Læsetid: 4 min.

»Vi skal ind og finde Jim«

Kan man tillade sig både at ærgre og glæde sig over, at det tilsyneladende virker at lade en overentusiastisk designer stilisere og erotisere vikingetiden? På Nationalmuseet kan man lige nu opleve en art kulmination på museumsverdenens heftige formidlingsdebat. Præsenteret af Jim Lyngvild
Jim Lyngvild er ikke en ortodoks kurator i sin fremstilling af vikingetiden på Nationalmuseet og har da også måtte nøjes med at blive kreditteret for at designe udstillingen, mens museet selv står for ledsagende tekster. ’Larger than life’-karakteren Lyngvild har et relativt afslappet forhold til vedtagne antagelser om perioden. 

Jim Lyngvild er ikke en ortodoks kurator i sin fremstilling af vikingetiden på Nationalmuseet og har da også måtte nøjes med at blive kreditteret for at designe udstillingen, mens museet selv står for ledsagende tekster. ’Larger than life’-karakteren Lyngvild har et relativt afslappet forhold til vedtagne antagelser om perioden. 

Niels Meilvang

10. december 2018

Man kan gå ind i den nye Mød Vikingerne-udstilling på Nationalmuseet på to måder, og det er afgørende for, hvordan man går derfra.

Begynder man i den kronologisk korrekte indgang til museets oldtidsudstilling mødes man af en minimalistisk indretning med sorte vægge, sorte opsatser og andægtigt fremhævede oldtidsgenstande i belyste glasmontrer på sort baggrund. Denne smukke og stærkt stiliserede behandling af effekterne dukker op flere gange i oldtidsudstillingen.

Jeg har altid selv været glad for offermoserummet, hvor genstandene ledsages af Ursula Ankjær Olsens digt »Jeg er en gave«. Men jeg har også altid været glad for Ursula Ankjær Olsen.

Jim Lyngvild derimod. Han har altid været lidt af en deler. En slags professionel spradebasse, som man vist hverken gør ham eller hans tilhængere eller kritikere en tjeneste ved at reducere til ’designer’, som museet gør.

Jim Lyngvild er larger than life-typen, der imponerer med sin hittepåsomhed på tv og med sit vikingehjem, og som samtidig provokerer med sine ofte underinformerede udtalelser om f.eks. politik, Kina og ja, vikinger.

Det udløste da også kritik, da Nationalmuseet fortalte, at han havde designet museets nye vikingeudstilling med store portrætter og tatoverede vokshoveder. Museet måtte skriftligt erklære, at Lyngvild kun har designet, mens museets eksperter har formidlet.

Her udfordrer Jim antagelsen

Og hvis man går ind i Nationalmuseets oldtidsudstilling ad den rigtige indgang, så viser Lyngvild, at han har designet udstillingen med respekt for museets generelle visuelle udtryk.

Brugen af kontrasten mellem de store sorte flader og de bløde museumsspots er måske ikke helt så elegant forløst – Lyngvilds modeller er placeret foran en mørkegråmeleret skolefotografiagtig baggrund – men indtrykket er ikke så radikalt. Det er ligefrem vederkvægende at se, at Lyngvild har inddraget så mange kvinder i portrætterne. De er med til at forbinde den i hvert fald tidsmæssigt parentetiske periode, der var vikingetiden, med oldtiden på den ene side og middelalderen på den anden.

Det er derimod ikke tilrådeligt at vade direkte ind i Mød Vikingerne-udstillingen fra museets vandrehal, hvis man har sin Lyngvild-skepsis placeret meget tæt på drøblen.

Her møder man som det første et lettere erotiseret billede af tre nøgne, kropsbemalede bersærkere med hornbesmykkede hjelme. På en tekst ved siden af fotoet forklarer museets formidlere, at de hornede vikingehjelme i mange år har været fordrevet fra fagbøgerne, men »Jim Lyngvild udfordrer her denne antagelse med sin fortolkning«.

Lidt længere nede i teksten konkluderes det, at det nok var de færreste vikinger, der bar hjelme, da arkæologerne har fundet meget få rester af hjelme (altså ikke bare af hornbesmykkede, men af hjelme i det hele taget). Så er det, man kan håbe, at folk læser de tekster, der medfølger, men lige netop mens jeg står og kigger på billedet af Jim Lyngvilds fortolkning af en vølve, kommer en voksen mand, måske en far, og to drenge skyndsomt ind i udstillingen, og manden udbryder: »Se, det var sådan, de så ud dengang.«

Ak ja.

Man kan ikke regne med, at folk læser og husker tekster, der tager alle mulige faglige forbehold for Lyngvilds fortolkning og opfordrer beskueren til at »tænke med«. Og det er jo netop derfor, at man ikke kan adskille designeren fra formidleren. Design er formidling. Samtidig kan man selvfølgelig også sige, at al museumsvirksomhed er fortolkning.

Det museumsfaglige personale laver også (som Lyngvild) fortolkning, når de planlægger udstillinger, men de er i det mindste også uddannet til at være bevidste om, at man aldrig udelukkende baserer sin fortolkning af historiske kilder på sin faglighed. Den kan være påvirket af alt muligt andet. For eksempel en stærk tendens til at bruge historien til at skabe et nationsopbyggende narrativ eller en i tiden udpræget forkærlighed for handlekraftige muskuløse superhelte med stålsatte blikke. Eller for den sags skyld en stærk modvilje mod tidens tendenser.

Ærgrelse og glæde

Vurderet ud fra den oplevelse, jeg havde på Nationalmuseet en fredag formiddag i december, var Jim Lyngvild-udstillingen så en god idé?

Jeg bliver nødt til at udbede mig retten til både at ærgre mig over, at det er sket, og at glæde mig over, at det tilsyneladende virker. Udstillingen var propfyldt med besøgende: skoleklasser, pensionister, familier, turister og ægtepar. I den resterende oldtidsudstilling mødte jeg næsten ingen andre. Da jeg går ud for at hente min jakke, passerer jeg tre ældre kvinder og hører den ene sige: »Vi skal ind og finde Jim.«

Der sker en heftig udvikling indenfor museumsformidling lige nu, og det skaber debat i branchen: Hvor meget skal man formidle, og hvor meget skal man lade genstandene tale for sig selv?

På Nationalmuseet kan man nu opleve begge ekstremer: ’Vil du se min flintestensamling?’ kombineret med dette moderne forsøg på museumsformidling. Mon ikke de gode løsninger findes et sted midt imellem? Derfor virker det også overmodigt, at Jim Lyngvild-rummene skal indgå fast i den permante udstilling. Som forsøg: fint. Som autoritativ installation: knap så fint.

Mød Vikingerne, Nationalmuseet, København, tirsdag-søndag 10-17

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Friis
  • Bjørn Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
Michael Friis, Bjørn Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frede Jørgensen

Gyseligt - hvad bliver det næste: en DF udstilling om 'danskheden'
det er for langt ude, Rane

Carsten Wienholtz, Berith Skovbo, Karsten Aaen, Svend Erik Sokkelund, Hanne Ribens, Mogens Holme, Anne Eriksen, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Vikings" fra HBO møder nationalkonservatismen..
Og det virker åbenbart.

Berith Skovbo, Karsten Aaen, Michael Friis, Anne Eriksen, Bjørn Pedersen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

"Game of Thrones" med vikinger ....
Men ja, det virker .... det er jo underholdende!!!!

David Joelsen, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Mon ikke de gode løsninger findes et sted midt imellem?"

Hvorfor ikke begge dele ? Vi vidste godt, vikingerne havde horn i min skoletid. Nu ved man, det var forkert, men ingen ved, hvad vi ved i morgen. Rane er ansat til at sælge billetter, og hvis han gør det, forøger han værdien af nationalmuseet for os alle. Den omtalte udstilling er jo ikke den eneste i huset ?

Karsten Aaen, Michael Friis og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar

Jeg tror, man antager, at vikingerne brugte hjelme med horn som led i ceremonier, altså rent ceremonielt, f.eks. i processioner mm. og mv. Ganske enkelt, fordi horn - i vikingetiden - blev opfattet som, at den der bar den havde styrke og kraft...

Mit problem med Jim Lyngvild og udstillingen er ikke så meget selve måde udstillingen er kombineret på, sat i scene på mm. - men mere det her:

Jim Lyngvild aner stort set ikke, hvad han taler om! Efter sigende påstår han - mod al faglig viden - at der ikke var slaver (trælle) i vikingetiden; når vi ved, at det var der. Og den aller nyeste forskning påviser faktisk, at den største grund til vikingernes rigdom var, at de handlede med mennesker - de handlede med slaver! (trælle - og bare for på dansk hedder trælle er de altså også slaver!)

I udstillingen savner jeg helt dette perspektiv! Præcis som jeg savner perspektivet om, at vikingerne slog børn, der ikke kunne vokse op som store, stærke, kraftfulde vikingekrigere ihjel (har man set HBO-serien "Viking" ved man, hvad jeg taler om, hvis man tænker på Ivar the boneless); et andet perspektiv jeg savner er menneskeofringerne til gudernes ære! Hver yol (jul) blev der ofre nine males (inkl. mænd) til gudernes ære! Og når en høvding døde, blev hans yndlingsslave først drukket godt under bordet, så bedøvet, og så bolede hans 6-8 hirdmænd hende, indtil vikingepræsten skar halsen over på hende, og hun med i vikingeskibet på langfærd til Valhal! Og det er det som folk ikke aner noget om, fordi de tror på den nationale myte, opfundet af borgerskabet i 1800-tallet!

Og set fra mit helt eget perspektiv er der aldeles ikke noget, der hedder vikingetiden - det er også noget, borgerskabet, og de nationalliberale fandt på i 1800-tallets slutning, efter nederlaget til Østrig-Preussen i 1864-1866 - for dog at have et fundament at stå op og sole sig i - engang var DK stort mm. og mv.

Er sandheden dog ikke snarere, at de danske vikinger i stedet for at være vikinger var en del af den gamle keltiske religion, som kom til DK omkring 450-500? Set fra mit perspektiv må svaret være 'ja'.

Maj-Britt Kent Hansen

Denne form for iscenesættelse kan sagtens undværes, men tak alligevel til Anita Brask Rasmussen for en gedigen advarsel mod at spilde tid og penge på Nationalmuseet.

Eva Schwanenflügel

@ ulrik mortensen

He he, SPAM, SPAM, SPAM !!
Monty Python har altid vidst, at enhver overdrivelse fremmer forståelsen historisk set ;-)

Torben Siersbæk

Hvis man også kan få Jim Lyngvild og spam, evt. UDEN Jim Lyngvild, i caféen, vil jeg måske (MÅSKE) overveje et besøg.
Ellers tror jeg at jeg skal have sorte briller, skyklapper og hæreværn på, indtil jeg er ude af tegneserievikingeudstillingen...