Læsetid: 4 min.

’Udvandrerne’ i Tingbjerg er den slags teater, man kan kalde vigtigt, uden det føles som en floskel

Teater i Tingbjerg om udvandringens mange ansigter er sympatisk og stemningsfuldt uden at være skelsættende. Men hvis folkene bag for alvor skulle gøre teatret til et rum, hvor vi kan møde hinanden, skulle de da give hele publikum samme pressebetjening som Informations anmelder fik og arrangere, at alle så stykket sammen med en udvandrer
Josefine Raahauge og Wahid Sui Mahmoud i ’Udvandrerne’. Stykket er sympatisk, men det er især en oplevelse, hvis man ser det sammen med en, der selv er udvandret ets ted fra.

Josefine Raahauge og Wahid Sui Mahmoud i ’Udvandrerne’. Stykket er sympatisk, men det er især en oplevelse, hvis man ser det sammen med en, der selv er udvandret ets ted fra.

Per Morten Abramsen/Teatergrad

20. november 2018

Virginia kom til Danmark i 1999. Manijeh i 1990 og Gholam i 1984. Alle fra Iran. De er udvandrerne. Det er dem, som det lille teater danskdansks stykke Udvandrerne handler om. Eller er det?

Virginia og Manijeh er bydelsmødre, som det hedder, på Nørrebro. Det vil sige, at de frivilligt varetager en opgave, som man kunne mene var vores alle sammens – de hjælper andre indvandrere med de mere og mindre praktiske udfordringer, der følger med at komme til et andet land med et andet sprog og en anden kultur:

De oversætter papirer, oplyser om tandpleje og prævention, taler med dem, der har brug for hjælp. Og apropos at tale sammen har byrumsteatret danskdansks pressemedarbejder altså foreslået, at jeg ser Udvandrerne sammen med dem. Så det gør jeg, i det skinnende nye bibliotek og kulturhus i den såkaldt belastede bydel Tingbjerg i København, hvor stykket har premiere, før det tager på turné i det øvrige danske land.

’Jeg er sgu ked af det’

danskdansk laver teater, der med egne ord tager udgangspunkt i, at »identitet og danskhed er begreber, der er til konstant forhandling«, og de har som erklæret formål at »afspejle og inkludere flere borgere i scenekunsten«. Den, set fra mit personlige politiske ståsted, sympatiske ambition med Udvandrerne er at gøre op med »umenneskeliggørelsen af indvandrere og deres efterkommere« ved at sætte ansigt på nogle af de mennesker, der er kommet til Danmark siden 60’erne. Det gør stykket for så vidt også.

I hvert fald er stykket, der er skrevet af Julie Petrine Glargaard og instrueret af Sandra Yi Sencindiver, baseret på interviews med indvandrere og deres efterkommere.

Det springer mellem forskellige historier om at være udvandret og indvandret til Danmark af forskellige grunde. Der er ham, der kommer til Danmark og ifører sig rødbedefarvet jakkesæt og brille, lærer at sige »rødgrød med fløde« i kærlighedens navn, »goddag«, når man ankommer og »god dag«, når man går, som gifter sig, får barn og bliver skilt.

Der er Mehmet, den »fuldendte medarbejder«, der kommer for at arbejde og blive kaldt alle mulige misforståede afledninger af Mehmet. Og der er flygtningen med sløret, der kommer over havet for ikke at blive forstået af en læge, der gennem hendes tolk meddeler, at det nok ikke er blindtarmen, men hendes afføringsvaner den er gal med.

Det er ikke stort udfoldede historier, men de balancerer befriende uhøjtideligt mellem det komiske og smertelige og fungerer især fint, når det er selve den sproglige mur, der med enkle greb sættes i scene. Som når ellers tavse Mehmet i Wahid Sui Mahmouds ydmygt smilende skikkelse over for en kollega, spillet af Josefine Raahauge, endelig lader munden flyde over med sit hjertes savn efter familien hjemme, og både han og vi tror, at kollegaen forstår ham. Men hjertestikkende indser vi, at det ikke er tilfældet, da kollegaen bagefter rejser sig og blot siger:

»Jeg er sgu ked af det, Mehmet, men jeg forstår ikke et ord af, hvad du siger.«

De små scener, som Mahmoud og Raahauge smidigt spiller samtlige roller i, veksler stykket igennem med passager, hvor de – ledsaget af musikeren og sangeren Marie Louise von Bülow – i sang sætter ord på mere højstemte betragtninger om at være udvandrer og dertil gør selve vandringsmotivet kropsligt ved at bevæge sig langsomt og hurtigt, tungt og stresset, rundt i Mona Møller Schmidts foranderlige spejlscenografi.

Det er smukt i sin stemningsfuldhed, men også underligt urørende, når de synger om »et liv på gyngende grund med drømme og mod, trods og frygt«, om at »så længe vi går, går vi ikke til grunde« og gentager stykkets melodiøse omkvæd, hvor det lyder »vi kunne have drysset tiden væk«, »sågar marcheret i andres navn«.

Størst indtryk gør forestillingen snarere i de passager, hvor ordene altså kommer til kort, eller hvor fortvivlelsen ordløst får krop og ansigt. I al sin følelsesfuldhed taler det et mere klart og sjovt nok mindre sentimentalt sprog, når for eksempel Mehmet synger en af sit hjemlands triste sange på tyrkisk (hvis ord i hvert fald jeg ikke forstår), og ordene opløser sig i en ren og dyb klagen.

Udvandrere er forskellige

Ikke desto mindre er Udvandrerne teater, som man, uden at det føles som en floskel, kan kalde vigtig, selvom det ikke er nogen skelsættende teateroplevelse. Om det også når ud til andre end dem, der allerede er overbevist om vigtigheden af at møde mennesker, der er borgere i et andet Danmark end deres eget, er jeg måske for pessimistisk til rigtig at tro på.

Men hvad siger mine ledsagere? Virginia, Manijeh og Gholam er enige – med hinanden og med mig – om, at stykket er flot og stemningsfuldt, at skuespillerne er dygtige og sjove, og at især Mahmouds smukke sang rammer rent. Særligt den sproglige fremmedgørelse og det tab af identitet og samhørighed, den indebærer, kan de genkende. For som Virginia siger:

 »Det danske sprog er fandme svært.«

Synes de ellers, at det er deres historie, stykket handler om? Ikke helt.

At udvandre for at arbejde, for at gifte sig eller af fattigdom er noget andet end at udvandre fra Iran, forstår jeg. Og det er jo selve sagens kerne: Udvandrere er ikke nogen ensartet og ansigtsløs masse. Det er vel også det, stykket med sine forskellige historier vil vise.

Men det er mere mødet med Virginia, Manijeh og Gholam og alle de ting, de fortæller mig, inden vi skilles med et kram, der viser mig det. Det skulle jo sådan set bare være en indbygget del af et stykke som Udvandrerne, at ikke kun pressebetjente anmeldere, men alle skulle se og bagefter tale om det med en af de udvandrere, det hele handler om.

Udvandrerne. danskdansk, Teatergrad. Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus & turné i hele landet. Instr. Sandra Yi Sencindiver. Tekst: Julie Petrine Glargaard. Til 10. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • lise zeuthen
  • Eva Schwanenflügel
Steffen Gliese, lise zeuthen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer