Læsetid: 5 min.

’A Star is Born’ er forelskelse som stadionkoncert

Grundskabelonen i filmhistoriens håndfuld af ’A Star Is Born’-versioner fortæller os, at manden kan løfte kvinden op på sit niveau, men at kvinden på tragisk vis ikke kan gøre det samme tilbage. I Bradley Coopers monsterlækre udgave med en genial Lady Gaga er forelskelsen mere troværdig end nogensinde før, mens nedturen kræver lidt spøjse krumspring for at få til at give mening
Grundskabelonen i filmhistoriens håndfuld af  ’A Star Is Born’-versioner fortæller os, at manden kan løfte kvinden op på sit niveau, men at kvinden på tragisk vis ikke kan gøre det samme tilbage. I Bradley Coopers monsterlækre udgave med en genial Lady Gaga er forelskelsen mere troværdig end nogensinde før, mens nedturen kræver lidt spøjse krumspring for at få til at give mening

CAP/MFS

6. december 2018

Alkoholiseret superstjerne møder ungt talent. Superstjerne forelsker sig i talentet, talentet forelsker sig i superstjernen. Hun bliver med hans hjælp selv en stjerne, og en dag er hun større end ham. Så tager hans misbrug til, han ydmyger hende offentligt og ofrer sig så til sidst, så hun kan forblive på toppen.

Det er en klassisk, men også en ret spøjs grundhistorie om tragisk kønsdynamik, der er gang i, i A Star Is Born – en af Hollywoods hyppigt genfortolkede historier.

Den oprindelige film fra 1937, med Janet Gaynor og Fredric March i hovedrollerne, foregik i Hollywood. De efterfølgende versioner med Judy Garland og James Mason i 1950’erne og i 1980’erne med Barbara Streisand og Kris Kristoffersen var henlagt til musikindustrien.

Alle tematiserer ulighed kontra jævnbyrdighed i kunsten og i kærligheden. Af samme grund er det Hollywoods foretrukne epos om storhed og fald i sin egen fortryllende og fortærende underholdningsindustri. I den er også en bestemt fortælling om køn og maskulin stolthed: Manden kan løfte kvinden op på sit niveau, men kvinden kan på tragisk vis ikke gøre det samme tilbage.

Magt anno 2018

At gigantfilmstjerne og debutinstruktør Bradley Cooper vil opdatere den fortælling og gøre den til en stærk og kønsligestillet og troværdig historie, ender med at blive filmens lille problem. Men først og fremmest er det en gigantiske styrke, at han har arbejdet så hårdt og følsomt for at skabe en både romantisk og magthierarkisk troværdig fortælling anno 2018.

Så lad os starte med det: magien.

Ally, spillet af Lady Gaga, er hjemmeboende servitrice og lejlighedsvis natklubsangerinde. Jack, spillet af Cooper, er en misbrugsforhutlet charmerøv af en countryrockstjerne på turné. En nat efter en koncert får han sin chauffør til at sætte sig af på en tilfældig natklub for at drikke videre, og der står hun så og synger og gør ham øjeblikkeligt ædru og fjoget af musikalsk beundring.

De tager på bar sammen og ser noget særligt i hinanden. Og så går det stærkt.

Er det dernæst realistisk, kunne man spørge sig selv, at Ally klokken fem om morgenen på en øde parkeringsplads skriver en melodi og tekst til et vers om den lille »dreng« ved hendes side, der må være »træt af at lege så hardcore« for derefter at rejse sig og tordne et omkvæd ud i natten og ind i sjælen på ham, så han føler sig set som af ingen anden nogensinde?

At han næste dag gennem sin privatchauffør får lokket hende ind i et privatfly og fløjet hen til en af sine stadionkoncerter – og i den mellemliggende tid selv har skrevet mere sangtekst og indøvet et bandarrangement til sangen (»Shallow«) – for at hive hende op på scenen foran et uendeligt menneskehav – uden at hun er forberedt – og at de to sammen folder sig helt fejlfrit ud i en underskøn duet, lægger flere stemmer på et spritnyt C-stykke og løfter den store powersang om hinandens angst og dæmoner op til skyerne, mens publikum går amok?

Og at vi biografgængere får ståpels i biografsæderne og i vores fødder mærker koncertens energi brage i gulvet (i hvert fald, hvis man sidder midt i Imperials overdådige lydsystem). Er der nogensinde noget, der sker sådan, og er det sådan, musik fungerer?

Nej, det er det ikke.

Det er sådan en scene, som er gjort af kæmpe og svulstige dagdrømme. Det er følelsen af med et knips at føle sig fuldstændigt set og løftet af en anden – og se det pustet op til et hollywoodsk epos. Det er forelskelse som stadionkoncert, simpelthen. 

Og det er lige netop det, der virker og skal virke i en film som A Star Is Born: At gøre vilde, hede drømme til overvældende og vidunderligt patosstemte øjeblikke, der får alt til at give mening. Det er musicalens og operaens fantasmer pakket ind i en slags countrymusikalsk semirealisme.

Lighed før eksplosionen

Dette tidlige klimaks i filmen virker netop så godt, og bedre end de kunstneriske møder i nogen af grundhistoriens forgængeres, fordi de to skuespilleres kemi er så lammende god. Det er den måde, deres dialog føles naturligt improviseret frem på og jævnbyrdigt flirtende på.

Det er Gagas evne til at spille både overvældet, men også mere cool end imponeret på, når superstjerne-Jack først kommer ind i hendes omklædningsrum og introducerer sig.

»Jeg synes nok, det var dig,« svarer hun som kender de allerede hinanden. Det er dét, at kameraet kigger på Ally fra Coopers frøperspektiv og lader os forstå, at hun også i hans øjne er større end ham, ikke en lillemuset muse.

Og det er på en gang helt oplagt og overraskende, at det er Lady Gaga, der perfektionerer denne rolle som overlegen muse – den på samme tid helt ordinære og ekstraordinære.

Det er overraskende, fordi Gaga er vor tids postmoderne popforvandlingskunstner, hvis karriere har været ét langt maskeradebal fra en anden planet. Og det er overraskende, fordi senere års forsøg på at fremstå nede på jorden og naturlig i sig selv har føltes som spillede hun en rolle – blandt andet i Netflix-dokumentaren Gaga: Five Foot Two.

Og det er oplagt, fordi Gaga er netop ordinær og ekstraordinær, lidt grim og gudesmuk, lidt træls og vildt magisk, med intet og al verdens selvværd på én og samme tid, og det er hun altså, viser det sig, bedre til at vise i denne fiktive rolle end i nogen iscenesat version af sig selv.

Jagten på troværdighed

Til gengæld jager filmen også med lidt mindre held en anden form for troværdighed, når den prøver at få skabelonen om kvinden, der ikke kan løfte manden op, til at virke troværdig anno 2018.

Der indføres mellemregninger. Cooper forsøger som den første A Star Is Born-instruktør at give misbruget og nedturen en dybere motivation end den forfængelige smerte over at se sig overgået af sin kvinde. Vi introduceres for en skidehård opvækst, daddyissues, storebrorissues og en død mor, og det er egentligt alt sammen fint skruet sammen, men det er ikke episk, ikke opera.

Og så indfører – eller forstærker – filmen en anden motivation for Jacks nedtur – nemlig sammenstødet mellem hans kunstneriske vision og hendes: det angiveligt autentiske vs. det angiveligt overfladiske.

Filmen er ambivalent i sin egen stillingtagen til den modsætning, for Jack bliver i sig selv en parodi på en gammel rockist. På den anden side lugter det lige vel meget af bedstefarpibe og cowboylæderhat, når Allys musik og stil tigger og beder os om at lægge afstand til hende.

»Why do you look so good in those jeans?«, synger hun på Saturday Night Live som en 00’ernes Gaga på en ekstremt fesen dag i hjemmestudiet. Skal man læse det som Gaga, der tager afstand til sig gamle jeg? Det er forvirrende. Det føles som om, filmen mister tiltro til sin overlegne muse anno 2018 uden helt at se det selv.

Af samme grund vil A Star Is Born i dette hjerte blive husket for opturen, det svimlende forelskelsesridt – og lidt mindre for de knudrede problemer mellem kvinde og mand, som en spøjs, måske ikke skudsikkert eviggyldig, fortælleskabelon har været med til at skabe.

’A Star Is Born’. Instruktion: Bradley Cooper. Manuskript: Bradley Cooper og Eric Roth. Amerikansk. (Biografer over hele landet)

Kris Kristoffersen og Barbra Streisand i ’A Star Is Born’ fra 1976.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer