Læsetid: 4 min.

Essays af Stefan Zweig: Udsprang holocaust af masseturismen?

Var holocaust afslutningen på en udvikling, der begyndte med turistbusser og forskelsløs mode, eller kommer det bare til at se sådan ud i bogen med tekster af den østrigske forfatter Stefan Zweig?
Masseturismen begyndte i 1800-tallet og gik især til de europæiske kystresorter. Arkivfoto fra Trouville i Frankrig.

Masseturismen begyndte i 1800-tallet og gik især til de europæiske kystresorter. Arkivfoto fra Trouville i Frankrig.

CHARLES DELIUS

7. december 2018

Masseturisme. Det ord var muligvis ikke opfundet på Stefan Zweigs (1881-1942) tid, men han har et andet og lige så godt: »masseautobusser«. Det er dem, der fragter grupper af halvt bevidstløse, halvt bekvemmelighedshungrende rejsende ad de allermest gennemtrådte turiststier på det europæiske kulturlandkort. På den måde behøver de rejsende slet ikke at forlade deres hjem; de overgiver sig aldrig til tilfældet, de lader sig aldrig overrumple af fremmedhed.

Og en anden pointe fra Zweig: Det, de rejsende tager med sig hjem, for så vidt som i det mindste den rejsendes krop flytter sig, »er ikke andet end den saglige stolthed over rent faktisk at have haft denne kirke, dette billede foran sine øjne – som om det drejede sig om en sportspræsentation snarere end om indre dannelse og kulturel berigelse.«

Man mærker det. Det er ikke bare masseturismen, men også selfien og den intetforlangende all inclusive-ferie, Stefan Zweig sporer oprindelsen til her i et par veloplagte essays i bogens begyndelse. Dertil kommer så betragtninger over brevskriveriets langsomme forsvinden og modens jernhånd ført udjævnende hen over det europæiske kontinent. O, tempora …, hvilke tider, hvilke skikke!

Svingende kvalitet

Er det skarpsindig analyse? Er det en foregribelse af Walter Benjamins analyse af den tekniske reproducerbarhedens tidsalder, som oversætterne foreslår i efterordet?

Det er jeg ikke sikker på. I det hele taget er der ikke mange af teksterne i det meget brogede udvalg – essays, taler, interviews – der kan læses for deres egne kvaliteters skyld alene.

Stefan Zweig: ’Monotoniseringen af verden. Essays, taler og interviews’.

Der er højtidsfulde hyldester af forfatterkolleger båret af biografiske glimt, der skal afspejle en sjælelig fornemhed (Rilke, Joyce, Joseph Roth). Der er tekster, angiveligt interviews, der består af samtidige journalisters afskrifter af, hvad Zweig i løbet af det korte møde slyngede om sig med af sentenser om tidens politiske og kulturelle tilstand.

Og så er der en del mobiliseringstekster fra 1930’erne og krigsårene af højst svingende karat. Der er de helt korte opråbsagtige tekster, og så er der de lidt længere ræsonnerende og billedskabende foredrag, essays og radiotaler. De sidste er skrevet i samme hensigt og som svar på situationen (bogbrændingen i maj 1933 og overfaldet på de østrigske jøder nogle få år senere er i den forbindelse afgørende begivenheder) og med næsten samme retoriske schwung, men rækker også ud over øjeblikket.

»Historieskrivningen af i morgen« og »Den store tavshed« er gode eksempler på det sidste. Den første tekst om historieskrivning som enten patriotisk-nationalistisk eller civiliserende fortælling blev holdt som foredrag i USA i 1939, og den anden om de tavshedens mure, der rejser sig om despotiske regimer, som radioforedrag året efter.

Bred fortælling om det moderne

Læst som panoramisk tidsfortælling (snarere altså end som stor skrivekunst) synes jeg, at bogen er mere interessant. Eller endda: Som billeder af forfatteren og mennesket Stefan Zweig undervejs i de forandringer af Europa, der gik fra Weimarrepublik og fejret dannelseskultur til nazificering og menneskeudryddelse.

Bogen afsluttes med Stefan Zweigs selvmordsbrev og forfattervennen Gabriela Mistrals indfølende underretning om selvmordet til en anden fælles ven. Det sidste er rørende og tæt på det private. Det første kan virke sensationssøgende. Men som en livsbues sørgelige nedslag – og altså alt det foregående læst som livsbuens lange krumning – giver det god mening.

Og kigger man tilbage over det lille tekstudvalg som tids- og livsfortælling, får også de første og midterste tekster en særlig betydning: Masseautobussen, ensheden i mode, dans og biografrepertoire, gravtalerne til Rilke og konsorter, bogbrændingen, det frie ords forsvinden – alt sammen indgår i samme nostalgiske afsked med ’verden af i går’, som blev titlen på hans berømte erindringsbog udgivet lige efter hans død i 1942. Zweigs verden, som tilsyneladende er hele verden.

På den måde kommer bogen tilsigtet eller ej til at skrive nazismen og holocaust ind i samme brede fortælling om det moderne. »Der, hvor man brænder bøger, vil man til sidst også brænde mennesker,« minder Zweig læseren om med et berømt citat af Heinrich Heine. Mens bogen altså siger: Lader man sig først føre af masseautobussen gennem den europæiske kultur, er sidste stop ikke selfiestangen og all inclusive-resortet, men menneskeafbrænding.

Den forbindelse mellem modernitet og holocaust findes formuleret andre steder, for eksempel hos Imre Kertész, forfatter og holucaustoverlevende. Kertész gør det i en åben analyse, hos Zweig er det ingen erklæret pointe, men et mønster i teksternes muligvis lidt tilfældige sammenstilling. Hos Kertész kommer det til at tegne et portræt af et menneske i den størst tænkelige udsathed. Hjemme ingen steder. Hos Zweig tegner det et billede af en flanøragtig, lidt sværmerisk æstet og livsnyheder, som nazismens fremmedhad pludselig har kastet sig over. Eller af en rejsende, der bliver offer for den største tænkelige ubekvemhed.

Apropos rejser: Stefan Zweig var 61 år gammel, da han i februar 1942 tog gift og lagde sig til at dø i sin seng i hjemmet i den brasilianske by Petrópolis. Hans kone, Charlotte Altmann, som han havde giftet sig med tre år tidligere, og som lå død i sengen ved siden af, var 33.

Er det et billede på den højeste kærlighed, eller fuldender det billedet af Zweig som selvforelsket – selvoptaget – flanør?

Stefan Zweig: ’Monotoniseringen af verden. Essays, taler og interviews’. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. 180 sider, 250 kr. Rosinante & Co.

Vinterbøger 2018: Dystopisk litteratur

Magasinet Vinterbøger sætter fokus på de dystopiske romaner, der skildrer hvordan vi nærmer os et apokalyptisk nulpunkt, hvor den miljømæssige krise og kampen om råstoffer truer med komplet kollaps. Læs om den historiske baggrund for dystopien og om, hvorfor genren igen er relevant – for både børn, unge og voksne. Magasinet udkommer i sin helhed den 7. december 2018.

Andre artikler i dette tillæg

  • Her er de bedste bøger i 2018 – ifølge kritikerne

    7. december 2018
    Hvilke romaner, digtsamlinger, fagbøger og ungdomsbøger har været de ypperligste i 2018? Her er kritikernes favoritter
  • Modernister

    7. december 2018
    I sidste uge gav Det Danske Akademi Klaus Rifbjergs Debutantpris til Theresa Salomonsen for hendes digtsamling ’Kast himlen i havet’, udkommet på forlaget Korridor. Peter Laugesen holdt talen, og reglen er, at den skal handle om poesien, ikke om forfatteren, så her er talen, der tager udgangspunkt i tre af fire hyldestdigte i bogen til henholdsvis Gustaf Munch-Petersen, Edith Södergran og kubismen
  • Tysk forfatter: Man kan ikke engagere sig mod højrenationalister og samtidig støtte deres skribenter økonomisk

    7. december 2018
    I Tyskland har forfatteren Margarete Stokowski genantændt debatten om, hvordan man skal forholde sig til den stigende mængde af højrenationalistisk litteratur, der udkommer i disse år. Fordi det viste sig, at en boghandel solgte bøger fra den yderste højrefløj, nægtede hun at sætte sine ben i forretningen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu