Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Aquaman’ er rig på treforktaekwondo og fluorescerende undervandsvæsener – og ikke ret meget andet

’Aquaman’ har et plot så vandtæt som en mulepose og kostumer, der får hele projektet til at ligne en Hollywoodparodi. Men hold nu op, det atlantiske folk ved, hvordan man svinger en trefork
’Aquaman’ lægger ud i en selvironisk tone, der giver indtryk af, at den er fuldt bevidst om, hvor åndssvag den er.

’Aquaman’ lægger ud i en selvironisk tone, der giver indtryk af, at den er fuldt bevidst om, hvor åndssvag den er.

Jasin Boland

Kultur
14. december 2018

Når Arthur Curry alias Aquaman hakker sin mors gamle trefork ned i jorden, ledsages det af et ultra-slowmotion-øjeblik, hvor regnen falder med én dråbe i minuttet, og man mærker chokbølgerne brede sig ud i salen med et eftertrykkeligt woom. Og når Jason Momoa, som spiller Aquaman, kaster med sit lange, våde hår, blinker med de gulgrønne øjne og flekser sine tribaltatoverede overarme, ledsages det af en ordentlig omgang spade.

Instruktør James Wan (Saw, Insidious, Nattens dæmoner) har udstyret DC Comics-karakteren med hans eget rockguitartema, og når han bliver rigtig vred, rynker han brynene og snerrer på en måde, så man nærmest kan se taleboblen forme sig over hans hoved. Grrrr!

Aquaman lægger ud med en selvironisk tone, der giver indtryk af, at den er fuldt bevidst om, hvor åndssvag den er, især i introduktionen af Aquamans forældre: Atlanna, dronningen af Atlantis (Nicole Kidman), og den ganske normale ovenvandsmand Tom, selvudnævnt »hersker over fyrtårn« (Temuera Morrison). Tom fisker Atlanna op af havet, tager hende i at spise en af sine guldfisk og lærer hende at drikke te i en scene, der er så tåkrummende, at den må være ment som en spøg. Og snart ser man det umage par kysse på toppen af et fyrtårn i snevejr til tonerne af islandsk tudemusik.

Grinagtig parodi

Men efterhånden som Aquaman skrider frem, mister den desværre sit glimt i øjet, slår over i camp og fremstår som en grinagtig parodi. Campkvalitet finder man oftest i undergrundsfilmmiljøer med høje ambitioner og ikkeeksisterende budgetter, og derfor er det ikke noget, man normalt nævner i samme sætning som blockbusters. Men det betyder ikke, det ikke kan forekomme.

En karakter, som er godt besat, er kong Orm, som spilles af Patrick Wilson, der har verdens mest øretæveindbydende fjæs. Orm er en lige så slimet og rygradsløs type, som navnet antyder, og han er Aquamans ærkefjende og atlantiske halvbror. Orms ondsindede plan er at starte en krig mod menneskene oppe på land under dække af at forsvare Atlantis mod angreb og forurening. I virkeligheden vil han bare være »Ocean Master«.

Problemet er, at Orm ikke har den rigtige trefork til at tiltuske sig tronen. Og at den rigtige trefork kun adlyder den retmæssige konge. Og at den trefork ikke er helt nem at finde, men gemmer sig et sted, man kun kan finde, hvis man løser en masse gåder. Og at treforken selvfølgelig er beskyttet af hordevis af hæslige, sultne væsner og et enormt, ubesejret sømonster: Karathen.

Upassende Toto

Det er med andre ord det, man kalder en selvmordsmission, som den atlantiske prinsesse Mera (Amber Heard) hiver Arthur med ud på, da hun beslutter sig for at få fat i den kraftfulde trefork. Og hvordan indledes en selvmordsmission for to mennesker, der er født til at leve under vandets overflade? I Sahara. Og med en virkelig underlig og upassende grandprixagtig version af Totos »Africa«.

At placere en atlantisk prinsesse midt i ørkenen virker umiddelbart interessant: Hvordan mon en undervandsskabning klarer sig i dét miljø? Der må være en grund til, at disse civilisationer har holdt sig adskilt så længe. De kan vel ikke bare lige gå fra den ene verden til den anden. Man forventer, at Mera vil tørre ud eller smelte som en snegl, man har hældt salt på, men det gør hun ikke. I Aquaman er det nemlig kun de onde atlantikere, som evaporerer ret så voldsomt, når deres vandreservoir løber tør. Mera slipper med lidt mavekneb.

Men skidt nu med det, for James Wans actionbrag skal jo alligevel ikke ses for sit plot eller sin karakterskildring. Aquaman skal kun ses, hvis du synes, det lyder fedt med balstyrisk treforktaekwondo, avanceret atlantisk teknologi, der gør det muligt at udstyre pirater med vanddrevne plasmabazookaer og en udsyret undervandstur i IMAX, der lader dig se på endnu flere fisk, søheste, hvaler, kæmpeskildpadder, rokker, vandmænd og muterede krabber, end et normalt filmformat tillader.

’Aquaman’. Instruktion: James Wan. Manuskript: David Leslie Johnson-McGoldrick og Will Beall. Amerikansk (Biografer over hele landet – og vandet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her