Læsetid: 4 min.

Hanne Nielsen og Birgit Johnsens medrivende ’Territoriale Udsagn’ fra 2002 foregriber #MeToo

De sjove og spekulative videopionerer Hanne Nielsen og Birgit Johnsen er aktuelle med en retrospektiv udstilling på Overgaden. Deres bagkatalog af 25 års teknisk underspillede, surreelle, feministiske fortællinger kommenterer mere præcist på den medievirkelighed, vi lever i, end deres nyeste værk
Nielsen og Johnsens videoinstallation ’Territoriale Udsagn’ fra 2002 – der i sin tid blev vist på nationalt tv – kan nu opleves på kunstnernes retrospektive udstilling på Overgaden.

Nielsen og Johnsens videoinstallation ’Territoriale Udsagn’ fra 2002 – der i sin tid blev vist på nationalt tv – kan nu opleves på kunstnernes retrospektive udstilling på Overgaden.

Anders Sune Berg

12. december 2018

Siden 2013 har Overgaden i København vist udstillinger under formatet REVISIT, der går ud på at aktualisere en tidligere udstilling fra Overgadens eget bagkatalog. Det er en sjov idé at genopføre udstillinger med særligt tidsbundne agendaer om f.eks. seksualitet og teknologi.

Og det giver god mening at invitere den humoristiske og spekulative kunstnerduo Hanne Nielsen og Birgit Johnsen til den her form for retrospektiv.

For Nielsen og Johnsen er netop mestre i gentagelser, genopførsler og eksperimenterende fortællegreb. Og så er de pionerer inden for et bestemt felt: videokunsten. 

Kunstnerduoen begyndte deres samarbejde i 1993. Som mange kvindelige kunstnere, der ville ud over det mandsdominerede maleri, kastede makkerparret sig i 1990’erne over det nye intime videomedie med inspiration fra bl.a. den amerikansk-koreanske videokunstner Nam June Paik. 

De iscenesatte både banale hverdagssansninger og politiske erfaringer på deres helt egen deadpan facon og gik samtidig i kødet på tidens interesse for en selvrefleksiv realistisk fortælleform. 

Hovedværket holder

Spørgsmålet er så, om 25 års feministiske, repræsentationsundersøgende og low fi-videoeksperimenter holder vand i vores turboteknologiske æra?

Holder hovedværket, »Territoriale Udsagn«, som første gang blev vist på Overgaden i 2002? JA! Jeg bliver aldeles opslugt foran de to store skærme, hvor seks kvinder fortæller om en situation, hvor deres personlige grænser er blevet overskredet.

I par toner kvinderne frem: En kvinde af afrikansk herkomst er blevet lagt an på af sin nabo. En færøsk kvinde bliver af danskerne udfrittet om grindehvalfangst, men hun vil bare gerne være menneske, ikke færing, måske er det lettere at sige, man kommer fra Bornholm? Én bliver råbt ad af en forslået mand og martres efterfølgende af skyld over ikke at have hjulpet ham. Én er kommet til at afsløre for meget om sin skilsmisse til en kollega og har overskredet egne grænser.

Ansigterne er oppe i snuden på kameraet. Så sidder kvinderne kejtet oplyst. Så akavet i skygge, som i en Station 2-udsendelse; stilen er vidunderligt underproduceret.

Der er krænkelser tydeligt påført udefra: Kvinderne eksotiseres og objektificeres. Men der fortælles også selvransagende indefra om skammen over have blottet skilsmissens stigma eller skyldfølelsen over ikke at leve op til forestillinger om kvindelig godhed. Hør, hvem bekender kvinderne sig til?

Er det her en dokumentar, et forhør eller en videodagbog? I dag, hvor det vrimler med private optagelser på youtube og SoMe, er det faktisk sværere at afkode værkets form, og det er der noget pirrende ved.

Hver kvinde har filmet sig selv over fire sessioner, hvorefter de forskellige versioner af den samme historie er klippet sammen til én. Temperamentsskiftene giver fornemmelsen af suspense i tilsyneladende trivielle oplevelser.

Nogle versioner af historierne virker mere troværdige end andre. Sker det, når kvinderne modsiger sig selv, starter forfra? Er historierne fiktive, og ville det betyde noget, hvis de var? Jeg kommer til at tænke på amerikanske Christine Blasey Ford, da hun i tidligere i år nervøs, men fattet aflagde vidnesbyrd for hundredvis af kameraer om et overgreb angiveligt begået mod hende som teenager af dommer Brett Kavanaugh.

Efter #metoo har kvinder fået råderum til at fortælle deres mange historier, men fortællingerne må skræddersys til mediernes forventninger for egentlig at blive hørt. For at komplicere det politisk og mediestyrede ’vidnesbyrd’ har vi netop brug for at høre kvinder tale flere gange og fra flere steder. 

»Territoriale Udsagn« foregriber #MeToo: Kvinderne taler ikke med en klar og konfronterende bevidsthed om, hvad eller hvem, der undertrykker dem. I stedet mærker jeg uroen, begæret og fantasien pulsere også i det usagte, i pauserne, i skygger og beskæringer, kropssprog og kameravinkler. 

Værket – der i sin tid blev vist på nationalt tv (tænk sig!) – tilbageerobrer ejerskabet over sandhedens mange ansigter fra overmagten. Hvor Trump & Co. har sat sig på alternative fakta, insisterer Nielsen og Johnsen på fortællingens indviklede flertydighed.

Humoristiske og søgende fortællinger

Udstillingens motor er netop fortællingens form. REVISIT er tætpakket og indelt i fire sektioner med 90'eragtige titler som ’Virkelighedsmontager’ og ’Det punkterede klimaks’. Den historiske formidling er vigtig, men det holder hårdt at læse ordet autenticitet for ofte. 

Værkerne taler frit sammen på kryds og tværs, humoristiske og søgende. Nielsen og Johnsen er dybt interesseret i videoen som et kunstnerisk materiale, man kan udforske teknisk på alle mulige måder uden at det tekniske overtager. 

F.eks. går afbrudte og pulserende stemmer og lyde igen: 

I den eminente loopende video »Grenåvej« fra 1998 panorerer kameraet mekanisk fra byhuse til blå himmel. Meditationen dør, da kameraets øje rammer gaden, en frenetisk larm af biler bryder ud og det hele starter forfra igen.

Historien om den forfængelige kanin Frk. Langøre grines frem i den eventyrligt fjollede video »Rabbitsuit« fra 1997, mens vi ser kaninen i groteske geometriske tableauer.

Og endelig er der den noget patosfyldte videoinstallation, »Kind of Noisy Silence« fra 2014, hvor et kor af kvinder opfører et værk alene gennem den overdrevne lyd af vejrtrækning og gisp.

Noget af det bedste er Nielsen og Johnsens omsorgsfulde interesse for fabulerende, ujævne karakterer og miljøer – som de seks kvinder, kaninen, koret og Grenåvej; i andre film en bilvask samt fem faldskærmsudspringere.

I den fine femskærms videoinstallation »Defense Against The Unpredictable« fra 2014 tackles den globale katastrofedyrkelse med et nostalgisk blik mod den svundne koldkrigstid. Et kamera suser monotont gennem et koldkrigsanlæg fra Stevnsfortet, mens værkets ’korstemmer’, en række amerikanske preppers viser deres våben og dåsemadslager frem. Politiske fællesskaber er poetiske, men altid allerede mislykkede, og derfor absurde. 

Ærgeligt nok er den helt nye totalinstallation »Modern Escape« det mindst interessante værk. Her er skruet op for effekterne i et drømmelandskab med stuelampe, mobiler, storskærm med abstrakte animerede former og ned for humoren.

Det her skal vist ligne samtidskunst, tænker jeg, men værket kommenterer ikke præcist på den medievirkelighed, jeg lever i. Det gør på bagvendt vis Nielsen og Johnsens øvrige teknisk underspillede, surreelle, intellektuelt skarpe historier.

’REVISIT’: Hanne Nielsen og Birgit Johnsen. Overgaden. Til 6. januar 2019

Billedkunstner Rasmus Myrups hotte, tegnede abeelskere i udstillingen ’Homo’ Homo fylder både fortid og samtid med inderlighed og lige rettigheder for alle i kærlighedens og begærets navn.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu