Læsetid: 4 min.

Emma Reyes skriver usentimentalt og sanseligt om at vokse op på et colombiansk nonnekloster

Emma Reyes’ 23 breve om en hård og ubemidlet barndom i Colombia er uprætentiøse og lidenskabelige midt i al mistrøstigheden. De efterlader et uudsletteligt indtryk
28. december 2018

Det kan virke som en uoverskuelig tilfældighed eller et lille mirakel, at den colombianske kunstner Emma Reyes’ (1918-2003) breve nu findes som Batzer & Co.-bog i dansk oversættelse.

Fra 1969 til 1997 skrev Emma Reyes, på dette tidspunkt bosat i Frankrig, 23 breve til vennen Germán Arciniegas, der var colombiansk historiker. Han havde opfordret hende til at fortælle om sin fattige barndom, først i den colombianske hovedstad Bogotá, siden på et nonnekloster på landet. Resultatet blev disse breve.

Som kunstner var Reyes på dette tidspunkt ukendt. Forfatter, derimod, var en titel hun aldrig havde brugt. Det lykkedes Arciniegas at vise brevene til landsmanden Gabriel García Márquez, der ifølge bogens bagside udtrykte stor begejstring for deres særlige litterære stil. Reyes ønskede imidlertid ikke at publicere dem, og de udkom derfor først efter hendes død i 2003.

For nylig har Penguin Random House udgivet og dermed hjulpet til kanoniseringen af Reyes’ breve, og nu får vi så også glæde af hendes erindringer på dansk.

Brevene beskriver de første cirka 20 år af Reyes’ liv, fra de tidligste barndomsminder til hun som ung kvinde forlader klosteret. Et livsforløb, der både er højest usædvanligt og på mange måde utroligt sørgeligt. Man møder den tre-fire-årige Emma, der bor i en fattig bydel i Bogotá sammen med »min søster Helena, et drengebarn hvis navn jeg aldrig lærte at kende, men som vi kaldte Lusen, en dame som jeg kun husker som en mægtig dusk sort hår, der skjulte hende fuldkommen«.

Emma kender ikke sit eget navn, men tror hun hedder »Pigebarn«, hun frygter hårdusken, fru Maria, som måske, måske ikke er hendes mor, og en dag kommer der en rig mand med »hat, frakke og paraply« og henter Lusen, som de aldrig ser igen.

Elendighederne ender bestemt ikke her, men et af de bemærkelsesværdige træk ved Reyes’ selvbiografiske stil er, at hun aldrig skriver selvmedlidende eller sentimentalt, kun indlevet og omhyggeligt. Det på trods af, at hun på det tidspunkt, hvor brevene skrives befinder sig i kunstnermiljøerne Frankrig i den anden halvdel af det tyvende århundrede og bestemt har haft anledning til at sætte sin egen fortælling i perspektiv.

Den uprætentiøse klarhed, som brevene skrives med, gør, at man kommer meget tæt på barnet Emmas sanselige verden. I det første brev beskriver hun for eksempel, hvordan hun og de andre børn på gaden laver en stor dukke af ler, som de døber General Rebollo og bærer rundt på en planke:

»Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor vi valgte det navn, men i hvert fald blev general Rebollo vores gud; vi klædte ham i alt hvad vi kunne finde på lossepladsen, og det var slut med at løbe om kap, lege krig og springe rundt. Enhver leg handlede kun om General Rebollo; General Rebollo var det naturlige midtpunkt for alle vores påfund.«

'Breve Fra En Barndom': Emma Reyes.

Gucca

Så let og ukunstlet kan det beskrives, hvordan man som barn kan opsluges fuldt og helt – religiøst – af en leg, en forestilling. Den slags både magiske og simple scener er der mange af i Emma Reyes’ breve.

Senere bliver Emma og Helena forladt af fru Maria, og de flyttes til et kloster, hvor de opdrages strengt til en hverdag med bønner og syarbejde. I denne del af bogen er det særligt Reyes’ portrætter af nonnerne og novicerne, der står frem som små geniale stykker prosa.

Beskrivelserne er sanselige, usentimentale; man ser et fintfølende og observant barn for sig, der har været i stand til at bære på og konservere disse sanseindtryk, for først mange årtier senere at skrive dem ned.

For fire-fem år siden stødte jeg ved et tilfælde på Emma Reyes’ breve på spansk og læste de første af dem. Da jeg i denne omgang genlæste dem i oversætter og forlægger Liv Camilla Skjødts lydhøre, levende oversættelse var jeg overrasket over, hvor meget jeg huskede. Scene for scene kunne jeg genkalde mig at have læst de samme ord af Reyes på en pdf på min computerskærm.

Emma Reyes ord brænder sig ganske enkelt fast i ens bevidsthed: Om det så er et varmt, nylagt hønseæg hun beskriver, eller »et sort uhyre«, der viser sig at være den første bil, hun nogensinde ser, så står hendes barndomsunivers knivskarpt frem.

Et sidste sted i teksten, jeg ikke har kunnet slippe, siden jeg læste det for første gang, er denne lille ordudveksling Emma har med en landsbydreng:

»En anden dag spurgte han om jeg havde en mor og en far, jeg spurgte ham, hvad det var for noget, og han sagde, at han heller ikke vidste det.«

Det er i sandhed en forestillingsverden langt væk fra min, Emma Reyes beskriver her. Ikke desto mindre følte jeg mig anderledes, da jeg gik ud på gaden, efter at have læst Breve fra en barndom. Jeg følte mig som Emma, jeg tog al hendes barnlige sanselighed og klarsyn med mig ud i verden. Mens jeg sidder på en café og skriver dette, føler jeg mig mere som mig selv igen, men stadig forandret – på den måde, som kun virkelig god litteratur kan forandre en.

Emma Reyes: ’Breve fra en barndom’. Oversat af Liv Camilla Skjødt, Forlaget Batzer & Co, 246 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu