Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Erindringslitteratur fra den russiske tundra

Sergej Lebedev skriver urovækkende og nødvendigt om fortiden i Sovjetunionen
Sergej Lebedev skriver, i denne første del af romanen, virkelig vidunderligt, hans prosa virker meget nødvendig. Desværre holder romanen ikke det høje niveau.

Sergej Lebedev skriver, i denne første del af romanen, virkelig vidunderligt, hans prosa virker meget nødvendig. Desværre holder romanen ikke det høje niveau.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
28. december 2018

Kollektiv hukommelse og glemsel er uudtømmelige emner i litteraturen, måske fordi tekst er et fremragende medie til at genfortælle og forhandle fortiden.

Det er en sådan forhandling, man konfronteres med i russiske Sergej Lebedevs (f. 1981) debutroman Ved glemslens rand fra 2010, der netop er udkommet på dansk. Her møder vi den unavngivne hovedperson, der ligesom Lebedev var barn under firsernes perestrojkaprocesser i Sovjetunionen, og som ligesom Lebedev vælger at studere geologi efter styrets fald.

De politiske omstændigheder i landet og fortællerens barndom i familiens datja (sommerhus, red.) i en unavngiven russisk provinsby udgør bagtæppet for mødet med romanens egentlige hovedperson, en blind, ældre herre, som kaldes ’Bedstefar To’. Bedstefar To indlemmes i jegfortællerens familie; der insisteres på et særligt bånd mellem Bedstefar To og fortælleren, selvom sidstnævnte nærer en instinktiv mistillid til den gamle. Sådan her beskrives for eksempel deres gåture:

»Bedstefar To knyttede mig forsigtigt tættere til sig; han bad om at jeg når det var muligt, ledsagede ham på spadsereture og ved ærinder, og han fik mine forældres samtykke. Jeg blev ikke alene hans fører – jeg blev tvunget til at gå af hans veje, følge hans bane. Andre ville nok mene at jeg ledte ham, den blinde, men i virkeligheden var det ham der ledte mig.«

Denne gensidige afhængighed eller magtkamp mellem de to beskrives udførligt i bogens første tredjedel gennem mange velskrevne og ildevarslende barndomsminder som dette.

Bedstefar To forbliver i lang tid et mysterium for bogens fortæller, såvel som for læseren, selvom man har en klar fornemmelse af, at han tidligere har arbejdet for Gulag, styrelsen for sovjetiske tvangsarbejdslejre. Det antydes tidligt, og de gamle i landsbyen siger da også, at »han lugtede af stat«.

I Lebedevs univers inkarnerer Bedstefar To den manglende lyst til at tale om det tidligere Sovjetunionens grumme fortid. Spørgsmålet om erindring, og især manglen på kollektiv erindring endevendes i romanen med Bedstefar To som det helt oplagte kød-og-blod-eksempel på en ubearbejdet erindring, der stadig går rundt og udøver sin magt over nyere generationer.

Dette greb kunne nemt have virket forceret og anstrengende, men det fungerer, fordi Lebedev ikke bare skriver levende og uhyggeligt om Bedstefar To, men også f.eks. nuanceret fremstiller sine forældres generation, »de voksne«:

»Den tid som Bedstefar To kunne have fortalt om, forsøgte de voksne om ikke at glemme så i det mindste at tilpasse den enkeltes hukommelse. De opdelte den i små indtryk, i personlige erindringer (…) En sådan fortid var ligesom nøgler, pung og id-kort der kan fordeles i ens lommer når man går hjemmefra; den var lille, tryg – den enkelte konsoliderede og opdyrkede omhyggeligt en håndfuld egne minder – og ingen huskede på alles vegne.«

'Ved Glemslens Rand': Sergej Lebedev.

Gucca

Der er i afsnit som dette en ambitiøs tilgang til spørgsmål om erindring, en ægte sorg og vrede over manglen på fælles historieskrivning, som man genkender fra den hviderussiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitjs forfatterskab. Lebedevs formgreb er mere klassisk litterært, men det er noget af det samme, de to beskæftiger sig med: en insisteren på at tale om det skete, det grusomme, og hvilken betydning det har haft for det samfund og politiske fællesskab, de i dag befinder sig i.

Sergej Lebedev skriver, i denne første del af romanen, virkelig vidunderligt, hans prosa virker meget nødvendig. Da jeg havde læst de første hundrede sider af Ved glemslens rand, tænkte jeg på at bruge et ord som mesterværk.

Men desværre holder romanen ikke det høje niveau.

I bogens næste dele rejser den nu voksne fortæller nordpå til den russiske tundra, de skovløse permafrostområder nord for polarcirklen, hvor mange af Gulag-lejrene lå, for at optrevle Bedstefar Tos fortid. Her træder Lebedevs geologiske viden tydeligt frem, og et tilbagevendende, meget stærkt billede bliver, hvordan landets fortidige minder er indlejret i jorden.

Desværre ændrer Lebedevs stil sig her – den beskrives som filosofisk-associerende på bogens flap. Sproget bliver mere højstemt, nogle gange så højstemt, at det bliver svært at tage seriøst. Som når han skriver, da han skal til at rejse nordpå, at »vi var begge klar, jeg til at bevæge mig, vejen til at lade mig rejse«, som lyder meget flot, men ikke rigtig betyder noget. Og når han både essentialistisk og patosfyldt taler om »mandens ufølsomme enfoldighed«, og at »kvinden former og skaber manden« i en af sine filosofisk-associative tankestrømme, så begynder jeg at ønske mig tilbage til barndomsminderne på datjaen.

Det er, som om Lebedev bliver lidt for forelsket i sit eget sprog, når han skriver om »søvnens mørke univers som den vågne ikke har adgang til«, eller at han »i drømmen« var blevet »hukommelsens sandsiger«. Sproget bliver ikke dårligt, men alle pointer lægges frem som udtryk for ren genialitet, selvom det må være ret åbenlyst for enhver, at man som vågen ikke også kan sove.

Og nogen »hukommelsens sandsiger« er Lebedevs fortæller altså ikke: for så snart Bedstefar To forlader historien, er han overladt til sig selv og sin egen mangel på erindring. Og lige præcis det er jo en afgørende pointe i værket – at man ikke kan skabe en kollektiv hukommelse, hvis der ikke er nogen til at fortælle. Men det hjælper ikke at forsøge at dække over disse huller i erindringen med et alt for floromvundent sprog.

Sergej Lebedev: ’Ved glemslens rand’. Oversat af Lotte Jansen. Forlaget Palomar. 310 sider, 270 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her