Læsetid: 2 min.

En angstplaget nyfortolkning af hiphoppens jazztradition

Festklanen Odd Futures mest melankolske medlem har leveret en strukturløs feberdrøm af jazzinspiration og sortnede tekster. Udskejende og hjerteskærende
Festklanen Odd Futures mest melankolske medlem har leveret en strukturløs feberdrøm af jazzinspiration og sortnede tekster. Udskejende og hjerteskærende

Steven Taylor

21. december 2018

Titlen på den 24-årige Los Angeles-rapper Earl Sweatshirts nye album, Some Rap Songs, lyder næsten mere opgivende og præget af ligegyldighed end den forrige udgivelse, I Don’t Like Shit, I Don’t Go Outside.

Et træk, der også gælder musikken: Der er ingen omkvæd eller egentlig dynamisk opbygning i sangene, der for størstedelens vedkommende desuden varer under to minutter og i gængs forstand heller ikke kan kaldes velproducerede.

Lydbilledet på samtlige numre består næsten udelukkende af krøllede jazzfragmenter i loop under en døsig vokalpræstation. Ingen hårdtslående basslag, smækkende perkussion eller driftig puls. Intet umiddelbart blik for detaljen – blot et mudret lydindtryk af støvet vinyl. Opgivende, og derfor et formfuldendt æstetisk akkompagnement til den Earl Sweatshirt, som vi møder på Some Rap Songs: en knækket mand.

Earl Sweatshirt, hvis borgerlige navn er Thebe Neruda Kgositsile, mistede i januar både sin far, den sydafrikanske digter Keorapetse Kgositsile, og familievennen, jazztrompetisten Hugh Masekela. Tab, der sætter sine tydelige spor på albummet. Helt konkret kan det høres på numrene »Playing Possum«, hvor Kgositsile over et svævende synthesizerhav skiftevis indsætter lydbidder fra sin mor, der læser op fra en takketale, og sin far, der fremfører et digt, og på »Riot!«, der er en forkortet version af Masekelas sang af samme navn. Kgositsile rapper ikke selv på nogle af numrene – det er ren hyldest. Og smukt.

Et stolt tradition

Faderens bortgang præger også pladen, når Kgositsile selv smerteligt må føre pennen. Det gælder blandt andet på »Peanut«, albummets sidste nummer inden instrumentalnummeret »Riot!«.

»Bless my pops
we sent him off and not an hour late
Still in shock
and now my heart out somewhere on the range
,« lyder det under en rumlende basstorm af forvrænget kontrabas og kassebåndsklik, mens Kgositsile i fortvivlende stil tidligere på nummeret også kraftfuldt blotlægger sit eget følelsesliv:

»Flushin’ through the pain
depression, this is not a phase ayy
Picking out his grave
couldn’t help but feel out of place.
«

Det er ellers svært at fremhæve enkeltnumre fra Some Rap Songs, fordi albummet mest føles som én lang komposition; en meditation over den unge rappers afmægtige stofmisbrug, ensomhed og depressive tilstand.

Musikalsk flyder de jazzede lydbilleder ind i og ud af hinanden, hvor det eneste holdepunkt, der orienterer lytteren i det udflydende landskab, er Kgositsiles kompakte ordmur. Derfor er det åbenlyst ikke et album for alle hiphophoveder – for der findes hverken hits, singler eller fængende melodier, blot et sorgtungt og angstplaget helhedsindtryk.

Alligevel skriver Kgositsile sig ind i en stolt tradition med formularen gjort af jazzbårne beats, uophørlige ordknuder, udmattet levering og fraværet af omkvæd. Særlig tydeligt står inspirationen fra 2004-hiphopklassikeren Madvillainy fra produceren Madlib og den maskerede rapper MF Doom, hvor et fokus på enkeltnumre også ville lede til en analyse af albummet som ensformigt og monotont, men hvor helheden er en decideret oversanselig oplevelse.

Tilsvarende Some Rap Songs – et knusende pragtstykke med ondt i livet.

Earl Sweatshirt: ’Some Rap Songs’ (Columbia/Tan Cressida).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu