Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Blomstedt viskede tavlen ren hos Brahms

DR SymfoniOrkestrets æresdirigent Herbert Blomstedt gav en sjældent inspireret torsdagskoncert i Koncerthuset. Den 91-årige svensker er en favorit blandt verdens store orkestre, og hans relation til det danske orkester går helt tilbage til 1955
Koncerten var Brahms virkeliggjort som den højeste form for åndelig potens, og den viste, hvorfor 91-årige Herbert Blomstedt er så elsket af orkestre verden over. Se f.eks Berliner Filharmonikernes lykønskning ‘Herbert Blomstedt at 90’ på YouTube, hvor Carl Nielsens 5. Symfoni spiller en vigtig rolle.

Koncerten var Brahms virkeliggjort som den højeste form for åndelig potens, og den viste, hvorfor 91-årige Herbert Blomstedt er så elsket af orkestre verden over. Se f.eks Berliner Filharmonikernes lykønskning ‘Herbert Blomstedt at 90’ på YouTube, hvor Carl Nielsens 5. Symfoni spiller en vigtig rolle.

Ivan Boll

Kultur
11. december 2018

I de seneste måneder har Brahms fyldt ganske meget i Koncerthuset.

Der var Bamberger Symfonikernes fine opførelse af Symfoni nr. 2. Der var en middelmådig solist i Klaverkoncert nr. 2 fulgt af Christoph Eschenbach og DR SymfoniOrkestrets intense udgave af Schönbergs orkestrering af Klaverkvartet nr. 1. Og så var der torsdagskoncerten i sidste uge, som på alle leder og kanter overskyggede alt det forudgående takket være 91-årige Herbert Blomstedt, æresdirigent for både Bamberger Symfonikerne og vore egne radiosymfonikere.

Æresdirigent er en hæder, han forvalter med hjertevarme og loyalitet, og måske gjorde han det med en særlig hengivenhed denne torsdag aften. For det var en af de mest berigende koncerter, jeg har oplevet i årevis.

Jeg mindes faktisk ikke nogensinde at have hørt Brahms spillet så vedkommende og helstøbt. Intet mindre.

DR SymfoniOrkestret kan ikke matche et toporkester som Concertgebouw, hvis gæstespil i Koncerthuset jeg anmeldte noget lunkent for nogle uger siden.

Forskellen på de to koncerter var blot, at danskerne havde tilbragt en lille uge sammen med den svenske verdensdirigent, som med sin livserfaring, menneskelighed, humor og vilje til fortsat at trænge endnu dybere ned i partiturerne formår at gøre alle orkestre bedre, end de egentlig er. Eller rettere: formår at inddrage musikerne i sin dybe indsigt. Node for node, takt for takt, passage for passage, sats for sats.

Overalt er Herbert Blomstedt blevet en favorit blandt de store orkestre, noget sent er det sket for Berliner Filharmonikerne og især Wiener Filharmonikerne, som førhen ikke kendte deres besøgelsestid. Men hos os har man heldigvis kendt den.

Blomstedt dirigerede her første gang i 1955, den kloge musikchef Mogens Andersen hentede ham i 1967 som chef for radiosymfonikerne, og de seneste 20 år har han gæstedirigeret hvert år i København. Det er vel ikke for meget sagt, at musikerne forguder ham, og han anerkender i høj grad de fremskridt, orkestret gør fra år til år.

Klaverkoncerten

Med sig i Brahms’ Klaverkoncert nr. 1 havde Blomstedt den 36-årige tyske pianist Martin Helmchen, det var så at sige bedstefar og barnebarn hånd i hånd. Og hvilket samarbejde blev det ikke til i den genstridige klaverkoncert, hvor udfordringerne i særlig grad ligger i den første sats.

Angrebet på den fire-fem minutter lange orkesterindledning er ganske afgørende for hvilket slags farvand, man skal rejse igennem. Alene den majestætiske puls kan sættes for tungt og få orkestret til at kæntre faretruende.

Men Blomstedt gav den flugt, så den underliggende valsekarakter trængte gennem det statuariske temas vidtløftige spring og triller. Og ved det næste temas mageløst tilbageholdte vuggen frem og tilbage fik vi det første varsel om, hvor kammermusikalsk og fintfølende dette eventyr også skulle blive.

Martin Helmchen havde altså de bedste betingelser for at kunne spille frigjort og med kontrastrig dynamik, og det skete, ovenikøbet med en telepatisk kontakt til Blomstedt ned i de fineste detaljer.

Det lyriske tema i førstesatsen kommer først i klaveret, i Helmchens hænder var det bevægeligt og sangbart som en Schubert-lied, og da orkestrets strygere senere tager temaet op med klaverets apollinske kaskader over sig, kom det som en efterklang i et sublimt kontrolleret piano.

Senere i satsen veksler de to poler, dramatikken og lyrikken, med endnu større intensitet, og man må forbløffes over, hvor ubesværet og medrivende denne ofte tungt spillede musik strømmede ud i salen.

Derfor indfandt den sjælelige ro i den efterfølgende adagio sig med en særlig inderlighed, den tyste dialog mellem Helmchen og orkestret havde nogle helt uforglemmelige momenter i lyssætning og betoninger. For derefter at skifte til en mendelssohnsk livsalighed i finalen, lethed og dans, swing og fremdrift, en vidunderlig samhørighedsoplevelse.

Helmchen gjorde det fantastisk og blev naturligvis tiljublet, og han kvitterede med Bach, en udgave af orgelbearbejdelsen af salmen Ich ruf’ zu dir, Herr Jesu Christ. Lifligt strømmende og uden patos.

Symfonien

Den gamle dirigent fortsatte med uformindsket og næsten naturstridig vitalitet.

En af musikerne sagde til mig efter koncerten, at han godt nok havde spillet Brahms’ Symfoni nr. 1 et utal af gange med orkestret, men han kunne ikke mindes, at de havde spillet den så smukt som denne aften. Var det virkelig os, grinede han.

Fra en tilhører, som har fulgt Blomstedt over det meste af verden, lød det, at Blomstedt i Brahms fik mere gennemsigtighed ud af DR SymfoniOrkestret end af Wiener Filharmonikerne. Vi var altså højt oppe.

Brahms’ fire symfonier er orkestrenes daglige vand og brød, ingen sæson uden Brahms, alle chefdirigenter vil sætte deres personlige aftryk med denne kanon. Det betyder desværre, at det kan blive en kværnende rutine, også at man bliver temmelig træt af Brahms.

Allerede på hans egen tid var man træt. Hugo Wolf kaldte Brahms’ musik for den mest intensive form for musikalsk impotens. Nietzsche hørte den som uformåenhedens melankoli. George Bernhard Shaw beskrev ham som et barn, der lærer sig at blive voksen ved hjælp af sine enfoldige ræsonnementer.

Med Herbert Blomstedt blev tavlen visket ren. Den mægtige symfoni fik på sæt og vis en ny krop, selv om det kan lyde ejendommeligt. Den langsomme åbning med de himmelstræbende linjer og gentagne toner i basser og pauker stod som en barok altertavle, med detaljerne fint ciseleret i forgrund og baggrund. Det var overvældende, men ikke dirigeret i følelsernes vold.

Senere forstod man, at førstesatsens forløsning stod i nøje forhold til den lige så omfangsrige finale, at den første gnistrende kampsats i mol skulle spejle sig emotionelt og intellektuelt i den sidste hymniske sats i dur.

Sats efter sats måtte man beundre, at musikerne tog så beåndet hånd om frasernes udformning, ikke mindst hvordan de skulle afsluttes, og det var betagende at høre alle de kendte solistreplikker i nye nuancer – med violinen, oboen, klarinetten, hornet.

Blomstedt bevægede sig ganske lidt på podiet, dirigerede uden pind, styrede pulsen roligt og usvigeligt sikkert med håndfladerne, undertiden en indsats med begge skuldre, hele tiden foran musikerne med sit blik, og når musikken voksede til en sandstorm, omfavnede han orkestret som en ørn med sit vingefang.

Dette var Brahms virkeliggjort som den højeste form for åndelig potens. Hinsides romantisk fernis og ikke gennemvædet af kommentatorernes påduttede melankoli, men snarere Herbert Blomstedts hyldest til de gyldne proportioner, der findes i barokkens og renæssancens musik, som Brahms var så lidenskabeligt optaget af.

Brahms: Klaverkoncert nr. 1 og Symfoni nr. 1. Martin Helmchen (klaver) og DR SymfoniOrkestret under Herbert Blomstedt. Koncerthuset 6. december. Se Berliner Filharmonikernes lykønskning ‘Herbert Blomstedt at 90’ på YouTube, hvor Carl Nielsens 5. Symfoni spiller en vigtig rolle

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her