Læsetid: 5 min.

’Burning’ viser en mystisk verden, hvor der drikkes dyr vin i lugten af kokasser

Den sydkoreanske film ’Burning’ er et stilfærdigt rivravruskende sammenstød mellem ansvar, historie, følelse over for moralsk fordærv, æstetik, kynisme. Og samtidig insisterer den lige til det sidste på, at verden er mystisk
Sydkoreanske Lee Chang-dongs ’Burning’ fortæller smukt, poetisk og mystisk om en verden, der er knækket i stykker.

Sydkoreanske Lee Chang-dongs ’Burning’ fortæller smukt, poetisk og mystisk om en verden, der er knækket i stykker.

Camera Film

20. december 2018

Jongsu er ikke skabt til det moderne højeffektivitetssamfund.

Den unge, verdensfjerne mand søger arbejde på en fabrik i et Sydkorea med høj ungdomsarbejdsløshed. De stilles på række og skal sige deres nummer i rækken, hvorefter de skal motivere, hvorfor de skal have arbejde. De andre svarer prompte og med høj tydelig røst, som om de var i militæret. Jongsu tøver. Og tøver. Så træder han ud af rækken og går.

Jongsu – spillet med en fornemt kompleks og næsten grimasseløs monotoni af Yoo Ah-in – ser verden som et mysterium. Onanerer i sin venindes mikrolejlighed, mens han ser på Seouls store tv-tårn. Han er uddannet i skrivekunst og vil skrive fiktion, men tøver. Han er distraheret af verdens gådefulde fremtoning, ja, selv når han har sex, kigger han på solreflekser.

Han forelsker sig dog ret hurtigt i Haemi. Først genkender han hende ikke, men hun minder ham om, at hun er fra hans hjemstavn, en landsby tæt på Nordkoreas grænse, hvorfra man kan høre propaganda repeteret fra enorme højttalere. Hun er en boblende eksistens – spillet med forunderlig vægt og vægtløshed af Jeon Jong-seo – der dyrker pantomime, for så kan hun altid spise en mandarin.

Haemi forfører Jongsu efter at have mindet ham om, at han som dreng gik over gaden for at meddele hende, at hun var ubeskriveligt grim. Senere fortæller hun, at han reddede hende fra en brønd, hun faldt i. Han husker ingen af delene. Og således har skellet mellem fakta og fiktion det med at gå op i røg i Burning. Men også kun næsten.

En tilskuerabsorberende filmstil

Sydkoreanske Lee Chang-dongs Guldpalme-nominerede og fremragende Burning er baseret på en novelle af Huraki Murakami, og den ser ligesom sin hovedperson verden som et mysterium. Ja, den bliver også til et mysterium.

Og filmen overvælder i sin rolige undersøgelse af byens lette ensomhed og naturens magtfulde tomhed.

Kameraet er håndholdt og drager os blidt ind i den urbane uigennemtrængelighed og isolation såvel som ud i landlighedens panoramiske ro og depression. Det er en tilskuer-absorberende filmstil, en cinematisk svamp, der suger én til sig og giver tilskueren god tid til at forsvinde i billedrammerne. Tag bare det blågrønne tågelandskab, som Jongsu løber igennem. Det ligner et Mark Rothko-maleri. Eller lyt til baggrundslarmen selv ude på landet. Moderniteten kan ikke længere undslippes, den omslutter tilskueren – og Jongsu.

Klipningen er også tøvende. Tit ser hovedpersonerne ud af billedet, og der klippes først til, hvad de ser på – eller noget helt andet – når man er ved at dø af utålmodighed. Det er en film, der slæber med fødderne i sin bevægelse hen imod det uafvendelige.

Og den fornemt suggestive soundtrackmusik dukker kun lejlighedsvist op i al sin rummelighed. Elguitar, bas, en gong, der væver prægnante og simple dramaer under få sekvenser.

Brænder drivhuse af

Jongsu tøver næsten hele filmen igennem, men i afgørende, ofte fatale øjeblikke gør han ikke. Ikke en handlekraftig helt, men en overvældet gransker af verden.

Ind kommer snart playboyen Ben, ulasteligt og teflonbelagt inkarneret af Steven Yeun. Porsche, laber lejlighed i Gangnam og et åbent varmt smil om læberne, bortset fra når han gaber. Han husker ikke, at han nogensinde har grædt og betror Jongsu, at han holder af at brænde drivhuse af. Bare sådan én gang hver anden måned.

Hvad Ben lever af er uklart. Men det ligger fast, at han taler fra en anden verden end de to andres, når han ikke fortæller, hvad han laver, men siger, at arbejde nu om dage er umuligt at skelne fra spil.

Jongsu er ikke sen til at pege på, at Ben er som titelfiguren i F. Scott Fitzgeralds hovedværk Den store Gatsby – en rigmand med tågede indtægtskilder og en gnistrende personlighed.

Eksistentielt vakuum

Filmen vækker mindelser om David Lynchs Lost Highway, Alfred Hitchcocks En kvinde skygges og Bret Easton Ellis’ American Psycho. Haemis mystiske kvindeskikkelse, der ikke er til at gribe om. Jongsus kærlighedstab. Og Bens nihilisme.

Drivhusene er beskidte og ubrugelige, siger han. Jungso vil så vide, med hvilken ret han bestemmer, at de er ubrugelige. Der er ikke rigtigt eller forkert, replicerer Ben, kun naturens love. Parallelt med mødet med Ben dømmes Jongsus far og koreakrigsveteran til halvandet års fængsel for at have slået en tjenestemand i funktion.

Ben forstår at agere i en meningsløs verden, hvilket både Jongsu og Haemi har helt anderledes svært ved. Om pantomimekunsten siger Haemi, at det er kunsten at glemme, at der ikke er nogen mandarin. Til det kan man vel tilføje, at kunsten at leve er at glemme, at der ikke er nogen mening. Eller som Ben omfavne dens fravær. Men hverken Haemi eller Jongsu kan nogen af delene.

I forsøget på at finde mening tager Haemi til Kenya for at besøge Kalahari-folket, der taler om den lille sult og Den Store Sult. I en dans bevæger de sig fra den almindelige tomme maves sult til den, som sjælen kan lide under. Det eksistentielle vakuum, der afføder jagten på mening. Ben gaber, da Haemi danser dansen for sine venner på en dyr Gangnam-bar.

Hjertet er en bas

Under en stille stund på landet slår Ben sig for hjertet og siger, at han mærker en bas derinde. I en kort, dundersmuk holdpantomime griber aktørerne sig først til ansigtet og synes at rive imaginære masker af deres ansigterne, hvorefter de med ansigterne forvredet i smerte tager sig til hjerterne.

Burning fortæller om en verden, der er knækket i stykker. På den ene side ansvar, historie, følelse, på den anden side moralsk fordærv, æstetik, kynisme. På den ene side dem, der forsøger at forstå livets uudgrundelighed, på den anden dem, der opfinder en helt ny, materialistisk virkelighed. Og det er ikke svært at gætte sig til, hvem der har sat sig på den politiske dagsorden og alle ressourcerne.

Burning byder på et stilfærdigt rivravruskende sammenstød mellem disse to verdener. Ja, på et tidspunkt sidder trioen i landsbyen og drikker dyr rødvin, mens de inhalerer lugten af kokasser. Og til det sidste insisterer instruktør Lee Chang-dong – både i fortælling og karaktertegning – på, at verden er mystisk.

’Burning’. Instruktion: Lee Chang-dong. Manuskript: Lee Chang-dong og Oh Jungmi. Sydkoreansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu