Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Europas konduktorkælling

Storværk om Dronning Victorias varige aftryk på den britiske verden
Kultur
7. december 2018
Storværk om Dronning Victorias varige aftryk på den britiske verden

Ritzau Scanpix

Uden at nogen rigtig kendte sammenhængen, stod det tidligt klart, at dronning Victoria takket været sin store frugtbarhed med ni børnefødsler og spredningen af døtre i Europas royale miljøer fik højst ufrivilligt funktion af konduktor – derfor det barske øgenavn – og overførte den livsfarlige blødersygdom, hæmofili, til de europæiske kongehuses maskuline afkom. Den store lille og med tiden trivelige kvinde på Englands trone i hele 63 år, syv måneder og to dage markerede sig biologisk ved de mandlige af slægten, der modtog den ulyksalige arv og døde tidligt. Til gengæld satte Victoria-kvindesiden sig mere fast i positionerne, om end det tog tid før, jævnbyrdighed i almindelighed var opnået.

Aktivt praktiseret ligeret bød Victoria direkte imod midt i det højst nærværende paradoks, som hun i egen høje person unægteligt levendegjorde ved at dominere britisk politik broderparten af den tid, hun bar kronen. Og igen i kontrast til endnu et paradoks: dronningens næsegruse beundring for sin ægteviede tyske stivstikker og sygeligt pligtopfyldende prins Albert af Sachsen-Coburg-Ghota, til hvem hun mere eller mindre frivilligt og takket være de mange barsler overlod betydelige magtfunktioner. Albert kan i øvrigt have været et skjult forbillede for Elisabeth 2.s gemal prins Philip og endnu en tilsidesat maskulin tilgiftet kompagnon til førstekvinden i et europæisk kongehus med tætte forbindelser til huset Windsor: afdøde prins Henrik.

Forholdet mellem Victoria og prins Albert, der endnu i høj grad præger England, er så at sige rammen om den store fortælling om dronning Victoria, hvilket næppe kan være anderledes de åbenbarede kendsgerninger taget i betragtning.

Forløbet, fra den unge Victoria efter forskellige af skæbnens skaktræk i britiske dynastihistorie i 1837 indtager tronen som den første regerende dronning siden Elisabeth 1. og holder ved, til hun dør i 1901, beskriver den australske historiker Julia Baird intenst og kyndigt, kritisk og stærkt underholdende i sin kilotunge biografi: Victoria. Kvinden der regerede verdens største imperium.

Julia Baird: ’Victoria. Kvinden, der regerede verdens største imperium’.

Biografien er på samme tid en grundig indføring i den omsiggribende britiske stormagtspolitik i disse mange årtier samt en fremstilling, foruden af dronningen selv, af periodens politiske aktører, fortrinsvis de skiftende premierministre. Victorias forhold til disse magtfulde mænd var lige så forskelligartet som mændene. Enkelte af dem afskyede Victoria uden at kunne eller ville skjule det. Således William Gladstone, som hun kun én gang i sit liv gav hånd, nemlig da den i øvrigt højt begavede, men umorsomme liberale mand i høj alder var gået af for sidste gang. Hvorimod ærkerivalen til Gladstone den konservative Disraeli fortryllede – og manipulerede – Victoria i den grad, at hun til gengæld nærmest forgudede den stærkt excentriske og fremmedartede, næsten Oscar Wilde-agtige levemand af jødisk herkomst.

Det britiske system var nok parlamentarisk og den britiske dronning erkendt og formelt konstitutionel, men netop fordi England ikke havde og har en egentlig forfatning, var det i rigelig grad op til dronningen at definere sin rolle. I den forstand lod Victoria sjældent solen gå ned over sin utilfredshed, men mingelerede, lagde til og trak fra og regerede for at få sin vilje. Dog respekterede hun samtidig Parlamentets flertal og formåede at holde sig på dydens smalle sti uden tendenser til statskup. Næsten aldrig, som de sang i den samtidige (1878) operette Pinafore og jonglerede med de victorianske institutioners – her selve flådens – selvhøjtidelige autoritet.

Julia Baird påviser, hvorledes Victoria så at sige tog revanche efter den magtfulde ægtemands død og de første smertelige sorgens år, hvor enken formentlig var ramt af en art sindssygdom af diagnosen: vedvarende kompleks sorglidelse, og hvor hun til sine omgivelsers, dvs. børnenes fortvivlelse tilbragte måneder i sengen for nedrullede gardiner og siden resten af livet klædte sig i sorg.

Victoria har som andre markante overhoveder lagt navn til hele markante perioder: Victorianismen selvsagt, hvor visse træk forbundet med dronningen karakteriserer årene næsten helt op til første verdenskrig: bornertheden, kønsforskrækkelsen, kropsfornægtelsen, den strenge børneopdragelse, dysterheden, surheden, konservatismen, nationalismen, imperialismen etc. Det meste af dette kom Victoria nuanceret set ganske rigtigt til at stå for. Men Victoria var ikke i udgangspunktet i de første mange år særligt victoriansk i ordets gængse betydning. Den snerpede i ægteskabet var snarere prins Albert, hvis personlige konservatisme var af en sådan volumen, at det gjorde noget.

Victoria selv var efter kilderne at dømme og de utallige breve, hvoraf en del ganske vist er censureret af efterkommerne, særdeles livlig, sensuel, lattermild, fornøjet ved det seksuelle, danseglad og temmelig liberal. Sådan set levede Victoria op til tidens ideale forestilling om den Max Weberske gode kapitalist, den moralske foresatte, og den generøse og menneskelige monark. Dronningen interesserede sig hele livet igennem oprigtigt for de svage i samfundet. Dertil kom, at hun i lange tider var moderat imperialist og delte de liberales opfattelse af Englands rolle. Som årene skred, skred Victoria delvis med og bevægede sig langsomt, men sikkert over i de konservatives lejr uden rigtigt at gide lægge skjul på sine præferencer.

Når englænderne har det så svært ved det irske spørgsmål den dag i dag og i særdeleshed i forbindelse med Brexit-arrangementerne, stammer en væsentlig del af traumet fra Victorias tid, da udbytningen af den grønne ø var mere tydelig end nogensinde. Som en af de stærkeste dele af den kongelige pligtfølelse repræsenterede Irland måske dén stærkeste, i og med at arbejdet for irsk selvstændighed af både hoffet og de konservative blev opfattet som noget nær højforræderi. Victorias første og sidste pligt var at holde imperiet sammen, koste hvad det ville, hvor hendes modstand mod krig i almindelighed her kom i konflikt med generalernes og politikernes opfattelse af det naturlige i at anvende maksimal og brutal magt, når nogen gjorde sig ud til bens i det vældige rige. Hvad der opstod ét sted kunne brede sig – også til England selv, en rædsel for revolution, Victoria levede uden glæde med. Bekymringen for tendenser i Kontinental-Europa understregede det gunstige i, at England ikke er landfast med andet end sig selv. Brexit kommer ikke af ingenting.

Gennemsnitslevealderen i den victorianske periode var 46 år. En regeringstid på over 63 år anskueliggør, at utallige briter ikke havde kendt nogen anden monark i Buckingham Palace.

Da det var slut 22. januar 1901, var det, som om imperiet stod stille.

Det kom faktisk aldrig rigtig i sving igen, skønt de så gerne vil tro det.

Utvivlsomt et af problemerne på den store ø.

Julia Baird: ’Victoria. Kvinden, der regerede verdens største imperium’. Kristeligt Dagblads Forlag, 713 s. ill., 315 kroner

 

Vinterbøger 2018: Dystopisk litteratur

Magasinet Vinterbøger sætter fokus på de dystopiske romaner, der skildrer hvordan vi nærmer os et apokalyptisk nulpunkt, hvor den miljømæssige krise og kampen om råstoffer truer med komplet kollaps. Læs om den historiske baggrund for dystopien og om, hvorfor genren igen er relevant – for både børn, unge og voksne. Magasinet udkommer i sin helhed den 7. december 2018.

Andre artikler i dette tillæg

  • Her er de bedste bøger i 2018 – ifølge kritikerne

    7. december 2018
    Hvilke romaner, digtsamlinger, fagbøger og ungdomsbøger har været de ypperligste i 2018? Her er kritikernes favoritter
  • Modernister

    7. december 2018
    I sidste uge gav Det Danske Akademi Klaus Rifbjergs Debutantpris til Theresa Salomonsen for hendes digtsamling ’Kast himlen i havet’, udkommet på forlaget Korridor. Peter Laugesen holdt talen, og reglen er, at den skal handle om poesien, ikke om forfatteren, så her er talen, der tager udgangspunkt i tre af fire hyldestdigte i bogen til henholdsvis Gustaf Munch-Petersen, Edith Södergran og kubismen
  • Tysk forfatter: Man kan ikke engagere sig mod højrenationalister og samtidig støtte deres skribenter økonomisk

    7. december 2018
    I Tyskland har forfatteren Margarete Stokowski genantændt debatten om, hvordan man skal forholde sig til den stigende mængde af højrenationalistisk litteratur, der udkommer i disse år. Fordi det viste sig, at en boghandel solgte bøger fra den yderste højrefløj, nægtede hun at sætte sine ben i forretningen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Georg Metz

Herligt - især for de anglofile af os, hvilket jeg blankt erkender at være.

Tillad mig en anekdote mere.

Da Winston Churchill i 1955 gik af som Premiereminister, kom dronning Elizabeth og Prins Philip til middag i Downing Street 10 - en uhørt ære for værtsparret.

Churchill skulle selvfølgelig udbringe en skål for dronningen - og han valgte at udbringe Dronningens Skål efter skik fra dengang han i Dronning Victoria's tid var udstationeret i Indien som løjtnant i 4th Queen's Own Hussars.

Er det ikke mageløst ....