Læsetid: 5 min.

Cuaróns mesterværk, ’Roma’, om 70’ernes Mexico er en smuk hyldest til verdenshistoriens bipersoner

Alfonso Cuaróns mesterlige ’Roma’ flytter fokus til en traditionel biperson, tjenestepigen Cleo og hendes perifere liv og levned. Det er et forunderligt vellykket greb i en film så rig på tekstur og respekt, at den sidder i kroppen, længe efter at den er slut
Alfonso Cuaróns ’Roma’ følger den fåmælte Cleo (Yalitza Aparicio), der arbejder for en familie i Mexico City i 1970’erne, og filmen er en dybt gribende, konsekvent egensindig fortælling om kvinderne, der efterlades af deres mænd.

Alfonso Cuaróns ’Roma’ følger den fåmælte Cleo (Yalitza Aparicio), der arbejder for en familie i Mexico City i 1970’erne, og filmen er en dybt gribende, konsekvent egensindig fortælling om kvinderne, der efterlades af deres mænd.

Carlos Somonte

6. december 2018

»Vi er alene,« siger señora Sofía grådkvalt. Hun trykker sin tjenestepige Cleo hårdt ind til sig. De ved begge, at det er sandt. Og det er vi heller ikke i tvivl om som tilskuere.

Mexicanske Alfonso Cuaróns mageløse, sort-hvide Roma er en semibiografisk film om hans privilegerede opvækst i kvarteret Colonia Roma i Mexico City i 1970 og 1971. Men i centrum er hverken Cuaróns alter ego eller hans familie, men en af verdenshistoriens kvindelige bipersoner.

Vi følger nemlig den fåmælte Cleo (underspillet med sårbar bomstyrke af Yalitza Aparicio), der sammen med sin kollega Adela er tjenestepige for Sofía (Marina de Tavira), hendes ægtemand Antonio, deres fire børn og disses bedstemor.

Roma er en dybt gribende, konsekvent egensindig fortælling om kvinder, der efterlades af deres mænd. Om det så er til fordel for andre kvinder, eller fordi de er blevet gravide. Det hele er ved at falde fra hinanden, fordi far Antonio har fundet en anden. Men det er en sidehistorie og bivirkning, fordi det er Cleo og hendes opofrelse, det handler om.

Ursula Le Guins bæreposeteori

Den fabelagtige science fiction-forfatter Ursula K. Le Guin (1929-2018) skrev i 1986 essayet The Carrier Bag Theory of Fiction, hvori hun advokerede for en fiktion, der ikke handler om jægerne og deres spyd, men om samlerne.

Hun påpeger, at jagten egentlig var unødvendig, når vi kunne samle rigelig med føde. Men at den lokkede med muligheden for heroiske historier, som siden har domineret vores fiktion gennem årtusinder. Fra Odysseus til Batman.

I stedet foreslog hun en fiktion, der priser opfindelsen af bæreposen, som man kan samle mere end rigelig mad i. Og blind var hun heller ikke for, at det var en fiktion, der handlede om rummelighed. Ikke om erobring, men om at holde sammen på mere komplekse og modsætningsfyldte fortællinger. Akkurat ligesom vandbærerne i cykelsporten fortæller en anderledes historie om ofre og forliste ambitioner end de stjerner, der bestiger podiet. Domestiques kaldes vandbærerne på fransk.

Alfonso Cuarón må kunne nikke genkendende til Le Guins tanke, for Roma er en hyldest til de kvinder, der dengang i 70’erne var alene om at få hjemmet og dermed den næste generation til at hænge sammen. Mens mænd lod, som om de stadig levede helteliv i jægersamfund.

I disse ligestillede tider er det ikke en helt så presserende konflikt, siger De måske? Og dog. Ifølge Danmarks Statistik, så kniber det i hvert fald stadig på barselsfronten her til lands. De seneste tal er fra 2015, hvor kvinder i gennemsnit tog 298-311 dages barsel, mens mændene tog 25-70 dage. Jagtmarkerne kalder stadig mere end hjemmefronten.

Og i fiktionen – eller i Cuaróns tilfælde semibiografien – er det et vildt forfriskende konventionsbrud, at helten ikke er en hård kriger, men en fleksibel bevarer. En kompleks og familiesolid helt.

Uden kvinder ingen verdenshistorie

Jeg kommer til at tænke på Ang Lees mesterlige The Ice Storm, hvor vi – ligeledes i 70’erne – følger børnene i periferien af forældrenes selvoptagede liv. Og også til dels på Richard Linklaters overvurderede Boyhood og dens fortløbende undersøgelse af en familie. En film, der som Roma heller ikke bekymrer sig om en traditionel treaktsstruktur.

Men Roma adskiller sig fra begge med sine meget markante samfundshistoriske perspektiveringer.

Cleo er midt i både jordskælv og Corpus Christi-studentermassakrem i Mexico City i 1971 (hvor de paramilitære Los Halcones skuddræbte et ukendt antal demonstranter, mens politiet så på), men forsøger samtidig at sikre artens overlevelse på helt andre præmisser.

Kvinderne befinder sig i periferien af verdenshistorieskrivningen, også her i Roma, men uden disse kvinder var der ingen verdenshistorie.

Stilistisk triumf i billede og lyd

Det er ikke kun som bæreposefiktion af fineste karat, at Roma er formidabel. Men også i kraft af sine stilistiske greb, der gør, at den (trods premiere på Netflix i næste uge) bør ses i biografen. For billederne af et svundet Mexico – gudhjælpemig også fotograferet af Alfonso Cuarón – er så rige på digitale detaljer og alligevel analogt nærvær, så dybe i deres beskrivelse af datiden.

Om det så er overklasselivet eller ghettoerne, kanonkongen og de sort-hvid-tv-helte, de romantisk majestætiske biografer eller det modernistiske hospital. Det er en nostalgisk, men også rå erindring.

Roma dyrker en del onetakes, altså scener med kun et kamera og uden nogen form for klipning og dermed tidshop. Det var noget, Cuarón gjorde med rystende ekvilibrisme i sin brillante science fiction Children of Men. Og det giver også mening her i Roma.

For mens onetakes i deres tekniske komplikation kan kaldes en filmskabernes pikmåling, så er de her i Roma tit enkle og ikke på nogen måde tivoliseret komplicerede. Det kan være et kamera midt i familiehuset, som drejer om sin egen akse og følger familiens konflikter. Eller det kan være et lineært rejsende kamera, som i den sindsoprivende badescene, hvor Cleo, der ikke kan svømme, først henter et barn op af det oprørte hav og så sammen med kameraet må retur og forsøge at redde yderligere to.

Og Roma bør også ses i biografen på grund af sin lydside, som bekendt fladskærms-tv’ets akilleshæl. Der er masser af lyd af levet liv, men ingen underlægningsmusik, der jo har det med at holde tilskuernes følelser i et jerngreb – og også overmaler virkelighedens lyde. Ikke her, oh boy, ikke her. Vi sovses ikke ind i følelsesdiktat, men må lytte til vores eget register.

Ydmyge, empatiske valg

Vi sidder i salen, nedsænket i dolby surround-lyden af Mexicos boblen, bjæffen, pippen, dytten, hvinen. Skærsliberens fløjtede signatur, kastanjesælgerens kalden, militærorkestrets brankede blæsere, oceanets vold. Et lydkaos mixet højt i forhold til stemmerne, således at Mexicos påtrængende sitren understreges – og hvor ensom man kan være i vrimlen.

Tilsammen giver lyd og billede Roma en svimlende tekstur, som man absorberes i. Ikke længere tilskuere til, men deltagere i et leben.

Alfonso Cuaróns stilistiske valg er så gribende og så lidet demonstrative – snarere ydmyge, empatiske – at filmen sidder i kroppen længe efter, at den er slut.

Og der må den faktisk gerne blive, tak. For i Cuaróns mesterværk er der stor respekt for og opmærksomhed på de bipersoner, de vandbærere, der får verden til at fungere, alt imens hovedpersonerne rager rampelyset til sig. Bare ikke her.

Instruktion og manuskript: Alfonso Cuarón. Mexicansk-amerikansk (Biografer landet over og fra 14.12. på Netflix)

Richard Linklaters nye film er et yderst vellykket mix af lystspil og tragedie. Den snegler sig på en knivsæg mellem det kammeratligt profane og det dybt samfundskritiske. Og under de tre ældre hovedpersoner og gamle soldaterkammeraters historie står fortællingen om de tossede krige, som USA har kastet sig ud i
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Nostalgia

"Her sad hun og spelted min bøjede mor, ind under den bjælke så lang,
og delte sit bryst mellem mig og min bror, imens så vemodigt hun sang.
Nu ligger hun hist under stendigets hæld i krogen, hvor valmuer gror.
Gør verden fortræd, tog sorgen min fred, så sagte med lågen jeg går."
(Jeppe Aakjær - 1905)

hans-henrik elofsson

Ralf Christensen, hvor er det dejligt du er tilbage på avisen med dine anmeldelser af både film og musik. Du har været savnet !