsident Donald Trump taler om, når han slås for det gode og bekæmper det onde. Heltene er politimænd og soldater, handlingens mænd og kvinder.

Men så er der også de trusler, som vi ikke taler om, og det forsvar for vores liv, som ingen skriver heroiske fortællinger eller laver store film om. De ulykker, som ikke finder sted, fordi kompetente embedsfolk har forudset det og forhindret dem. Sygdomme, som ikke bliver til epidemier, og orkaner, der ikke kommer som chok, fordi de er blevet forudset af offentlige myndigheder.

»Vi fejrer ikke rigtig vores offentligt ansattes præstationer,« skriver den amerikanske forfatter og journalist Michael Lewis:

»De findes i vores samfund for at tage skylden.«

Michael Lewis, som tidligere har skrevet bestsellere om de vedtagne forbrydere i finanssektoren og de vedtagne helte i sportsverdenen, har nu selv skrevet en hyldest til de helte, som ingen andre bemærker, og en bog om de trusler, vi normalt ikke registrerer: The Fifth Risk, den femte risiko.

Bogen har fået sin titel fra en samtale, forfatteren havde med John MacWilliams, en topembedsmand i det amerikanske Energiministerium med den interessante stillingsbetegnelse: Chief Risk Officer.

MacWilliams fremhævede fem fundamentale risici for det amerikanske samfund: Nordkorea, Iran, Atomvåben, terror mod elnettet og det, han kaldte »projekt håndtering«. Det sidste henviser til de »eksistentielle trusler, som man ikke engang forestiller sig som risici«. De svarer til bomber med meget lange lunter, som måske, måske ikke, eksploderer i en fjern fremtid, hvis de ikke bliver håndteret. Det kan være en bro, der kollapser, hvis den ikke bliver repareret eller et lager med opbevaring af giftig affald, som kan lække og ødelægge naturen, hvis det ikke bliver plejet:

»De risici, vi burde frygte mest, er ikke de risici, som vi nemt kan forestille os,« skriver Lewis.

»Det er de risici, vi ikke tænker over«. Og det er dem, som Michael Lewis har skrevet om i bogen for at få læserne til at tænke over.

En anderledes advarsel

Michael Lewis’ bog er en relevant tilføjelse til de mange aktuelle bøger, som advarer mod alt det, Donald Trump kan ødelægge som amerikansk præsident: Vi har fået bøger om Trump som trussel mod vores styreform, den politiske kultur, den offentlige samtale, antiracisme, sandhed, videnskab og meget mere. Men The Fifth Risk er en anderledes advarsel, fordi den vil lære offentligheden, hvad det egentlig er, man angriber, når man angriber staten, og hvad man kan ende med at ødelægge, når man som Donald Trump kalder centraladministration for »sumpen« og lover at »dræne den«.

Det har for Donald Trumps forgængere været en opgave hævet over politiske konflikter og ideologiske modsætninger at sikre en stabil og oplyst magtovertagelse for den næste præsident. Den forrige republikanske præsident, George W. Bush, gjorde en stor indsats for at sikre, at de forskellige ministerier, regeringskontorer og styrelser var klar til at blive overdraget til Barack Obama, som til gengæld allerede et år inden, Trump kom til magten, påbegyndte forberedelser for den næste magtovertagelse.

Det er særligt i USA en stor opgave, fordi de demokratiske valgte politikere også skal ansætte deres egne embedsfolk i toppen af centraladministration, når de kommer til magten.

Inden han blev valgt som præsident, var Donald Trump ikke engang klar over, at overgangen fra en administration til den næste var en stor opgave i sig selv. Han havde ikke tænkt over det. Hans republikanske modkandidat Chris Christie opsøgte ham og forklarede ham opgavens væsentlighed. Som amerikansk præsident har man også ansvaret for, at hele den udøvende magt fungerer. Trump var først ligeglad med opgaven. Men så spurgte Christie, hvordan Trump troede, det ville tage sig ud på morgen-tv, hvis det kom frem, at han ikke havde sat et hold til at sikre magtovertagelse. Folk ville tro, at det betød, at Trump ikke troede, han ville vinde. Det var et vindende argument for Trump: Han ville ikke fremstå som den sikre taber. Han hyrede Christie som leder af overgangsholdet – men fyrede ham igen, efter han var blevet præsident.

Det er stadig ikke en opgave, som Trump tager alvorligt. To år efter, han blev valgt som præsident, er omtrent halvdelen af de 700 ledende stillinger i administrationen, som han skulle besætte, endnu tomme.

Lewis fortæller, hvordan de i eksempelvis Energiministeriet efter valget af Trump ryddede tredive skriveborde til nye medarbejdere og gjorde sig klar til at modtage præsidentens hold med taler, anvisninger og vejledninger. De ventede og ventede. Men der ikke kom nogen, og de hørte ikke noget. Den administrative leder af et department med et budget på 30 milliarder dollar sad også bare og ventede. Og da han efter nogle dage hverken var blevet ringet op eller havde mødt sine nye chefer, rejste han sig op og forlod sit job.

To uger efter valget læste de ansatte i avisen, at Trump havde gjort præsidenten fra American Energy Alliance, som var en propagandamaskine finansieret af olieindustrien og de stærkt konservative Koch-brødre, til ny departementschef i Energiministeriet. Han dukkede først op i ministeriet en måned senere, hvor han ingen interesse viste for at lære noget om et ministerium, som trods alt har 110.000 ansatte.

Til gengæld bad han om en liste over samtlige medarbejdere, som havde deltaget i konferencer om CO2-udledninger og været med i arbejdsgrupper, der var optaget af kampen mod klimaforandringerne. Han kom fra forretningslivet for at foretage en ideologisk udrensning i Energiministeriet. Det eneste, han kendte til i Energiministeriet, ville han ødelægge.

Donald Trump valgte Rick Perry som energiminister. Han havde under en tv-transmitteret valgkampdebat erklæret, at han ville nedlægge tre ministerier; Undervisningsministeriet, Handelsministeriet, og så glemte han navnet på det sidste ministerium. Senere huskede han, at det var Energiministeriet.

Da han skulle gennem høringer i Senatet for at blive godkendt som minister, erkendte han, at han ikke havde vidst, hvad ministeriet egentlig lavede, dengang han ville have det nedlagt. Han vidste for eksempel ikke, at en af Energiministeriets væsentligste opgaver er at vedligeholde og opbevare USA’s arsenal af atomvåben. Det er Energiministeriets opgave at sikre, at de ikke bliver stjålet, tabt under transport eller eksploderet på det forkerte tidspunkt.

Dette er netop eksempler på en af de risici, man ikke tænker over til daglig, og en af de offentlige ydelser, som ikke får offentlig opmærksomhed, men som er en forudsætning for sikkerheden i det amerikanske samfund. Lewis fortæller i bogen, at hverken Trump eller Rick Perry skulle have læst de omfattende rapporter om sikring og opbevaring af atomvåben, som Obamas administration fik lavet til deres efterfølgere.

Uvidenhedens styrke

Lewis gennemgår i bogen Trump-administrationens overtagelse af tre forskellige ministerier: Energiministeriet, Landbrugsministeriet og Handelsministeriet. Alle tre steder indsatte Trump ministre, som var ideologiske modstandere af regeringsadministration, og som ikke kendte til ansvaret og opgaverne for de ministerier, de overtog. De forstod og værdsatte ikke, at de blev ledere af organisationer med specialiserede og kompetente medarbejdere, som arbejdede til en lavere løn, end de kunne have fået i erhvervslivet, fordi de så en mening med at løse opgaver for fællesskabet. Nogle steder modarbejdede de direkte deres medarbejdere, andre steder forsømte de dem bare. Deres uvidenhed var ifølge Lewis en fordel for det, de ville udrette:

»Hvis din ambition er at få så meget gevinst på kort sigt som muligt uden hensyn til de langsigtede omkostninger, er det nemmest, hvis du ikke kender omkostningerne.«

Det er meget nemmere at ødelægge noget, hvis man ikke ved, hvor farligt det er.

Det er Michael Lewis’ kritiske pointe. Styrken ved bogen er Lewis’ konkrete afdækninger af magtovertagelserne i de enkelte ministerier og hans fortælllinger om de embedsfolk, som han gør til fællesskabets usynlige helte. Men han kunne analytisk have skrevet en stærkere bog, hvis han havde redegjort for, hvordan opgøret med administrationen og hadet til »systemet« er en konsekvens af en kulturel og politisk tendens, som har domineret USA i årtier. Trumps magtovertagelse er også i det perspektiv en kulmination på noget, der har været længe på vej.

The Fifth Risk er en væsentlig bog, fordi den trækker det usynlige arbejde frem i lyset. Den forsvarer det, som alle angriber, og den afdækker, hvor mange forskellige risici vores samfund producerer, og hvordan centraladministrationen løser opgaver for fællesskabet.

Det uhyggelige er, at han blotlægger risici, som den brede offentlighed først bliver bevidst om, når det er gået helt galt.

Michael Lewis: ’The Fifth Risk’. W.W. Norton & Company, 256 sider, 27 dollar.

 

Serie

Midtvejsvalg i USA 2018

Den 6. november stemmer de amerikanske vælgere til midtvejsvalgene til Kongressen. Meningsmålinger peger på et magtskifte i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne skal vinde 23 sæder fra Republikanerne for at opnå flertal. En Demokratisk sejr kan i de næste to år binde præsident Trump på hænder og fødder, og måske føre til en rigsretssag. 

Information dækker valgkampen gennem reportager fra de mest ihærdige Trump-modstandere i Californien til de vigtige svingstater Michigan og Florida.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Nielsen
  • Erik Nissen
Claus Nielsen og Erik Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Achim K. Holzmüller

Kunne havde været Trump der sagde dette: "Hvis du vil udtørre en sump, må du ikke spørge frøerne". Dog sagde dette Friedrich Merz i 2003, før han gik ud af politik i 2009 i frusttion af Merkel og blev ærkekapitalist i den tyske del af BlackRock, verdens største uafhængige formuemanager, og er nu hoppet tilbage til politik som kandidat til at overtage Angela Merkel's posten som generalsekretær i CDU. Han minder i uhyggelig grad i den politiske stil og temperament om Anders Fog Rasmussen.
Der aftegner sig nye, dog næppe bedre tider i Tyskland, hvis sådanne typer når helt til tops ...

Lars Steffensen

"....dem, som ingen forsvarer: Amerikas embedsmænd- og kvinder"

Men som har siddet fedt på flesket og bestemt stort set alt i en menneskealder.
Og som i øvrigt flittigt forsvarer sig selv og hinanden.
Og har lang træning i at gøre det.
Og i øvrigt har den institutionelle magt til at gøre det.

Så hvor synd er det i virkeligheden for dem?

Niels Elgaard Larsen

Lewis skriver fx om embedsfolk, der opsamler data om vejr og klima, laver vejrudsigter og stiller det hele frit og gratis til befolkningen. Hvilket er mere end embedsfolk i Danmark gør. DMI sælger deres vejrdata.

Og om embedsfolk, der håndterer en gammel uran-reaktor.