Læsetid: 2 min.

Nogle gange bliver man bare nødt til at grave brors aske op og prøve igen

Lige før anden sæsons afslutning forenes ’Herrens Veje’s pluralistiske trostema med dens smertemotor, sorgen
Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen) ved Augusts kiste til begravelsen i tv-seriens niende afsnit. 

Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen) ved Augusts kiste til begravelsen i tv-seriens niende afsnit. 

DR Presse

10. december 2018

Hvordan tager man så afsked? Ét afsnit, før vi ved, hvordan Adam Price har tænkt sig at gøre dét i anden og kort sagt gode sæson af Herrens Veje, er det netop det sorgeksistentielle spørgsmål, serien samler sine mange tråde op med.

Efter en overordentligt pittoresk specialeskrivningskrise på teologi, er eksguru Christian nu ét nøk nærmere på at finde fred med den skyld, der har ulmet i ham siden lillebror August i hans selskab blev kørt ihjel af en lastbil.

At finde den fred kræver, uagtet tro, et ritual. Og at forsone sig med den afdøde, når man ikke selv tror på noget, kræver måske netop, at ritualet først og fremmest er i den dødes ånd. Sådan forenes seriens pluralistiske trostema med dens smertemotor, sorgen.

Christian opdager og vil adlyde Augusts sidste vilje: at få sin aske spredt i Jerusalem.

Sorgparalyse

Som det altid er med de spirituelle oplevelser, vores hovedpersoner har i Herrens Veje, skal vi først tro på dem – og siden studere dem fra det modsatte perspektiv: som resultater af ønsketænkning, psykisk kaos og religiøs fanatisme.

Når kernesunde moder Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen) er i stand til at se August, så er det måske, fordi hun har en spirituel gave. Eller også er det hendes måde at flygte fra sorgen på. »Det her er dit alkoholmisbrug,« siger Johannes. Og i et langt flashback til dagene efter Augusts død, forstår vi nu, at Elisabeth før sund sorggruppe, trøstesex og lange gåture i fornuftigt og nydeligt tøj, var død indeni og sorgparalyseret.

I kirken til begravelsen sad to sørgende, enken og ateisten (Fanny Bernth) og den troende fader Johannes (Lars Mikkelsen) og hev begravelsesritualiet i hver deres retning med hver deres forestilling om, hvad August selv ville have ønsket. Og imens sad Elisabeth og mærkede August ae sig på kinden. Det blev så hendes ting. Alle har brug for at lukke sorgen ind i et rituelt rum, hvor de kan udholde at være. 

Og nu er Christian altså på vej til Jerusalem med Augusts aske. Nogle gange bliver man bare nødt til at grave brors aske op og prøve igen.

For sidste afsnit, Prices foreløbige afsked, hepper vi naturligvis ikke på absolut forløsning, Augusts sjælefred og familiens forsoning. Snarere drama og kaos.

For det gode ved Herrens Veje er stadig, at den sjældent bliver hos sine svar og klicheer længe ad gangen. Der er altid en anden side. Sådan skal og må det være. Fuck lidt op i Jerusalem, Christian. Amen.

’Herrens Veje II’. Afsnit 9. Koncept: Adam Price. Episodeforfatter: Karina Dam. Vises på DR1 søndage kl. 20. Se også på dr.dk

Serie

Information anmelder ’Herrens veje II’

Den dysfunktionelle præstefamilie er tilbage på skærmen – nu uden lillebror August. Vi anmelder alle afsnit af Herrens Veje II.

Læs anmeldelserne af første sæson her.

Seneste artikler

  • Seks favoritmirakler fra anden sæson af ’Herrens veje’

    17. december 2018
    Med Adam Prices præstegårdsdrama ’Herrens veje’ rykkede det åndelige og overnaturlige for første gang ind på dansk tv-dramatiks fornemmeste sendeflade. I anledning af sæsonafslutningen opsummerer vi her de seks største mirakler – af såvel tv-dramatisk som guddommelig art
  • Specialekrise møder gyserindslag i 8. afsnit af ’Herrens veje’

    3. december 2018
    Overdrevet fotogen specialekrise, pludseligt zombiegak og flashback til Augusts studierejse til Jerusalem smyger sig om hinanden i det 8. og hidtil mest usammenhængende afsnit i denne sæson af ’Herrens veje’
  • Nu ved jeg godt, hvordan ’Herrens Veje’ ender ...

    26. november 2018
    Det hæsblæsende sammenstød mellem trosparadigmer har været undervejs længe i anden sæson af ’Herrens Vej’. Og det dufter lunt af en fællesmenneskelig sluterkendelse
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Annette Chronstedt
  • Ruth Gjesing
  • Eva Schwanenflügel
Ejvind Larsen, Annette Chronstedt, Ruth Gjesing og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frede Jørgensen

Jeg var henført til tiden med et Leif Panduro TV-spil
virkeligt godt afsnit

Jørn Andersen, Ruth Gjesing og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Nå, ja - sådan har jeg det slet ikke. Synes nærmere, at det bliver mere og mere anstrengende at følge alle de medvirkendes mange problemer og mystiske oplevelser. Uanset, at de spiller udmærket.

Jeg gentager at personerne ikke rigtig rører mig. Nå, det er nok fordi det foregår i et milieu jeg er ganske ukendt med. Så skulle man tro at det ville være desto mere interessant, men på mig virker scenerne, og spillet temmelig over gearet og lidt hysterisk, og desværre kan man ikke forstå halvdelen af replikkerne. Problemstillingen, eller dramaet kunne da være spændende, hvis ikke det var så forudsigeligt! Og firkantet!

Dramaet er som et debatindlæg - om tro eller ikke. Om èn tro og en anden.
Dette afsnit er om kompromiset - om at mødes i nødvendigt forlig.
Den fundamentalistiske Johannes må bøje sig og tage den udstrakte hånd.
Konflikten og sorgen giver skader, som skal overkommes for alle.
Som i hele familien Danmark.
Spændt på sidste afsnit.

Marianne Ljungberg

Og hvordan skal sidste afsnit så give afsæt til næste sæson?

Hvor mange uransagelige veje har Herren? Eller rettere, hvad kan manus-forfattere finde på?

Det hele handler ikke om tro eller ej. Det handler useriøst om at fylde en søndag aften ud.

Henrik Ljungberg

Henriette Bøhne

Vi siger held og lykke til Christian med at smugle sin brors aske i plastikpose igennem Ben Gurion international airport uden urnepas og officielle dokumenter whatsoever!

Skuespillet er fantastisk, men serien hæmmes til stadighed af de moralske og etiske dilemmaers urealisme, desværre.

Jeg sidder lige og genser afsnittet fra i går.
Jeg kan slet ikke holde Emilie ud, fordi hun komplet udraderer gud fra August's verden, selv om det spillede en gevaldig rolle for ham.
Hvad fanden bilder hun sig ind ???

Maj-Britt Kent Hansen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Herdis Weins,

Jeg havde samme følelse - selv om Emilie ikke selv er troende, har hun jo altså selv valgt at gifte sig og få et barn med et menneske, som er præst og for hvem Gud - må man formode - spiller en ret væsentlig rolle.
Det er næsten hjerteskærende at være vidne til at hun hverken vil lade deres søn døbe eller lade Johannes begrave sin søn, men måske et godt eksempel på, hvad det sker, når sorg bliver en selvcentreret kamp om den afdødes kærlighed. Hvad ved jeg, grimt er det ihvertfald.

Herdis Weins, Maj-Britt Kent Hansen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne kommentar

Ja, jeg er tilbøjelig til at give Johannes ret, når han siger : Vi har kendt ham hans liv, hun har kun kendt ham et sekund.
Jeg fatter heller ikke, hun kan have været August kone, når hun afviser en så central del af ham. Man får næsten mistanke om en dramaturgisk finte - men det bliver altså en anelse utroværdigt.
Det vil gudhjælpemig passe hende bedre, at August var sindsyg, end at han var religiøs !!!!!!!!!!!

Maj-Britt Kent Hansen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar

Jeg undrede mig undervejs at flere henviste til August i nutid - hvad vil August - hensyn til August.
Jamen, manden er jo død. Eller er han ikke i hovedet på nogen ? Tro !!!

Annette Chronstedt

- er det ikke netop hvad denne tid går ud på: åndelighed er en behandlingskrævende psykisk sygdom. Så dybt ligger modstanden. Fri os for fred.
Det er fucking stor kunst på alle planer. Se på seertallet. Ingenting. Men serien er solgt til 72 lande. Burundi, f.eks. Man ser dem for sig sidde dernede på torvet omkring fjernsynet i neonlys og cikadesang afsnit efter afsnit, oprigtigt måbende over mørket i den nordiske sjæl. Men det skal nok hitte. Skuespillernes suverænitet kan jo forføre . . til dybet os aldrig skille.

Grethe Preisler

Meget kan man sige om dramatikeren Adam Price, men han får noget fra hånden ved siden kokkeriet.og revyteksterne.

Han minder i grunden lidt om 'hurtig-digteren Rasmus Vridsløse' i Gustav Wied-klassikeren 'Knagsted' fra 1902, hvor tolderen fra 'Livsens Ondskab', som i mellemtiden er blevet partikulier, og pensioneret overlærer Clausen rejser til Tyskland for at kurere Knagsteds kroniske selvbeherskelse med en vand- og fastekur i fashionable omgivelser.