Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Annie Ernaux’ autofiktive roman om sine første seksuelle oplevelser i 1958 er knivskarp og elegant

’Pigen fra ’58’ er et værk om erindring, men også i høj grad om kvindelig seksualitet og begær
’Pigen fra ’58’ er et værk om erindring, men også i høj grad om kvindelig seksualitet og begær

Jean-Pierre Couderc

Kultur
7. december 2018

Før jeg læste franske Annie Ernaux’ (f. 1940) Pigen fra ’58, kendte jeg ikke til hendes fyldige forfatterskab, der siden hun i 1974 debuterede med den selvbiografiske roman Les Armoires vides (De tomme skabe) har føjet mindst 20 bøger til sin udgivelsesliste. At læse denne autofiktive og personlige tekst uden at kende til Ernaux i forvejen virkede på en måde paradoksalt, for man fornemmer tydeligt en litterær stemme, der har brugt årtier på at lære sig selv at kende, på at blive så ærlig og knivskarp i sine formuleringer, som den er nu.

Ernaux’ fortæller – eller måske bare Ernaux selv, der er ingen distinktion i teksten – forklarer sin læser, hvordan hun hele sit liv har forsøgt at skrive om »pigen fra S« eller »pigen fra ’58«. Det er den kvinde, hun selv var, da hun, i 1950’ernes Frankrig under den algierske frihedskrig, var 17-18 år gammel:

»Tanken om at jeg kunne dø uden at have skrevet om hende, jeg meget tidligt kaldte ’pigen fra ’58’ hjemsøger mig. En dag vil der ikke længere være nogen til at huske det,« skriver Ernaux tidligt i den korte roman og understreger hermed den værdi, hun tillægger den personlige erindring, mindet.

Annie Ernaux: ’Pigen fra ’58’.

Annie Ernaux: ’Pigen fra ’58’.

’Pigen fra S’ fortælles om i tredjeperson, hvad der vil få Marguerite Duras-læsere til at tænke på romanen Elskeren fra 1984. Men Ernaux giver ikke indtryk af at fiktionalisere eller mytologisere på samme måde som Duras, og hun spørger endda sig selv i teksten, om hun egentlig bør »sammensmelte pigen fra ’58 og kvinden fra 2014 til et ’jeg’?« Som læser er man så at sige med i Ernaux’ proces med at skrive om et besværligt og definerende tidspunkt i hendes liv. Hvordan skriver man bedst, sandest, oprigtigst om sine egne minder, spørger hun igen og igen.

Ernaux betragter fotografier af sig selv fra 1958 (et af dem pryder bogens omslag), beskriver det tøj, hun bar, de bøger, hun læste og forholdet til sine købmandsforældre i Yvetot, den lille landsby, hvor hun er vokset op og er det kvikkeste hoved. Hun beskriver afrejsen til ’S’, hvor hun skal være ’feriekolonipædagog’ hen over sommeren. Her forelsker hun sig kødeligt og fatalt i ’H’, chefpædagogen, som hurtigt mister interessen for hende, og hun efterlades ulykkeligt forelsket, desperat.

Pigen fra ’58 er et værk om erindring, men også i høj grad om kvindelig seksualitet og begær. Og særligt disse beskrivelser både ramte og rørte mig. ’Pigen fra ’58’ har nemlig også seksuelle møder med andre end ’H’, men hun skammer sig ikke over sit eget uudtømmelige begær, ikke før efter hun kommer hjem fra kolonien. Det skaber nogle underlige møder med de andre unge mennesker på kolonien, der forsøger at dømme hende for hendes seksuelle eskapader og til hendes store forvirring kalder hende luder.

Pigen fra S er nemlig »stolt af at være genstand for begær«, hun har »«brug for en mandekrop ind mod sig, hænder, et erigeret lem. Den trøstende erektion«, som Ernaux genkendeligt beskriver. Denne beskrivelse af en kvinde, der har et skamløst – men ikke bare rent begærligt, også følsomt og dramatisk – første møde med sin seksualitet, har jeg savnet i litteraturen.

Ernaux skriver klogt om sin første gang: »Det er ikke ham, hun underkaster sig, det er en universel lov, som ikke kan diskuteres, en lov, der handler om en maskulin vildskab, som hun før eller siden havde måttet finde sig i.« Selvom beskrivelserne har voldtægtskonnotationer, insisterer hun på, at det ikke var en voldtægt. Det er seksualitet inden for den forståelsesramme, der på det tidspunkt var mulig.

Først senere, da hun ikke længere er i S, rammes hun af skammen, selvhadet. »En historisk skam, fra før sloganet ’Min krop tilhører mig’, som først dukker op ti år senere«, forklarer Ernaux.

Senere på året begynder ’Pigen fra ’58’ på gymnasiet, hvor hun læser Kant og forstår, at »hele filosofien fordømmer den måde, pigen fra S har opført sig på. Fordi filosofien ikke giver nogen som helst plads til at nyde i stedet for at skrige, til spermen i munden, til semiludere, til menstruationen, som udebliver ...« Der er noget vidunderligt frigørende ved denne kritik og ved beskrivelsen af en skam, der først forsinket melder sig.

Det virker næsten omsonst at påpege, hvor enormt elegant Ernaux’ tekst er. Men altså: Der er ikke et komma for meget i Pigen fra ’58; Ernaux’ knivskarpe sætninger er som eksklusive stykker slik – velformede og vanedannende. Hen imod slutningen af romanen beskrives det udramatisk, hvordan pigen fra S begynder at interessere sig for litteratur og at skrive på sin første roman. På den måde bliver Pigen fra ’58 ikke blot en begærlig coming of age-fortælling og en lang refleksion over at skrive sin egen historie, men også et portræt af kunstneren som ungt menneske.

På bogens flap sammenlignes Annie Ernaux med ingen ringere end Marguerite Duras, Françoise Sagan og Simone de Beauvoir, hvilket fik mig til at tænke ’lad os nu se’, inden jeg gik i gang. Men forbindelsen til alle tre forfatterskaber er fuldt ud gyldig – den eneste forskel er, at Annie Ernaux stadig lever. Nu er der bare tilbage at invitere hende til landet og oversætte (eller genudgive) resten af hendes bøger til dansk.

Annie Ernaux: ’Pigen fra ’58’. På dansk ved Birthe Dalgreen og Lilian Munk Rösing. Forlaget Etcetera. 172 sider, 229 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her