Forbered dig på at blive bange for dine egne tanker

Du har sikkert som jeg oplevet situationer, hvor du har ønsket at vide, hvad et andet menneske tænkte. Han siger måske én ting, men mener noget andet. Hvad synes han i virkeligheden? Efter at have læst om den New World, som Todd Hewitt lever i, så ønsker jeg ikke den slags mere. For i New World findes støjen.

Da civilisationen ankom med rumskibe fra den udtærede Old World i Patrick Ness’ Chaos Walking-trilogi, hvoraf de første to er udkommet på dansk, så landede de et frodigt, smukt og tilsyneladende paradisisk uberørt sted. Men så kom støjen. Mændene begyndte at udsende den. Alle deres tanker var ikke længere hemmelige. Nu flyder de fra dem som en konstant statisk forstyrrelse. Alt hvad de måtte mene om alt, alle deres længsler og lyster. Alt kommer ud uden civilisationens filter.

Todd Hewitt er en stor dreng, der snart bliver en mand. Det gør man i Prentisstown, når man bliver 13, og Todd er den sidste i byen, der endnu er dreng. I Prentisstown er der ingen kvinder. Da alle blev smittet med støjen, døde alle kvinderne, har Todd altid fået at vide. Således også hans mor. Men en dag sker der noget, da Todd er i skoven med sin hund. I øvrigt udsender dyrene også støj, men som Todd indleder med at fortælle i den lakoniske og resignerede tone, der præger ham i starten, så er det første, man finder ud af, »at hunde ikke har ret meget at sige«.

I skoven oplever Todd et fremmed, men også dragende og sært vidunderligt øjeblik. Det er stilhed. Der er et hul i støjen. Dette hul udgøres af et væsen, som han først ikke kan afkode, men langsomt går det op for ham, at det er en pige. Hun støjer ikke. Det viser sig, at det gør kvinder i det hele taget ikke. Men de kan høre den. Man kan måske forestille sig, at det skaber visse spændinger mellem kønnene.

Efter dette møde mellem pigen og Todd er der ingen vej tilbage. Man har løjet for Todd. Om kvinderne, om støjen, om de tilsyneladende støjsmittebærende, sprogløse væsner ’spackler’, der beboede planeten indtil krigen, hvor mennesker udraderede dem. Sammen med pigen flygter han fra Prentisstown og opdager flere sandheder om planeten, og til sidst er der så mange sandheder, at alt forekommer at være en løgn, og Todd og Viola, som pigen hedder, kan ikke stole på andre end hinanden, og kan de overhovedet det?

Patrick Ness’ dystopiske samfund er foruroligende og ligger i så dygtig forlængelse af alle de bange anelser, man allerede kan have omkring overvågning, tankemanipulation, propaganda og den frie viljes skrøbelighed, at fortællingens scenarier pludselig dukker op i din støj, mens du færdes ude i virkeligheden.

Desværre lider bogen lidt under oversættelsen. For eksempel bliver »poo« til det noget mere uskyldige og i øvrigt ikke dækkende »prut«, og ordet »adspørgslen« bruges, når der på engelsk siges »the ask«, hvilket er forstyrrende for læsningen, fordi adspørgsel lyder gammeldags korrekt, mens »the ask« lyder som dialekt. Det har uden tvivl været en svær oversættelse, da Todd i Patrick Ness’ version taler et barns sprog fyldt med fejl og forkerte ordstillinger, hvilket man straks lægger mærke til, når man læser den engelske version, men i den danske er det ikke så gennemført, og derved kommer det bare til at virke som fejl og ikke som et sprogligt kendetegn for Todd og New World.

Todds status som endnu ikke voksen og hans stadige tilknytning til sin (i Patrick Ness’ opfattelse) ukorrumperede barnlighed er nemlig af overordentlig stor betydning for fortællingen. Og det er den sande genistreg i trilogien, som man ikke må snyde sig selv for. Prentisstowns præsts ordsprog »Hvis en af os falder, falder vi alle« opleves i begyndelsen af Todd som et civiliserende instrument, der fx skal afholde folk fra at bande. Men det viser sig at være alle mænds skæbne at falde.

Det at blive voksen indebærer at påtage sig medansvaret for de voldsomme forbrydelser, som mændene har begået. At blive mand er at blive voldsmand. Men Todd er anderledes. Han er en dystopiernes Harry Potter. Han er ikke drengen, der ikke kunne slås ihjel, men drengen, der ikke kan slå ihjel. I en verden baseret på vold er det en større trussel end volden selv. Sammen med Viola genfinder han evnen til at aflæse kropssprog. I det hele taget genfinder han kroppen og respekten for den. Det træder særligt frem i den måde, Patrick Ness beskriver kroppens reaktion på vold – både den, der udsættes for den, og den, der udøver den.

Er Todd og Viola så det sidste håb for New World? Så simpelt er det ikke. Chaos Walking-trilogien er så fuld af tanker om køn, krop og sind og magten over alle tre, at man kan genlæse den fra et nyt udgangspunkt og hver gang opdage nye foruroligende perspektiver.

Patrick Ness: Chaos Walking Bog 1 og 2: ’Knivens stemme’ og ’Fjendens ansigt’, oversat af Elisabeth Kiertzner, CarlsenPuls, 532 sider og 592 sider, 249.95 kroner

En filmatisering af ’Knivens stemme’ har premiere i 2019, samme år udkommer tredje bind på dansk