Læsetid: 4 min.

Frostholm har skrevet sin hidtil vigtigste bog

’Træmuseet’ er en varm bog. Det er en krammer til verden og til verdens vidunderlige forfattere og træer
14. december 2018

Træmuseets 568-siders forgrenede essays, fragmenter, rejsedagbog, citater og fotos er en hel del i sig selv og en hel del mere sammen med andre værker. Tag nu bare titlen, den forbinder sig med Joni Mitchells 1970’er-hit ’Big Yellow Taxi’, hvor sangeren miljøbekymret ser ud på byen og verden:

They took all the trees
And put them in a tree museum
And they charged all the people
A dollar and a half just to see 'em
Don't it always seem to go
That you don’t know what you’ve got
’Till it’s gone
They paved paradise
And they put up a parking lot

Træmuseet deler miljøbekymringen og Mitchells memento om, at man først bliver klar over, hvad man havde, når det ikke længere er der. Træer, elskere og biblioteker forsvinder.

Digteren og fotografen C.Y. Frostholm, eller bare Cyf, rammer den melankolske tone helt rent, det vil sige vemod uden sentimentale og moralske overtoner.

»At få øje på træer er at mærke dets mulige fravær. Er det melankolikerens blik par excellence?« spørger den skrivende et sted. Det er det nok.

Træmuseet er ikke en trist omgang, melankolikerens blik er en hyperopmærksom registrering af det, der forsvinder eller risikerer at forsvinde. Som en slags omsorg. En af Cyfs tidligere bøger, fotobogen Things left behind (2012), har det samme opmærksomme blik.

Træmuseet er oveni lovers left behind, det er en varm bog, en krammer til verden som sådan, til dens vidunderlige forfattere og dens træer.

Den er også en rejseguide, ligesom Paris en brugsanvisning fra 2013 var rejseguide på sin helt egen hverdagslige måde. I Træmuseet er byen kun en smule Paris og meget mere Lissabon.

I Parisbogen havde Cyf Georges Perec med, i Lissabon følger han i Fernando Pessoas spor, der nu er byens tursitmagnet og kult. Det vil sige en poster boy, men ikke nødvendigvis en forfatter, turisterne læser. I Lissabon har man kommunale parkbiblioteker – eller spor efter dem. Spor efter træer som biblioteker.

Træmuseet er iagttagelser af foranderligheder, museet er skrøbelighed, indimellem også frygtsomhed og ensomhed. Den skrivende spiser aftensmad med et træ.

Cyf ved, at træer er alt, og at mennesker sammen med træer bliver lidt små og ubetydelige i det. Måske bliver vi også lidt følelsesladede. At plante et træ er en glædelig begivenhed, træfældning, derimod, er sørgeligt.

Det handler et helt afsnit i Træmuseet om, altså hvor trist det er at se et træ blive fældet. Eksemplet er det store, gamle kastanjetræ på Enghave Plads i København, der blev fældet på grund af metrobyggeriet.

Noget lige så sørgeligt som træfældning er, når træer bliver syge og dør. Elmesyge er et af bogens trærelaterede emner. Det viser sig, at nærmest alle emner er trærelaterede emner! Hvilket igen giver mig anledning til at nævne, hvor let og ubesværet Cyf bevæger sig rundt i byernes gader som læsende turist, mellem den ene tigger i metroen og den anden forfatters linjer.

Hvordan den fragmentariske form og de længere essayistiske forløb afløser hinanden. Der er så meget at fortælle om fra denne bog, så meget at lære, men nu bliver det altså det ottende og sidste kapitel, ’Robinien’, der foregår i Paris, jeg nævner for at eksemplificere Cyfs nedskrevne associationer.

Kapitlets første tekstbid er forfatterens erindring om dengang, nogle gadebørn i Paris narrede ham og stjal hans pung, den fører videre til Sartres Kvalme og et citat herfra om en pung:

»Mine minder er som mønterne i djævelens pung: Åbner man den, finder man kun visne blade i den.«

Med bladene er det videre til Eiffeltårnet, der er »tre gange så højt som noget træ, man kender til.« Det eneste rigtig magiske ved det tårn er i øvrigt »at se det dukke op mellem husene, helt tæt på, når man næsten havde glemt, hvor man var.«

Så videre til pladsen foran Saint-Gervais-kirken, der i gamle dage hed Carrefour de l’Orme, altså elmekrydset, hvor der siden 1300-tallet har stået en elm.

»På træstammen har nogen med lyserød maling skrevet SDF75: sans domicile fixe (uden fast bopæl) og tallet 75 for Paris (departementet). Den nærmeste hjemløse sidder på kirketrappen med sine ting og sin sovepose. Han råber »No photo!« Jeg peger på elmen. I en port til venstre for bygningen ligger en anden mand mere eller mindre direkte på jorden og læser med hovedet helt nede i bogen.«

Sådan lader Cyf sit blik vandre i Træmuseets otte kapitler, der naturligvis alle har trærelaterede navne: Pessoas træ, Børstekoglefyrretræerne, Fremmedgørelsens skov, Egekrattet, Korkegene, Takstræet, Fyrreskoven og Robinien.

Træerne står i Lissabon, i Danmark, i England og USA og i Paris. At læse bøger er også at læse træer og træers betydning for mennesker, der har det med at placere sig selv i centrum. Og at beskrive verden ud fra menneskelige erfaringer:

»Hvordan beskriver man et træ? Man siger, det er skulpturelt. Monumentalt. Som et kunstværk. Gammelt og kroget. Som et menneske. Man har ikke noget sprog for træer, som kommer fra træerne.«

Hos den franske litteraturkritiker Roland Barthes læser Cyf, at allerede de gamle grækere sagde, at træer er alfabeter. Cyf har skrevet sin hidtil største bog, jeg tror også, det er hans vigtigste. Dens form og struktur minder endda om en trækone.

C.Y. Frostholm: ’Træmuseet’. Rævens Sorte Bibliotek, 568 sider, 300 kroner

John Donnes berømte digt fra 1624 ‘No Man is an Island’ taler ind i en ny tid med Brexit, skærpede grænser mellem nationerne og øen Lindholm. 15 danske digtere genfortolker digtet
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu