Det handler ikke om, hvor hårdt du kan slå – det handler om, hvor hårdt du kan blive slået

På mit barndomsværelse hang en plakat af en bokser med nøgen overkrop. Det var Sylvester Stallone som Rocky Balboa. Dengang elskede jeg filmene om bumsen fra Philadelphia, der kæmpede mod sine dæmoner, drak fem rå æg til morgenmad og til den ikoniske temasang løb i gråt træningssæt gennem Philadephias ødelagte industrikvarterer for at komme i form til den store kamp og slippe væk fra sit lorteliv. 

Mine forældre mente, det var noget amerikansk lort, og det troede jeg sådan set også selv – bortset fra at jeg slet ikke kunne modstå filmene.

På min 13-årige søn Nimas drengeværelse hænger også en plakat af Rocky Balboa. Han står i samme grå træningsdragt med hænderne hævet over hovedet på trappen foran Philadelphia Museum of Modern Art, hvor man ser ud over hele den by, som var USA’s første hovedstad, og hvor den amerikanske forfatning blev udarbejdet og underskrevet. 

Vi har set alle filmene sammen, mange gange. Vi genser dem på hans fødselsdage, ved højtider, eller når verden har været modbydelig. Det er et ritual, som altid virker, at se en Rocky-film. 

Vi har også talt meget om Rocky. Han er verdens bedste og historiens taber. På samme tid. Han er i den første film fra 1976 en bums, som kæmper for at holde liv i en boksekarriere, ingen længere tror på, og lever af at indkassere gæld med et baseballbat for en ågerkarl. Han er allerede færdig. Bor alene i en ødelagt lejlighed, drikker for meget, har ingen uddannelse og kan ikke formulere sig. Men så beslutter den smukke, sorte verdensmester Apollo Creed sig for at lave en hyldest til USA og vælger en tilfældig nedslidt bokser som sin udfordrer for at fejre den amerikanske drøm.

Meningen er, at den tilfældige bokser skal være lykkelig over opmærksomheden og stille sig tilfreds med at være statist i verdensmesterens show. Men Rocky har ikke forstået meningen med det hele. Han har trænet helt vildt for ikke at blive til grin. Og verdensmesteren har ikke forstået, at dem, der lever på bunden af USA, har fået så mange bank, at man ikke kan slå dem ud.

Rocky taber kampen efter en lang fight, men bliver folkets helt, fordi han kæmper mod all odds og tror på den amerikanske drøm. Og han bliver verdensmester i to’eren.

Men alle sejre i ringen for Rocky fører til nederlag uden for i samfundet. Sådan går det. 

Nima og jeg har længe glædet os til den ottende film i serien, Creed II. Nu har vi set den sammen, og her er vores samtale om Rocky, historien og den nye film. 

NIMA: »For mig er Rocky sådan en person, man gerne vil være som, men man ikke vil leve som. Han er ikke et Disneyforbillede. Han træner sig op til at blive mere, end han er. Man holder med ham, når han kæmper. Det er meget motiverende at se ham træne.«

»Men det går alligevel galt hver gang. Hans ven snyder ham for alle hans penge, hans kone dør, han har et dårligt forhold til sin søn, og han har ikke noget forhold til sine forældre. Der er i et’eren et enkelt klip, hvor han viser et billede af sine forældre til sin kæreste og siger, at han ikke kender dem mere. Det er det. Selv når han kommer op på det fine niveau, kan han ikke klare sig. Han kan ikke forstå det fine niveau. Man ser i to’eren, hvor han er blevet verdensmester, at de skal lave reklamefilm med ham. Men det kan ikke lade sig gøre, fordi han ikke kan læse.«

»Det er en ret banal fortælling om taberen, som går fra gaden til at blive den bedste. Men den er ret unik, fordi han ikke bliver den bedste, selv om han ikke taber. Der er han stadig den største taber. Han er heller ikke den bedste bokser, han er bare den, som kan klare at blive slået mest.«

Vinder i ringen, taber i samfundet

RUNE: »Rocky-filmene minder om den anden store serie, som gjorde Sylvester Stallone berømt, Rambo. De handler om mænd, som er de bedste til at slås, men som aldrig kan begå sig i samfundet uden for slåskampen. Folk holder med dem, når de kæmper mod modstanderen i ringen eller fjenden i krigen. Men de kan ikke få deres liv til at hænge sammen. De mangler de færdigheder, som skal til for at klare sig i et samfund baseret på teknologi og uddannelse. De er vores helte, når vi ser dem, men så snart de forlader kampzonen og medierne og bliver usynlige, bliver de sociale tabere.«

NIMA: »I den nye film siger han også: ’In the ring we got rules, outside you got no rules. Do you know the feeling when a boxer hits you with a cheap shot. My whole life is a cheap shot.’ De fleste civiliserede sportsmænd vil sige, at derinde i ringen kan du være vild, men uden for skal du være civiliseret. Men Rocky siger det modsatte. I den virkelige verden slår man folk med alle slag; Der er ingen regler for, hvordan man må slå folk. Rocky ved selv, hvordan det er at blive overvældet af sin egen succes.«

RUNE: »Ok. Men det er også, fordi Rocky har oplevet, at folket elsker ham i ringen, men samfundet kan ikke hjælpe ham uden for. Han er de idealer for USA, som Rambo går i krig for, og som amerikanerne er stolte af, men deres virkelighed ikke lever op til. Det er derfor sådan en dobbeltfornemmelse, man ser Rocky-filmene med. Man følger hans træning for, som du siger, at blive bedre end sig selv, og man håber helt vildt på, at han vinder kampen. Det er jo fortællingen i alle filmene. Men man ved, at alle sejre ender med nederlag.«

NIMA: »Jeg tænkte også på det, da vi så Rocky V. Han har vundet den store sejr i Sovjetunionen og er blevet verdensmester igen. Men han er også blevet hjerneskadet, og han ved, at hans hoved bliver helt ødelagt, hvis han bokser mere. Men det er hans eneste chance for at tjene penge igen. Han er jo gået fallit. Hans kone, som ikke er død endnu på det tidspunkt, siger, at pengene er ligegyldige. Han skal ikke bokse mere. Men alle businessmændene i jakkesæt siger, at han skal tage en kamp mere for at tjene kassen, og hans læge siger, at han skal stoppe sin karriere og leve af reklamer. Lægen ved ikke, at det er Rocky for dum til. Rocky står midt i det hele og kan ikke beslutte sig.«

»Så vælger han at blive træner for et ungt håb. Han svigter sin egen søn, fordi han er så optaget af at gøre det unge håb til verdensmester. Han lærer ham alt, hvad han kan. Men da hans elev endelig er blevet så god, at han kan kæmpe om verdensmesterskabet, synes han, at Rocky er for primitiv til at være hans træner. Så han dropper ham og vælger en af de berømte trænere, som kan få ham på tv og gøre ham rig. Den film slutter med, at Rocky banker sin elev i en gadekamp.«

Vinder ude i verden, taber derhjemme

RUNE: »Den mest ikoniske Rocky-scene er for mig afslutningen på Rocky IV. Den store, uhyggelige stjernebokser Ivan Drago, som er hele Sovjetunionens håb i Den Kolde Krig mod USA, har slået Apollo Creed ihjel i en boksekamp. Rocky, som er blevet gode venner med sin gamle modstander Creed, sidder i hans ringhjørne som træner og vil ikke svigte sin vens ære og smide håndklædet i ringen. Derfor dør Apollo. Rocky, som allerede på det tidspunkt er blevet slidt og hjerneskadet, tager til Moskva og banker Drago foran hele toppen i det kommunistiske parti. Publikum i Sovjetunionen hader først Rocky og pifter ad ham. Men de skifter side i løbet af kampen, fordi de ikke kan stå for den amerikanske fighter. Alle ender med at elske Rocky, publikum vender sig imod regimet. Rocky holder en tale til publikum, hvor han siger: ’Hvis I kan ændre jer, og jeg kan ændre mig, så kan vi alle sammen ændre os.’ Det er drømmen om, at alle inderst inde er amerikanere og længes efter USA og den amerikanske sejr i Den Kolde Krig. Men da Rocky vender hjem, går han fallit. Det er USA, som overvinder alle modstandere ude i verden, men taber sine egne borgere derhjemme.«

NIMA: »Det mest ikoniske øjeblik for mig er der, hvor hans gamle træner, som også dør, siger til ham i tre’eren: ’Dengang, du kæmpede imod Apollo, havde du tigerens øjne. Du var sulten. Men da du blev for stor, skete det værste for dig, som kan ske med en fighter: Du blev civiliseret.’ Han kan aldrig klare sin succes. Han skal hver gang helt ned for at kunne komme op igen.«

»Det er noget af det gode ved Rocky-filmene. Man lærer at holde af menneskene efter deres nedture. Det er ikke kun Rocky, det er dem alle sammen. Hans trænere, hans søn, hans modstandere og deres koner. De har alle sammen mistet noget, de har prøvet at bygge noget op, men så har de tabt det igen. Man hader hans modstandere, når han bokser imod dem. Men bagefter får man også empati med dem, fordi man hader det, der er sket med dem.«

RUNE: »Det bringer os til den nye film, Creed II. Den starter med, at vi ser to hvide mænd fra ryggen i et panorama ud over en række triste boligblokke. De er i Ukraine, næsten 30 år efter Murens Fald. Det er Ivan Drago og hans søn Victor. Vi finder ud af, at Ivan Drago mistede alt, da han havde tabt til Rocky. Det kommunistiske regime hyldede vinderne og hadede sine tabere ligesom kapitalisterne i Vesten.«

Michael B. Jordan spiller Adonis Creed, og Florian Munteanu spiller Viktor Drago i ’Creed II’

Capital Pictures

NIMA: »Ja, det er det samme lort over alt nu. De rige fra Rusland lever som de rige i USA. Man kan ikke se forskel på den amerikanske overklasse og den russiske overklasse, når de store biler kører op til de store huse, og man kan ikke se forskel på de fattige arbejdere i Ukraine og i USA.«

RUNE: »Ivan Dragos søn er Victor Drago. Han lever det samme barske liv, som Rocky gjorde i et’eren og bokser i de samme tomme fabriksagtige lokaler med tre rækker tilskuere. Han er monstrøst stærk. Nu er det ham, der har tigerens øjne.«

»Han vil bokse mod Adonis Creed, som er den søn, Apollo Creed fik uden for sit ægteskab, og som først blev født efter hans død. Han er i øvrigt spillet af Michael B. Jordan fra Black Panther. Adonis Creed er blevet verdensmester og lever et jetsetliv i USA med sin kæreste, som er musikstjerne.«

»Ivan Drago vil have en kamp mod Adonis Creed for at hævne sin fars skæbne, Adonis kan ikke sige nej, fordi han skal hævne den far, som han aldrig mødte. Han skal tage ansvar for en far, som aldrig var der for ham.«

»Vi møder først Sylvester Stallone et stykke inde i filmen, da vi hører hans stemme sige til Adonis: ’Der er kun tre små trin op i ringen, men det er ligesom at bestige et helt bjerg.’ Vi genkender ikke længere Sylvester Stallone på kroppen, men på stemmen. Han er blevet den gamle mand med erfaring, som skal hjælpe Adonis Creed til at hævne sin far.«

NIMA: »Men Rocky kommer alligevel til at svigte ham. De har et meget svært forhold. Adonis går efter at få en far-relation til Rocky, men han kunne ikke engang have en rigtig relation til sin egen søn, kan han ikke knytte sig til nogen andre. Alle far-søn-forholdene er fucked up. De er alle sammen så mislykkede. Men de bliver alligevel ved at kæmpe for det.«

Far og hjemland

RUNE: »Ja, det er lidt de uperfekte menneskers heltefortællinger. Men det er også spøgelsesfortællinger. ’Jeg lever i fortiden’, siger Rocky i starten. Han sidder foran sin kones grav og fører monologer med hende over, hvordan det går, og hvad han tænker om det hele. Hans fejl er, at han tror, det kun er ham, der lever i fortiden. Han ser ikke, at Adonis også sidder foran sin fars grav og taler med ham, og at Victor Drago lever med sins fars nederlag, som det er blevet hans bestemmelse at revanchere.«

NIMA: »Ja, det er det, han siger til Adonis, da han råder ham til ikke at tage kampen: ’You got everything to lose, this guy got nothing. And when a fighter’s got nothing, that’s when he gets dangerous’. Han siger, at Victor ikke har noget at tabe. Men for Victor har kampen med Adonis ikke noget at gøre med Adonis, men med hans far. Han vil bevise sig over for sin far, og han vil redde familiens ære over for deres land. Det er hele hans projekt, som han er blevet bygget til at gennemføre, siden han blev født, som går ned, hvis han taber.«

RUNE: »Det er ikke alt ved Creed II, der er genialt. Den er for lang, og der er fyldt for mange melodramatiske sidehistorier på, som om filmen er bange for, at kampen for anerkendelse og retfærdighed gennem boksning, som er det særlige ved Rocky-film, ikke er nok i sig selv. Men det er mesterligt, at vi ser, hvordan de to mennesker, som skal op og smadre hinanden i ringen, lider samme skæbne og lever med en alt for tung arv fra deres mislykkede fædre og ødelagte samfund, som gør det umuligt for dem at blive det selv, de gerne vil være. De kunne være allierede i den samme kamp, men de bliver hinandens modstandere.«

NIMA: »Og det bedste, Rocky har at sige om livet, er det, der har ødelagt hans hjerne. Han siger til sin egen søn i Rocky VI: ’It’s not about how hard you can hit, It’s about how hard you can get hit.’«

RUNE: »Er det, fordi du har set det på YouTube, at du kan huske alle de citater?«

NIMA: »Nej, det er fra filmen. Hvor mange stjerner ville du give den ud af fem, far?«

RUNE: »Jeg vil give den fem ud af fem. På trods af alt det, der ikke fungerer, er det enestående at fortsætte en serie over mere end fire årtier, som er blevet til en fortælling om globaliseringens overklasser og arbejderklasse, om USA’s svigt og om en masse mislykkede eksistenser, som vi holder af og med i deres kamp for det gode liv, selv om vi ved, det aldrig lykkes helt.«

NIMA: »Jeg vil nok kun give den fire ud af fem. Men den er rigtig god.«

RUNE: »Ved du, hvad det gode ved, at alle sejre fører til nederlag, og at livet i ringen aldrig hænger sammen med livet uden for ringen, er?«

NIMA: »Ja, at vi ved, at der kommer en film mere i serien, som vi kan glæde os til. Men vi skal først se Creed II igen.«

’Creed II’. Instruktion: Steven Caple Jr. Manuskript: Juel Taylor, Sylvester Stallone, Chero Horadi Coker. Amerikansk. Biografer over hele landet