Læsetid: 4 min.

Betty Nansens ’Kat på et varmt bliktag’ er en potent påmindelse om den klassiske dramatiks queer-arv

Genren kernefamiliekritisk nedsmeltningskomedie er sjældent sjov i Minna Johannessons veloplagte version af Tennessee Williams’ ’Kat på et varmt bliktag’, der også på passende vis afrunder Betty Nansen Teatrets nye chef Elisa Kragerups fine første sæson med teater om kampe for frihed i køn og kærlighed
Scenograf Christian har glam’et soveværelsesscenen op i sand Dallas-stil med høje kunstige guldpalmer, henkastede pailletkjoler og dekadent skinnende draperier. Det iscenesætter smukt de gyldne facader af løgne og ikke mindst den familiære invasion af det intime rum, der både er den store komiske og kritiske kraft i Kat på et varmt bliktag.

Scenograf Christian har glam’et soveværelsesscenen op i sand Dallas-stil med høje kunstige guldpalmer, henkastede pailletkjoler og dekadent skinnende draperier. Det iscenesætter smukt de gyldne facader af løgne og ikke mindst den familiære invasion af det intime rum, der både er den store komiske og kritiske kraft i Kat på et varmt bliktag.

Christian Friedländer

4. december 2018

Amerikanske Tennessee Williams’ Kat på et varmt bliktag fra 1955 er en knivskarp kritik af kærlighedens former og, ikke mindst, kernefamiliens far, mor og børn-konstellation. Det viser i hvert fald Minna Johannessons iscenesættelse af klassikeren, der afslutter den første sæson på Betty Nansen Teatret under dets ny ledelse.

Hvis man kun har set Richard Brooks’ filmatisering fra 1958 – med melankolsk mutte Paul Newman og hans gudeskønne glasblik på en sensuelt forsmået Elizabeth Taylor – har man måske misset den normkritiske kant i dramaet om, hvorfor den alkoholiserede eksbaseballstjerne Brick Pollitt og hans supersexede hustru Maggie ikke har produceret nogen arvinger til hans far, den bogstaveligt talt dødssyge sydstatspatriark Big Daddys bomuldsimperium. Så babyblød blev den kant slebet. Så subtilt blev det åbne spørgsmål om Bricks seksuelle orientering stillet og, ikke mindst, usubtilt besvaret i filmens hetero-happy end.

I Minna Johannessons veloplagte version af Kat på et varmt bliktag er den kritiske kant både skarp og sjældent sjov. Tro mod Tennessee Williams er scenen for den kostelige nedsmeltningskomedie af et familiedrama, der udspiller sig til Big Daddys fødselsdag, sat i selve det soveværelse omkring selve den seng, hvor det hele (ikke) sker.

Her har fremmedgjorte Brick – spillet mere sarkastisk smilende end maskulint martret af Patrick Baurichter – forskanset sig i sit selvvalgte cølibat for at drikke, til det »siger klik« i hans hoved. Sådan kan han altså glemme sin afsky for den løgnagtighed, der både lurer i familiens mange facadespil og den sandhed om hans egen rolle i vennen Skippers tragedie, der ulmer i komediens kerne.

Faderopgør for fuld musik

Johanne Louise Schmidt som Maggie – der har det som katten på det varme bliktag – er mere fyrig end forsmået med sit store røde hår og sin sociale smidighed. Med kløerne, som Brick også afskyer, kæmper hun både for at vinde sin mands respekt tilbage og for at sikre deres retmæssige arv, når Big Daddy – spillet sort og kolerisk af Olaf Johannessen – dør af den kræft, ingen tør fortælle ham, at han har.

Det er fortiet faderopgør for fuld musik. Også bogstaveligt talt, for musiker Mikkel Hess spiller også sin rolle og akkompagnerer det hele. I birollerne som Bricks bror, Gooper, der i al anden end reproduktiv forstand er totalt kastreret, og hans permanent barslende, kasserolleklipskonforme kone Mae, brillerer Mikkel Arndt med befippelse og Kitt Maiken Mortensen med skærebrænderstemme. 

Børnene, som spiller deres flok af afkom, der i tide og især utide afbryder enhver alvorlig samtale for at optræde med kanonsang, harpespil med mere, er virkelig dygtige til at være dødirriterende. Som Big Mama, der ærligt elsker den hånlige hanelefant, der kun har afsky og kontant kærlighed tilovers for hende, er Ditte Gråbøl så rigtigt castet, så rigtigt og sympatisk sydstats-tacky.

Det hele bliver kun skarpere og sjovere af, at Johannesson og hold i stedet for at lade handlingen udspille sig i de hæmmede 1950’ere har henlagt den til familie- og ægteskabsinstitutionens eget kriseårti 70’erne. Det er først og fremmest et godt greb, fordi det har givet scenograf Christian Friedländer anledning til at sætte fuld billedlig knald på alt det usagte, der også ulmer.

Friedländer har glam’et soveværelsesscenen op i sand Dallas-stil med høje kunstige guldpalmer, henkastede pailletkjoler og dekadent skinnende draperier, som Gooper og Mae kan spionere forlorent bag, og som selvfølgelig kan falde til sidst. Det iscenesætter smukt de gyldne facader af løgne og ikke mindst den familiære invasion af det intime rum, der både er den store komiske og kritiske kraft i Kat på et varmt bliktag.

At Friedländer også har ladet gold sydstatsflora invadere det sexløse soveværelse, gør det reproduktive drama umuligt at overse. Men det rødglitrende ørkensand, de fallisk opragende kæmpekaktusser og halvvisne, hængende gevækster, der gror i det intime interiør, er ikke kun komik.

Monologen, som katten Maggie har til slut – der ligesom resten af stykket er skarpt oversat af Madame Nielsen – om dem, der ønsker sig »livet tilbage som noget gyldent, I havde givet slip på,« er en af de fineste, der findes.

I Johannessens fortolkning får Brick og Maggies forsoning til slut – deres fælles forståelse af, hvordan de kan »gøre løgnen til sandhed« i huset, hvor »døden er kommet ind« – endda en diskret drejning, der sætter kærligheden fri på en ny og måske mere nutidig måde.

Det samme kan siges om den linje, som teaterinstruktøren Elisa Kragerup har lagt i sin første sæson som kreativ leder af Betty Nansen Teatret: Kampe for frihed i køn og kærlighed har været et klart tema, men også et diskret, uforceret og ikke mindst vidtspændende af slagsen.

Først iscenesatte Kragerup selv Virginia Woolfs roman om den kønsskiftende aristokrat Orlando som slapstick. Så fulgte Færdig med Eddy, Anna Balslevs rå dramatisering af Édouard Louis’ ditto debutroman om hans opvækst som homoseksuel i det fattigste Frankrig som monolog. Det føles passende, at sæsonen lukker med en potent påmindelse om den queer-arv, der også, allerede, findes i den fineste af den mere klassiske dramatik.

’Kat på et varmt bliktag’. Betty Nansen Teatret. Instruktion: Minna Johannesson. Tekst: Tennessee Williams. Til den 31. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer