Læsetid: 4 min.

Farverne sitrer i en flot animeret Spider-Man-film, der ikke er bange for at knalde ud

Der bliver leget med fortælleformer, animationsstilarter og superheltemytologi i den underholdende ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’, der giver genren ny energi
Teenageren Miles Morales, th., forsøger at tage ved lære af en Spider-Man fra en anden dimension i den animerede ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’.

Teenageren Miles Morales, th., forsøger at tage ved lære af en Spider-Man fra en anden dimension i den animerede ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’.

Sony Pictures

14. december 2018

Det er ikke nogen helt nem opgave at beskrive den animerede Spider-Man: Into the Spider-Verse. Ja, det er en superheltefilm. Men den ligner ikke ret mange andre superheltefilm.

Den handler godt nok om teenageren Peter Parker, der blev bidt af en radioaktiv edderkop og blev til den vægkravlende, bygningshoppende og netskydende forbryderbekæmper Spider-Man.

Men den handler også om Peter B. Parker, Spider-Woman alias Gwen Stacey, Spider-Ham, Peni Parker, Spider-Man Noir og ikke mindst mørklødede Miles Morales, der ligeledes bliver bidt af en radioaktiv edderkop og bliver til Spider-Man.

Den er god nok: Der optræder ikke færre end syv Spider-Men/-Women i Spider-Man: Into the Spider-Verse, som er et overordentligt frisk og mangfoldigt pust i en verden, hvor Marvel og DC sprøjter superheltefilm ud. Mange af dem er bestemt gode, men de minder også en del om hinanden.

Spider-Man: Into the Spider-Verse er instrueret af Bob Persichetti, Peter Ramsey og Rodney Rothman og skrevet af Rothman og Phil Lord – den ene af mændene bag den brillante The LEGO Movie – og filmen leger veloplagt med genren, mens den selvbevidst dekonstruerer dens mange velkendte elementer og sætter dem sammen igen på nye og indimellem endda overraskende måder.

Flere dimensioner

I centrum af filmen står Brooklyn-teenageren Miles Morales (stemme af Shameik Moore), hvis lægemor og politibetjentfar har sørget for, at han går på en privatskole for særligt begavede elever.

Miles savner bare sit gamle kvarter, sine venner og muligheden for at tegne graffiti på byens vægge. På en natlig udflugt med sin seje onkel Aaron (Marhershala Ali) – der er blevet uvenner med sin bror, Miles’ far – bliver Miles bidt af en edderkop, og snart begynder hans krop at opføre sig meget mærkeligt.

Han vokser i højden, får edderkoppesans og kan pludselig kravle på vægge og lofter. Han vender tilbage til åstedet for at finde edderkoppen, der bed ham, men finder meget mere end det.

Det viser sig nemlig, at skurken over dem alle, Wilson Fisk alias Kingpin (Liev Schreiber) – i gamle dage hed han Keglekongen på dansk – forsøger at åbne en portal til en anden dimension.

Det truer nu New Yorks eksistens, og Spider-Man er selvfølgelig på pletten og kæmper for at stoppe Kingpin, men ender med at blive slået ihjel. Inden han dør, når Spider-Man dog at bede Miles om at redde verden.

Gode råd er dyre for den unge mand, som nok har superkræfter, men som ingen anelse har om, hvordan han kontrollerer dem. Heldigvis får Miles hjælp af en flok andre Spider-Men og -Women, som på grund af Kingpins dimensionsportal er blevet hevet igennem til Miles’ verden.

En af dem, Peter B. Parker (Jake Johnson), en lettere overvægtig Spider-Man med ondt af sig selv, indvilger i at træne Miles, så han kan lære selv at være Spider-Man, og den brogede gruppe af edderkoppe-superhelte slår sig sammen i kampen mod Kingpin.

Interessant superhelt

Siden sin fødsel i 1960’erne har Spider-Man været en af de mest interessante superhelte, netop fordi han også blot var en teenager ved navn Peter Parker, som forsøgte at forene det enorme ansvar, som følger med superkræfter, med en dagligdag fuld af spekulationer om piger, penge, skolearbejde og meget andet.

Det er en sjov og lidt tosset idé, at bringe de forskellige inkarnationer af Spider-Man sammen i én historie.

Fans af superhelten og hans udviklingshistorie i tegneserieform kender selvfølgelig til både Miles Morales, der også i Brian Michael Bendis’ opsigtsvækkende tegneserie overtog superheltens identitet, da Peter Parker blev slået ihjel, og de øvrige Spider-helte, som har levet deres eget liv i forskellige mere eller mindre succesfulde spin off-serier.

Spider-Man var fra begyndelsen en dannelsesfortælling, og det er Spider-Man: Into the Spider-Verse i bund og grund også.

Den handler om, at Miles, der gerne vil gøre sine forældre glade, også er fascineret af det mere vilde liv på gaden, som onkel Aaron repræsenterer. 

Drengen skal finde ud af at begå sig på en fornem skole, hvor han ikke føler sig hjemme, og oven i alt det bliver han pludselig til Spider-Man. Det er ikke nemt, og filmen får ikke mindst en del morskab ud af de problemer, det kan give, når ens fingre klæber til alt, hvad man rører ved.

Udknaldet film

Bedst af alt er dog det film- og animationstekniske aspekt af Spider-Man: Into the Spider-Verse. Det er en meget flot film, og Bob Persichetti, Peter Ramsey og Rodney Rothman benytter sig af allehånde visuelle trick, mange hentet fra tegneseriens verden, og animationsteknikker, hvorfor filmen hele tiden skifter look eller kombinerer flere forskellige stilarter i én og samme scene, alt efter hvilke figurer der optræder.

Det giver løjerne en sjælden energi, at farverne pludselig sitrer og forskyder sig i forhold til hinanden eller de forskellige figurer, og at baggrunden synes at have raster på samme måde som en gammel avisside. Men det kan formentlig også godt være en smule forvirrende, hvis man ikke ved det på forhånd. (Jeg vidste det ikke og var i begyndelsen lidt konfus.)

Spider-Man: Into the Spider-Verse er med andre ord en film, som de fleste fans vil knuselske – og ærlig talt, hvem andre end fans vil alligevel løse billet til en animeret Spider-Man-film?

Samtidig tillader den sig at knalde ud på en måde, som de færreste andre superheltefilm gør, måske lige på nær Guardians of the Galaxy og Deadpool. Det er i sig selv en fornøjelse, og det er filmen i det hele taget også.

’Spider-Man: Into the Spider-Verse’. Instruktion: Bob Persichetti, Peter Ramsey og Rodney Rothman. Manuskript: Phil Lord og Rodney Rothman. Amerikansk (Biografer landet over)

Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu