Læsetid: 4 min.

Célines fascinerende bog om manden, der ville fjerne ’ligstoffet’ fra fødselslægens hænder

Den østrig-ungarske læge Ignaz Semmelweis forsøgte at lære fødselslægerne at vaske hænder, inden de gik fra dissektionstuen til fødselsgangen. Desværre forgæves. Célines lille og fascinerende bog om ham er både litteraturhistorie, sygdomshistorie og kvindehistorie
Den østrig-ungarske læge Ignaz Semmelweis forsøgte at lære fødselslægerne at vaske hænder, inden de gik fra dissektionstuen til fødselsgangen. Desværre forgæves. Célines lille og fascinerende bog om ham er både litteraturhistorie, sygdomshistorie og kvindehistorie

The Granger Collection

7. december 2018

Mit yndlingscitat blandt utallige yndlingscitater fra bogen (det handler om hovedpersonens skole- og ungdomstid): »Undervisningen, det er velkendt, var streng, Cicero var vanskelig, ungdommen miskendt.«

Der er andre steder i bogen, hvor Céline – senere forfatter til desperate og altsønderrivende romaner som Rejsen til nattens ende og Død på kredit – skriver mere opsigtsvækkende. Fortættet, malerisk, med groteske metaforer vekslende med poesiens svale vind. Men der er altså noget ved det henkastede og indforståede, panoramaets enorme sammentrækning, der bare er sjovt. Måske netop på grund af kontrasten til det andet, der får det til at virke, som om stilen (sproget som rusmiddel) og genren (levnedsskildringens højspændte bue) her holder et øjebliks pause fra sin egen selvhøjtidelighed.

Louis-Ferdinand Céline: ’Semmelweis’.

Den lille bog om Semmelweis skrev den lægeuddannede Céline (1894-1961) i 1924. Dvs. otte år før sin litterære debut med Rejsen til nattens ende, der på rekordtid gjorde ham både berømt og berygtet, det sidste på grund af romanens råhed, obskøniteter og besudling af det litterære sprog. Genren – altså i den lille og temmelig ukendte bog – er højst usædvanlig, i hvert fald set med nutidens øjne.

Der er tale om en »lægeafhandling«, komplet med vejleder og bedømmelsesudvalg, som omsvøbsfuldt takkes på bogens første sider (»dybfølt taknemmelighed«, »min inderligste beundring«). Ligesom hele historien rundes af med vejleders, dekans og rektors godkendelse.

Hvad det er, sagkundskabens og institutionernes fornemste repræsentanter har godkendt, og hvorfor, er ikke let at vide. Bogen er fuld af formelle fejl, fortæller oversætter Troels Hughes Hansen i et kort og godt skrevet efterord. Derudover er der hverken meget ’afhandling’ eller ’læge’ i den, hvis det med læge skal forstås som et fagligt indhold (stof, emne) for afhandlingens metodiske ramme.

Set i det lys er bogen især interessant, fordi den foregriber den senere Céline; desperadoen, provokatøren, antisemitten, men først og fremmest forfatteren og ordkunstneren Céline.

Den side af sagen sammenfatter Troels Hughes Hansen i tre punkter: Der er for det første typen, nemlig mennesket som misagtet geni, gerne i en læges filantropiske skikkelse. Herfra kan verdens råd udstilles, og der kan tales med en tordenkiles kraft om hykleri og løgne (og for antisemitten Célines vedkommende altså om jødernes og kapitalismens sammensværgelser). Den figur vender flere gange tilbage i forfatterskabet. Der er for det andet mundtligheden som foretrukken – levende, autentisk – sprognorm frem for skriftsprogets akademiske strenghed. Og med den også nogle af stilens frontalangreb på sætningen som strømlinet æskesystem. Og så er der for det tredje og nok så spændende deliriet – forstandstabet, den rablende galskab – som skaberånd hos Céline. Det sker i den lille bog ved, at hovedpersonen først rammes af én galskab (ved at kaste »sig ud i usammenhængen«) og i en rus går amok i dissektionslokalet med hænder og skalpel, indtil bladet glider fra liget til hans eget kød og efterlader ham med en dødelig infektion og en ny galskab.

Død, delirium, skabelse. Det kunne godt have været en scene i en af Célines romaner.

Selvom emnet for bogen i lyset af Célines senere geni tilsyneladende er af lavere orden, så er den mindst en lige så god anledning til at læse den. Historien er ikke bare célineagtigt velfortalt, den er også fantastisk – og fantastisk godt matchet med det célineagtige.

Hovedpersonen er den ungarskfødte fødselslæge Ignaz Semmelweis (1818-1865), der under udøvelsen af sit erhverv på et hospital i Wien kommer under vejr med årsagerne til barselsfeberen. På den tid tog sygdommen, såkaldt puerperalfeber, livet af op til en tredjedel af de fødende. Hos Céline bliver tallet afgjort ikke mindre. I maj måned 1846 hævdes tallet på en bestemt afdeling på hospitalet i Wien at have nået hele 96 procent! Det var angiveligt mindre risikabelt af føde på fortovet uden for hospitalet.

Situationen giver naturligvis anledning til en vis bekymring. Der nedsættes en Kejserlig Kommission, der afholdes konferencer. Men der hviler også ligesom en fatalistisk ro over sagen. Har nogen måske lovet, at moderskabet skulle være omkostningsfrit?

Flere teorier er i indbyrdes konkurrence. Det kan være mælken, varmen, kulden, luften, de udenlandske lægestuderende, fødselsstuernes alder, kosten, månen. Det er Semmelweis, der med en blanding af fornuft og genial intuition når frem til, at trafikken mellem dissektionslokalet (hænder begravet i lig) og fødselsstuerne (de samme hænder begravet i den fødende kvinde) er en dårlig idé. Og at en løsning kunne være grundig håndvask i klorkalkopløsning mellem de to lægegerninger. »Ligstof« er hans ord for det, der på uheldsvanger vis ellers vil overføres til kvinden.

Pointen hos Céline og virkelighedens pointe er, at lægestandens (patriarkalske?) magtfuldkommenhed ikke så let lader sig bøje, hverken af enkle sandheder eller af hensynet til menneskeliv (særlig ikke kvindemenneskeliv?). Semmelweis dør i Célines afhandling, ligesom i virkeligheden, nedbrudt og misagtet, men i den virkelige verden vistnok ikke af en infektion, men af Alzheimer eller senil demens. I sin grav kunne han så vente på, at Pasteur halvtreds år senere skulle grundlægge mikrobiologien og lære verden om bakterier og smittefare. Eller med unge Célines ord: vente på, at »Pasteuer havde lånt sit lys til de middelmådige«.

Man får altså med den første danske oversættelse af Célines lille og vildt fascinerende bog både litteraturhistorie, sygdomshistorie og kvindehistorie. Det er ikke så lidt.

Louis-Ferdinand Céline: ’Semmelweis’, oversat og med efterskrift af Troels Hughes Hansen, Forlaget Vandkunsten, 136 sider, 150 kroner

Vinterbøger 2018: Dystopisk litteratur

Magasinet Vinterbøger sætter fokus på de dystopiske romaner, der skildrer hvordan vi nærmer os et apokalyptisk nulpunkt, hvor den miljømæssige krise og kampen om råstoffer truer med komplet kollaps. Læs om den historiske baggrund for dystopien og om, hvorfor genren igen er relevant – for både børn, unge og voksne. Magasinet udkommer i sin helhed den 7. december 2018.

Andre artikler i dette tillæg

  • Her er de bedste bøger i 2018 – ifølge kritikerne

    7. december 2018
    Hvilke romaner, digtsamlinger, fagbøger og ungdomsbøger har været de ypperligste i 2018? Her er kritikernes favoritter
  • Den trøstende erektion

    7. december 2018
    Franske Annie Ernaux’ autofiktive roman om sine første seksuelle oplevelser i 1958 er knivskarp og elegant
  • Modernister

    7. december 2018
    I sidste uge gav Det Danske Akademi Klaus Rifbjergs Debutantpris til Theresa Salomonsen for hendes digtsamling ’Kast himlen i havet’, udkommet på forlaget Korridor. Peter Laugesen holdt talen, og reglen er, at den skal handle om poesien, ikke om forfatteren, så her er talen, der tager udgangspunkt i tre af fire hyldestdigte i bogen til henholdsvis Gustaf Munch-Petersen, Edith Södergran og kubismen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu