Læsetid: 3 min.

Nu ved jeg godt, hvordan ’Herrens Veje’ ender ...

Det hæsblæsende sammenstød mellem trosparadigmer har været undervejs længe i anden sæson af ’Herrens Vej’. Og det dufter lunt af en fællesmenneskelig sluterkendelse
I ottende afsnit sniger Christian sig tilbage på teologi for at færdiggøre sit speciale (i en utroværdigt tom Læsesal Nord på Den Sorte Diamant) og forsømmer Amira og sin forretningsmodel.

I ottende afsnit sniger Christian sig tilbage på teologi for at færdiggøre sit speciale (i en utroværdigt tom Læsesal Nord på Den Sorte Diamant) og forsømmer Amira og sin forretningsmodel.

DR Presse

26. november 2018

Kan I huske det der konfliktmæssige lavpunkt og præmature forsoningshøjdepunkt for Johannes i tredje afsnit af Herrens Vejes anden sæson?

Johannes havde forsonet sig med en imam og ergo med sin islamofobi, og han havde forsonet sig med sin døde søn August, der gik igen, og han havde forsonet sig med Gud, og så blev det endda juleaften på præstegården, og det var hyggeligt – på nær for kirketjener Svend, der røg på sprøjten.

Jeg gættede på, at vi havde at gøre med en slags våbenhvile, før det helt store sammenstød mellem tidens og seriens trosparadigmer – kristendom, islam, spiritualitet og pseudobuddhisme – ville ske.

Før det, viste det sig, skulle der gå nogle fine afsnit med ægteskabelig parforholdsforsoning (med en angstsvedende Svend på afvænning som anledning) og med sorg, venskab og spirende kærlighed.

Buldrende i bunden af det begyndte teologi-drop out, nu businessbuddhist, Christian, at vakle i sin ikketro og græmmes over sin succes.

Moder Elisabeth flirtede – til sønnes og mandens ubehag – med spiritualiteten gennem et medie på Amager, der kunne etablere forbindelse til afdøde August.

Christians kæreste Amira (Camilla Lau) havde småkonflikter med sin muslimske eksmand, der ville opdrage deres datter som muslim.

Og så var der den medicinske videnskabstænkning, personificeret i Emilie, der pludselig blev udfordret af et slags guddommeligt vakt moralsk kald.

Så er det nu

Og nu er vi så nået til det punkt, hvor alt det springer ud i fuldt flor og inviterer til et ordentligt hæsblæsende sammenstød mellem trosparadigmer:

Johannes er nu så forsonet med Gud, at han spontant føler sig hidkaldet til at snigdøbe sit barnebarn – uden barnets ateistiske mors accept – og med den rehabiliterede Svend (og et overvågningskamera, ups!) som eneste vidne. Han ryger også verbalt i totterne på Emilies nye psykiaterkæreste med nogle ret tåbelige argumenter om, at psykiatrien leder efter problemer, mens kristendommen favner det hele menneske.

Christian sniger sig tilbage på teologi for at færdiggøre sit speciale (i en utroværdigt tom Læsesal Nord på Den Sorte Diamant) og forsømmer Amira og sin forretningsmodel.

Og Amita er nu i sin grundvold ængstelig for, hvilken radikalisering hendes datter måske udsættes for. For hende var islam undertrykkende. Hvorfor skulle den ikke også være det for barnet? 

Og nu er det lige til at ane, hvad denne sæsons ærinde rent faktisk er, og hvilke erkendelser der må falde som perler på en snor indtil sæsonslut: Vi må snart forstå, at det ikke er videnskaben, troen, overtroen, alle vores forskellige veje ind i os selv, der skiller os ad.

Det er derimod de fællesmenneskelige oplevelser af sorg, svigt og frygt for at miste, som vi forsøger at beskytte os imod ved at stille os kritiske over for andres verdenssyn. Sikke en moderne og tolerant krølle på det hele, Adam Price. Man kan nærmest høre Christian forklare det i sidste afsnit i en Ted Talk.

Men det er også så fint. Hver gang, nogen græder i Herrens veje, græder jeg også. For selv når det er heftig melodrama, lidt for karikeret og sæbet, så har serien virkeligt styr på netop det menneskelige. På at lade ansigterne bøvle og lide og på at give tid til at vise de varme forbindelser mellem bedsteforældre og børnebørn, mellem svoger og svigerinde.

Trosparadigmecirkusset er trygt pakket ind i en troværdig familieramme, og det i sig selv bærer nok en morale.

’Herrens Veje II’, afsnit 7. Koncept: Adam Price. DR1. Søndage kl. 20.00

Serie

Information anmelder ’Herrens veje II’

Den dysfunktionelle præstefamilie er tilbage på skærmen – nu uden lillebror August. Vi anmelder alle afsnit af Herrens Veje II.

Læs anmeldelserne af første sæson her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ejvind Larsen
Bjarne Bisgaard Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg synes at præstens lille barnebarn Anton, hedder han vist er helt vidunderlig i sin figur. Hverken patetisk eller følelsesanspændt. Men befriende livsglad og også morsom! Endelig lidt komik. Han hvisker ikke sine lyde ud og holder ikke ulidelige pauser mellem hvert ansigtsudtryk. Sin forlorne dåb tager han i stiv arm! og slår sin farfar over fingrene! :D Herlig scene! Han er absolut min yndlingsfigur, og han skal nok klare sig! De andre figurer må for min skyld ligge og rode med deres religiøse knuder og kvababbelser. Derimod savner jeg figuren August!

Marianne Ljungberg

Helt enig;) Scenerne med Anton er de vigtigste. Soapen - for det er ved gud en soap - fik en længe tiltrængt morsom løftelse.

Henrik Ljungberg