Læsetid: 4 min.

Cool, kontant og trættende

Joan Didions essays er glimtvis skarpe, men flakker for meget
Joan Didions essays er glimtvis skarpe, men flakker for meget

Lisa Carpenter

7. december 2018

I de seneste år har den amerikanske forfatter Joan Didion vundet stadigt større udbredelse herhjemme. Alene i 2018 har Gyldendal udgivet romanen Intet gælder samt genudgivet Et år med magisk tænkning og Blå timer, der handler om henholdsvis ægtefællens og datterens død, og nu udkommer Slæber sig mod Betlehem, Didions første essaysamling fra 1968, på dansk i forlagets forbilledlige Skala-serie.

Bogen er et portræt af 1960’ernes USA med særligt fokus på Californien. Didion skriver blandt andet om et trekantdrama, hvor en kvinde myrder sin mand, om Las Vegas-bryllupper, Hollywood og John Wayne.

Joan Didion: ’Slæber sig mod Betlehem’.

I titelessayet, der er bogens længste og væsentligste, rejser Didion til San Francisco, hvor hun gennem punktnedslag i sine møder med andre forsøger at indfange byens stemning og mentalitet, der er præget af rastløs længsel og planløs eskapisme: Hun tilbringer en del tid sammen med Max, der »ser sit liv som en sejr over ’forbud’« – hvilket blandt andet har ført til et heftigt indtag af stoffer – og hans bekendte Steve, der savner at have et mål med sit liv øg ønsker sig, at der sker »et eller andet. Lige meget hvad«.

Didion møder ligeledes et teenagepar, der er løbet hjemmefra for at slippe for regler blot for at opdage, at der snarere er uvished end frihed på den anden side: »Først skal vi have et arbejde og så et sted at bo. Bagefter ved jeg ikke rigtig,« som en af dem siger.

Skildringen af San Francisco i 1967 kulminerer med et besøg hos en familie, hvor et femårigt barn læser tegneserier, mens hun er på syre – et grotesk eksempel på Didions tidligere bemærkning om perioden som »en håndfuld sørgeligt inkompetente børns desperate forsøg på at skabe et samfund i et socialt vakuum«.

Den slags udsagn er der en del af i teksterne, for Didion har intet problem med at sammenfatte et liv, et sted eller en epoke i en sætning eller to: »Det er klart, at hun kom fra et andet sted, kom ude fra prærien for at finde noget, hun havde set i en film eller hørt om i radioen, for det er en historie om det sydlige Californien« eller »på visse måder var det et typisk hemmeligt forhold et sted som San Bernardino, et sted, hvor der ikke er meget, som er lyst og lykkeligt, og hvor det er helt almindeligt at tabe fremtiden af syne og begynde at lede efter den i sengen«.

Sikkerheden i den slags udsagn står i kontrast til det flakkende, angstfyldte og – med Didions eget udtryk – neurotiske essay-jeg, der kører til Mexico med sin mand, fordi det regner i Los Angeles, og hun ikke orker at klæde sig på, og som skriver for »at få et afklaret forhold til kaos«. Denne vekslen mellem (og sammenfiltring af) det flakkende og det kontante skaber hele bogens dynamik.

Når det fungerer bedst, tegner det et mangefacetteret portræt af samtiden eller siger noget om den amerikanske mentalitet, som når den ekstravagante Howard Hughes bliver en folkehelt, fordi han repræsenterer »det sidste private menneske, den drøm, vi ikke længere vedkender os«.

Når det ikke fungerer, resulterer Didions metode til gengæld i essays, der zapper overfladisk rundt mellem generelle betragtninger om emnet og de henkastede erindringer, det sætter i gang hos forfatteren. Bryllupsessayet består eksempelvis af trivia om Las Vegas, kuriøse detaljer fra bybilledet, indskudte anekdoter samt et par overhørte replikker, hvis sammenblanding det er svært at se nødvendigheden af. Andre steder fremstår de mennesker, Didion skriver om, som rekvisitter i en kynisk og ængstelig sammentrækning af verden, der begrunder sig selv med et skuldertrækkende ’sådan er det jo’. I disse tilfælde går Didion ikke på opdagelse, hun drager ud i verden i håb om, at den hjælper hende med at sætte ord på det, hun allerede har besluttet sig for.

Didion lægger i øvrigt ikke skjul på, at det forholder sig sådan. I en tekst om at skrive notesbog konkluderer hun, at hun ikke noterer ting om andre mennesker, fordi hun interesserer sig for dem, men fordi hun vil huske, »hvordan det var at være mig«. Tilgangen er egentlig heller ikke problematisk, når blot Didion samtidig er nysgerrig, som når hun i »Farvel til alt det«, et af bogens højdepunkter, skriver om sine otte år i New York og bruger sine egne oplevelser i forsøget på at forstå, hvornår hun mistede interessen for byen.

Hvorvidt man kan holde ud at være i selskab med Didions essay-jeg i længere tid ad gangen, er selvfølgelig et spørgsmål om smag og temperament. Mange af hendes tilhængere synes, hun er cool; selv ender jeg med at finde tonen lidt trættende.

Didions essayistik har åbenlyse kvaliteter, og de fleste af dem findes i Slæber sig mod Betlehem (resten findes i den mesterlige Et år med magisk tænkning), men blandt de 20 essays er der trods alt for mange af de overfladisk zappende, til at bogen kan kaldes decideret vellykket. Som samling betragtet er den interessant og glimtvis gnistrende skarp, men altså også meget svingende i kvalitet.

Joan Didion: ’Slæber sig mod Betlehem’, Oversat af Claus Bech, Gyldendal, 288 sider, 200 kroner

Vinterbøger 2018: Dystopisk litteratur

Magasinet Vinterbøger sætter fokus på de dystopiske romaner, der skildrer hvordan vi nærmer os et apokalyptisk nulpunkt, hvor den miljømæssige krise og kampen om råstoffer truer med komplet kollaps. Læs om den historiske baggrund for dystopien og om, hvorfor genren igen er relevant – for både børn, unge og voksne. Magasinet udkommer i sin helhed den 7. december 2018.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu