Læsetid: 4 min.

Hvis bare ’Doggystyle’ kunne holde op med at appellere så meget til ens bedrevidenhed

Hvem havde troet, at DR3’s allerførste dramaserie i den grad ville lokke sine seere til at moralisere over ungdommen nutildags og dens forkælede indstilling til tilværelsen?
Fordi der er så rigeligt plads til forbedring i Astas måde at håndtere tilværelsen på, er den overordnede handlingsbue i ’Doggystyle temmelig’ forudsigelig.

Fordi der er så rigeligt plads til forbedring i Astas måde at håndtere tilværelsen på, er den overordnede handlingsbue i ’Doggystyle temmelig’ forudsigelig.

DR Presse

14. december 2018

Sjældent, hvis overhovedet nogensinde, har der været så irriterende en hovedperson i en dansk tv-serie som Asta fra DR3’s Doggystyle. Hun bliver spillet af det forholdsvis ubeskrevne blad Rosemarie Mosbæk, som formår at koncentrere en pubertær irritabilitet i sine replikker, sin mimik og sit kropssprog, som er så irriterende at se og høre på, at man enten får et forarget adrenalinskud ud af det eller bliver skræmt væk.

Jeg hører til dem, der bliver høj på forargelse, når Asta siger den mest trælse sætning, der kan siges på dansk: »Jeg magter det ikke!«, og sådan er det gået til, at jeg er blevet grebet af serien. 

Væk med nykkerne

Det, Asta ikke magter (eller rettelig: gider), er at få sig et rigtigt arbejde, være ordentlig over for andre mennesker og skrue ned for sine forventninger til livet først i 20’erne. Hun vil gerne have et sted at bo i København, en skuespillerkarriere og et fast forhold til den unge lovende filminstruktør Aske Bang (der spiller en også rigtig irriterende parodi på sig selv), men sådan skal det ikke gå.

Der er helt udsolgt af billige boliger i byen, ingen caster hende til noget som helst, og Aske er en værre slesk charlatan at kaste sin kærlighed på. Når han med øretæveindbydende babystemme forklarer Asta, at han jo ikke så godt kan tage andre med hjem, hvis hun boede i hans seng, reagerer hun med en føjelighed, som er endnu mere frustrerende at se på end den forkælede selvmedlidenhed, hun lægger for dagen i sine andre relationer. 

Ovennævnte problemer kaster Asta tilbage i favnen på det provinsmiljø, hun ellers har så travlt med at distancere sig fra. Hun flytter ind hos sine kærlige forældre og sin søster, Ida, som har cerebral parese. De bor idyllisk i en lille by på Sjællands Odde, hvor der med Astas ord ikke er andet at lave end at knalde, slås og tage stoffer.

Her har hun det ene sammenstød efter det andet med omgivelserne, der ikke respekterer hendes behov for at nedgøre provinslivet og lade sig forsørge af sine forældre, mens hun går rundt og patter på kulørte læskedrikke og snapchatter med folk i København.

De seks afsnit, der er ude nu, er stort set alle sammen drevet frem af den samme historie: Nogen foreslår Asta at foretage sig noget superoplagt såsom at få sig et arbejde, tage til fest med sine gamle venner eller score den charmerende skraldemand Bjarke (Jeppe Ellegaard Marling). Først afviser Asta det pure, og så gør hun det alligevel, og så viser det sig faktisk at være ret okay.

Inden sæsonen er omme, skal provinslivet nok have pillet de værste kunstnernykker af hende. I søndagens afsnit seks har hun allerede besindet sig på, at hun er nødt til at få sig et helt almindeligt arbejde på den lokale grillbar.   

Få dig et job 

En af de relationer, der gør det åbenlyst, at Asta kan være et seksstjerners fjols, er den, hun har til sin søster, Ida, der sidder i kørestol og intet verbalt sprog har. Asta filmer hende, mens hun snurrer rundt i sin stol, og tager en selfie med hende, som hun giver teksten ’spasserpasser’. 

Ida spilles af Sarah Juel Werner, som ikke selv har et handicap, hvad der har fået nogle til at kritisere DR3 for at være uambitiøs med sin repræsentation af folk med handicap. Men selve rollen som Ida er en værdig skildring af en person med en selvstændig bevidsthed, som Asta så bare er tilbøjelig til at glemme. 

Fordi der er så rigeligt plads til forbedring i Astas måde at håndtere tilværelsen på, er den overordnede handlingsbue i Doggystyle temmelig forudsigelig. Det ligger hele tiden lige for, hvad de egentlige problemer og de rigtige løsninger er. På den måde emmer serien af opbyggeligt, snusfornuftigt budskab: Det styrker karakteren at tage ansvar. Få dig et job. Hold op med at være en snob. 

Det er på den ene side befriende at få slået fast, at det faktisk er Astas måde at håndtere tilværelsen på, der er noget i vejen med. Personer (fiktive som virkelige), der jamrer mo-ar og fa-ar på en ikke-alderssvarende måde, mens hele kroppen dirrer af pubertær irritation, når tilværelsens barske realiteter trænger sig på, fortjener en lærestreg.

Den slags lærestreger får Asta på den finest mulige måde af sin lidt ældre barndomsveninde Jose (Josephine Park), som er blevet boende i området med sin kæreste og sin hund og en drøm om at åbne sin egen negleklinik, når først lige hun har fået sparet op til en brystoperation.

Hver gang hun kommer ind i billedet, sænker ens skuldre sig, og god stemning opstår, fordi hun repræsenterer nogle gode, jordnære værdier – og fordi hun er spillet med så meget sejhed og charme, som hun er.  

På den anden side er det lidt strengt, at lige netop DR3’s første ungdomsserie lokker en til at sidde og have en fest med at moralisere over ungdommen nutildags. Et af afsnittene ligner næsten en oplysningskampagne, der skal advare de unge mennesker mod at tage kviklån. 

Alt i alt er der meget at være irriteret over i Doggystyle, men det er også bare sådan med serien, at de enkelte scener er levende, velskrevne og velspillede. Dialogen er både sjov og troværdig, og de fester, Asta går til med sine gamle venner, er gennemsyret af den rigtige skiftevis lade og rastløse dynamik.

Hvis bare serien i de sidste afsnit kunne holde op med at appellere så meget til ens bedrevidenhed og snusfornuft og koncentrere sig om at vise et ungt menneske, der nyder sommeren et smukt sted i Danmark, ville jeg slippe min irritation over hovedpersonen (men måske også savne den lidt).  

’Doggystyle’. DR3. Manuskript og instruktion: Anna Emma Haudal. Nye afsnit hver søndag ca. kl. 21

’Lovleg’ er skrevet af Kjersti Wøien Håland, der åbenlyst fortsætter NRK’s ungdomsdramatiske linje fra kæmpesuccesen ’Skam’
Læs også
Den norske ungdomsserie ’Skam’ er blevet et fænomen, som ikke blot knuselskes af den norske ungdom, som den så originalt portrætterer, men også af ældre seere
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu