Læsetid: 6 min.

Ubestikkelige Agnes Henningsen

Det er noget sludder, hvis man hævder, at Agnes Henningsen kan bruges som rollemodel for nutidens unge piger. Hun skal læses i sin historiske kontekst, men gør man det, bliver hun til gengæld en indtagende og humoristisk rejsekammerat
Agnes Henningsen var ligefrem, altid ærlig, men set med nutidens øjne går hun med intet mindre end lidenskabelig selvopofrelse patriarkatets ærinde.

Agnes Henningsen var ligefrem, altid ærlig, men set med nutidens øjne går hun med intet mindre end lidenskabelig selvopofrelse patriarkatets ærinde.

Ritzau/Scanpix

30. november 2018

Så fyldte hun 150 år, den gamle dame. Født den 18. november 1868.

På Lundsgård gods uden for Kerteminde, hvor Agnes Henningsen voksede op, blev der i den anledning afholdt en tredages Agnes Henningsen Festival, og Gyldendal har genudgivet de to første bind af hendes erindringer: Let gang på jorden og Letsindighedens pris. De øvrige fire følger.

Ikke overraskende har vægten i dagens anledning ligget på Agnes Henningsens aktualitet: Hendes frigjorthed, hendes erotiske sanselighed, hendes mod til at stå frem og stå ved sine meninger. I disse #MeToo tider er hun blevet fremhævet som et forbillede på, hvad kvinder kan tillade sig og har ret til at tillade sig.

Det er da også en vigtig side af Agnes Henningsen. Lige fra hun er en lille pige, vil hun have sin vilje, hvis hun mener, noget er forkert, hendes retfærdighedssans er ubestikkelig. I en scene skildrer hun, hvordan hun får en endefuld af sin far og reagerer ved at håne ham for, at han ikke slår hårdt nok. Faren slår hårdere, men Agnes fortsætter stædigt med at hævde, at han slet ikke kan slå, så det gør ondt. Fra hun er barn, tør hun holde på sit.

Agnes Henningsen: ’Let gang på jorden/Letsindighedens gave’.

Episoder som denne fortæller på den anden side, at det var et andet livssyn end nutidens, Agnes Henningsen blev født ind i. Hun giver på intet tidspunkt udtryk for, at hun finder noget principielt forkert i at slå børn. Sådan gjorde man, og hun elskede ikke sin far mindre af den grund.

Men måske kommer det bag på nogle af dem, der hylder hende i denne tid, at hendes højt berømmede erotiske frisind også er af en noget anden art end det, vi i dag forstår ved fri erotik. Et sted refererer hun en samtale med digteren Carl Ewald (der blev far til hendes fjerde barn, Poul Henningsen), hvor han spørger hende: »Bryder De Dem ikke om at sove hos en mand?«

»Jeg blinkede. Hvad skulle jeg svare? Jeg kunne da ikke sige, at jeg elskede at se min mand gløde af lidenskab … Kunne jeg fortælle, at det var min stolthed, at jeg ikke glødede med,« spørger hun og fortsætter nedenfor: »Var det måske slet ikke fornemt at være kysk?«

»Hvad Carl Ewald end mente, jeg holdt også af min renhed og håbede at bevare min renhed. Det var vidunderligt at være hævet over en mands vilde rasen, at føle sig ophøjet, moderlig og oplagt til at opfylde alle hans ønsker.«

Agnes Henningsen opfattede sig selv som kysk! Et noget andet syn på sexlivet end fjerdebølgefeminismen med dens parole om, at kvinder skal kræve deres orgasme.

Snarere gik Agnes Henningsens frisind ud på, at hun ikke krævede troskab, hverken af sin mand eller af sig selv.

Hun og hendes mand kalder hinanden for Troldmand og Trold, og en nat, hvor hun ligger og sover, kommer Troldmanden hjem og vækker hende med udbruddet: »Åh, lille Trold, jeg har aldrig været så bedåret af nogen.«

Denne nogen viser sig at være en attenårig, jysk lægedatter, »uskyldig, fuldstændig fri for fordomme. Et fænomen ligesom du var. Dertil en fantastisk skønhed«.

’Ligesom du var!’ Man skulle tro, at det var en melding, der kunne få jalousien op i enhver. Agnes Henningsen derimod konstaterer tørt: »Jeg havde jo troet, det var af mig, han aldrig havde været så bedåret,« men fortsætter så med, at hun er »alt for søvndrukken til at interessere sig for sværmerier«.

I stedet ser hun til et af børnene, og det er næppe tilfældigt, at hun nævner det netop her. Over for Carl Ewald fastslår hun, at hun har mere end nok i sin lidenskab efter at få børn, og samtidig tilstår hun, at hun ikke kan se en eneste genial mand uden at ønske sig at få en søn med ham.

Agnes Henningsen er ligefrem, altid ærlig (som hendes far har lært hende, at man skal være), men set med nutidens øjne går hun med intet mindre end lidenskabelig selvopofrelse patriarkatets ærinde. Hendes mand talte om, »hvor højt han skattede min renhed, og at hans far havde sagt, det var godt for en lidenskabelig mand at have en rolig kone«, fortæller hun også. Uden gnist af distance.

Hun beundrer højlydt de store mænd, som Brandes, og ganske vist vil hun også selv være forfatter, men hun skyer ingen anstrengelse for at servicere de store mænd, og forfatterambitionen går over en identifikation med det mandlige.

Alt dette ikke for overhovedet at forklejne hende. Det er kun for at slå fast, at det er noget sludder, hvis man hævder, at hun kan bruges som rollemodel for nutidens unge piger. Agnes Henningsen skal læses i sin historiske kontekst, men gør man det, bliver hun til gengæld en indtagende og humoristisk rejsekammerat.

Hun udvikler en egenartet kvindelighed. Det foregående taget i betragtning kan det lyde selvmodsigende, men i og med at alt, hvad hun foretager sig, er så ærligt og uden hykleri, skiller hun sig alligevel afgørende ud fra datidens kvindeideal. Hun står til enhver tid ved sig selv og får samtidig sin færden til at lyde som den naturligste ting i verden.

Hvad den absolut ikke var. Det er hende, der som syttenårig frier til sin mand, Mads, ’Troldmanden’, som hun får sine tre første børn med. Det er hende, der får Poul med Carl Ewald uden for ægteskab, og det er hende, der reagerer på familiens økonomiske nød med udbruddet:

»Da var det, at jeg fik talent.«

Hun har opdaget, at Troldmanden uden hendes vidende har pantsat hendes smykker, hvilket hun til gengæld ikke anfægter hans ret til. I stedet sætter hun sig ned og skriver fjorten timer i døgnet. »Alene at lade pennen flyde hen ad papiret var en nydelse, det viste sig, at her var jeg også hurtigløber.«

Frejdigt sender hun sit første manuskript til Herman Bang, der nok genkender sin egen påvirkning på hendes stil, men anerkender hendes talent. Han giver hende forfatternavnet Helga Meynert – hun er helt med på, at kvinder naturligvis ikke kan skrive under eget navn – men såvel det som episoden med smykkerne er karakteristisk for hendes evne til uden forbitrelse at acceptere tingenes tilstand og fortsætte sin lette gang på jorden.

Snarere end af være moderne eller ’forud for sin tid’ er Agnes Henningsen enestående.

Modgang møder hun nok af, Agnes er seks, da hendes mor dør, 14 da faren følger efter, og Troldmanden må hun sige farvel til, da han bliver fyret fra sin lærerstilling på grund af ’uterlighed’ – han har kysset skoleinspektørens datter – og emigrerer til Amerika.

Men hun bevarer sin nysgerrige interesse for alle omkring sig, det er noget af det, der gør hende enestående, og hverken i sin skildring af sig selv eller af andre stikker hun noget under stolen. Selv om hun beundrer de store mænd omkring sig højt, kunne hun ikke drømme om at skildre dem smigrende eller usandfærdigt. Hendes portræt af Herman Bang er en perle af humoristisk udlevering, uden at hun af den grund beundrer ham mindre. Fuld af forventning møder hun op hos ham, men Bang er træt, affekteret og desillusioneret og taler kun om sig selv.

»Med min slægt er det forbi, de få, jeg har elsket, er døde, jeg er født til at lide, og det ved jeg,« klager han, så teatralsk som nogensinde. Agnes Henningsen får indtrykket af, at hendes manuskript intet er værd og beslutter at brænde det, så snart hun kommer hjem, hvilket trods alt afføder forsikringen om, at der også er gode ting deri. Bang beder hende i stedet om nogle korte noveller, og Agnes Henningsen bliver i kraft af disse fast skribent på avisen København.

Da Bang følger hende ud, smiler han for første gang: »Vær ved trøstigt mod, der skal ved Gud talent til bare at eftergøre mig.«

Læseren smiler med.

Agnes Henningsen er 73 år, da hun begynder at skrive sine erindringer, og man mærker den erfarne forfatterinde bag både opbygning og stil. Bindene er formet som romaner, hendes personer er indfølende skildret, så man fornemmer deres karakter, egenskaber og forskellighed, og det er nænsomt og smukt, og det er skånselsløst og vidunderligt kærligt gjort, og man befinder sig på én gang i fiktionens og i den historiske virkeligheds univers.

Det må være selve formålet med at skrive erindringer.

Agnes Henningsen: ’Let gang på jorden/Letsindighedens gave’. Med efterord af Pia Juul. Gyldendal, 544 sider, 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tommy Clausen
  • Oluf Husted
Tommy Clausen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for den velkomponerede artikel, der beskriver Agnes Henningsens aktualitet, som de tre festivaldages tema drejede sig om.

Jeg havde mulighed for at deltage fredag og takker Lundsgaard Gods og Karen Syberg for oplevelserne.