Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Harry Potter-forfatter har skrevet en spændende krimi om afpresning og mord i overklassen

Cormoran Strike og Robin Ellacott kæmper både med uudtalte følelser for hinanden og en mystisk sag om afpresning og et muligt barnemord i ’Den hvide død’, Robert Galbraiths spændende fjerde roman om privatdetektiven og hans partner
’Den hvide død’ er fjerde i serien om Cormoran Strike og Robin Ellacott. Billedet her er fra BBC-serien ’C.B. Strike’, der er baseret på bøgerne.

’Den hvide død’ er fjerde i serien om Cormoran Strike og Robin Ellacott. Billedet her er fra BBC-serien ’C.B. Strike’, der er baseret på bøgerne.

Steffan Hill

Kultur
14. december 2018

Henrik Ibsens Rosmersholm er en art ledemotiv i Den hvide død, den britiske forfatter Robert Galbraiths fjerde og seneste kriminalroman om privatdetektiven Cormoran Strike og hans partner, Robin Ellacott.

Og det er der selvfølgelig en god grund til. Citater fra nordmandens politisk ladede skuespil om aristokratiets forfald indleder kapitlerne i den nye bog og sætter scenen for en historie, som nok handler om opklaringen af en forbrydelse, men som i høj grad også er en sædeskildring og et kritisk portræt af et britisk klassesamfund og en overklasse i opløsning.

Galbraith – et pseudonym for Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling – har en udpræget klassebevidsthed og sans for samfundets indbyggede uligheder, og hvis der er noget, han kan, så er det at beskrive miljøer og mennesker, så man kan se dem for sig, ja, næsten lugte dem.

Det gælder ikke mindst, når han i Den hvide død lader Strike og Robin besøge den herregård, Chiswell House, som en del af mysteriet drejer sig om, og som formelig emmer af fortidens storhed og sædernes forfald.

»Hun fik øje på en vase med orientalske liljer på et bord bag sofaen. De matchede de afblegede gardiner, der engang havde været skarlagensrøde, men som nu var forvasket blegrosa, og det flossede stof på væggene, hvor mørkerøde pletter afslørede, at nogle malerier var blevet fjernet. Alting var luvslidt og laset (…) dette meget engelske rum med de falmede gobelinpuder, skårede kinesiske lamper og havebøgerne, der lå i en stak på et lille bord.«

Den hvide død foregår under OL i London i sommeren 2012 og begynder med et bryllup: Robin skal endelig giftes med sin kæreste, Matthew, selv om deres forhold ikke ligefrem er fantastisk, og selv om hun nærer følelser, hun ikke helt selv kan forklare, for sin chef, Strike. Strike havde ellers fyret Robin, fordi hun opførte sig dumdristigt, men han kan ikke undvære hende og genansætter hende – til Robins store glæde og Matthews grænseløse irritation.

Og det er en af historiens motorer: det komplicerede forhold mellem Robin og Strike, der godt nok selv har en kæreste, men som også nærer følelser for den begavede, rødhårede kvinde, der har vist sig at være et detektivisk naturtalent.

Faktisk kan man næste sige, at bogen er lige så meget en romance, hvor det store spørgsmål – will they, won’t they?– løber som en rød tråd gennem opklaringsarbejdet og bliver en art menneskelig kontrast til de uhyrligheder, som familien Chiswell og de øvrige involverede i sagen udsætter hinanden for.

Selve sagen sættes i gang, da den sindsforvirrede Billy dukker op på Strikes kontor i Denmark Street i Londons Soho-kvarter og fabler om, at han som dreng var vidne til drabet på en lille pige.

Billy forsvinder dog hurtigt igen, og da Strike forsøger at finde ham, kommer han i kontakt med den britiske kulturminister, Jasper Chiswell, der bliver afpresset – for hvad vil han ikke fortælle – af Billys storebror, Jimmy, og en anden ministers anløbne mand.

Chiswell hyrer Strike til at hjælpe sig mod afpresserne, og det viser sig selvfølgelig, at de to sager hænger sammen. Billy og Jimmy er nemlig vokset op i nærheden af familien Chiswells landsted, og deres far arbejdede for ministeren.

Og sådan vikler tingene sig gevaldigt ind i hinanden i Den hvide død, hvor Robin hele to gange må gå undercover, mens hun samtidig slås med sin indædt jaloux mand og voldsomme panikanfald forårsaget af hendes og Strikes forrige sag.

De fangede The Shacklewell Ripper, som var tæt på at slå Robin ihjel, og det lider hun stadig under. Men hun nægter at fortælle det til sin mand, der bare vil have hende til at stoppe med at arbejde for Strike, og til Strike, som hun er bange for vil fyre hende igen, hvis han finder ud af det.

Den tidligere soldat og militærefterforsker, der mistede halvdelen af sit ene ben i Afghanistan, brokker sig nemlig aldrig selv og knokler på, når det er nødvendigt – på trods af træthed og store smerter. Men selvfølgelig kæmper han også – bogen skifter mellem hans og Robins synsvinkel – blot er han lige så stædig som Robin, dog noget mere gnaven, og ikke meget for at bede om hjælp fra andre. På den måde minder de to meget om hinanden – de er lige stolte, ærekære og private.

Selv hvis ikke de foregående tre bøger om Cormoran Strike var blevet forvandlet til en vellykket tv-serie, hvor Tom Burke og Holliday Grainger spiller hhv. Strike og Robin, ville de to umiddelbart meget forskellige og så alligevel så ganske ens mennesker stå lyslevende for ens øjne.

Robert Galbraith kan i den grad skrive personer, og det er ikke kun hovedfigurerne, han formår at puste så overbevisende liv i. Det gælder også det ret farverige galleri af bipersoner, der befolker Den hvide død: Selvfølgelig familien Chiswell, men også Jimmy, hans kæreste Flick og lillebroren Billy, hvis nervøse ticks beskrives meget malerisk.

Det er også i forholdet mellem medlemmerne af familien Chiswell, der er vant til at have penge og til at få det, som de vil, og så Jimmy og Billy, der er en del af den arbejderklasse, som overklassen altid har udnyttet, at Robert Galbraith – som J.K. Rowling også gør det i Harry Potter-bøgerne – for alvor folder sin klassebevidsthed ud.

Den hvide død rummer en spiddende kritik af dem, der har, og dem, der ikke har, men som regel bliver taget i røven. Den selvsamme dialektik finder man i Cormoran Strike, der kommer af ingenting – selv om hans far, som han aldrig har haft noget med at gøre, er en berømt rockstjerne – og som har været kæreste med en kvinde fra en velhavende familie, der om noget så ned på ham og alt, hvad han stod for.

Strike har en medfødt modvilje mod den følelse af berettigelse, som rige mennesker ofte fødes med, og han kæmper gerne for dem, der ikke kan kæmpe for sig selv.

Galbraith kan godt finde ud af at skrue en velfungerende og fascinerende intrige sammen i den bedste klassiske britiske krimitradition (a la Agatha Christie og Colin Dexter), og det er i sig selv spændende at følge med i Strike og Robins opklaringsarbejde.

Det er en kompleks sag, men man bliver ført sikkert igennem den. Man kan diskutere, om romancen mellem de to fylder for meget i den næsten 700 sider lange bog – og om ikke sideantallet ville have været en smule mere fordøjeligt, hvis man forkortede den. Omvendt er Robin og Strike så sympatiske og facetterede mennesker at være i selskab med – man kan spejle sig i dem – at det næsten ville være synd.

Robert Galbraith: ’Den hvide død’. Gyldendal. Oversat af Agnete Dorph Stjernfeldt. 672 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har læst de 3 foregående bøger . og Cormoran Strike og Robin Ellacott ser altså ikke ud som på ovenstående billede! Fake!
;-))